Romantisk forudsigelighed, når det er bedst

 

 

 

Jeg ved godt, at det er kliché, nogle ville finde det banalt og endda kvalmende eller bare kedeligt. Jeg elsker, når Hollywood stiller op med endnu en romantisk komedie, ikke mindst når skuespillerne er gode, og humoren er i top.

Og helt i top er Going The Distance, som er på plakaten lige nu, og som gav os underholdning for alle pengene i fredags.

Drew Barrymore og Justin Long spiller det søde par, Erin og Garret, der mødes tilfældigt i New York, sød musik opstår, amorinerne svirrer rundt i luften, og alt er fryd og gammen. Dog med det forbehold, at lykken kun varer på lånt tid, indtil Erin tager hjem til San Fransisco. Det hårde liv som langdistancekærester skal stå sin prøve, og med et helt kontinent imellem sig, kan det være noget af en prøvelse.

 

 

Hvordan filmen ender, skal ikke røbes her, men måske indlæggets overskrift insinuerer en smule…

Humoren er den halve oplevelse, når det gælder den slags film – jeg læste en anmeldelse, der gav minuspoint p.g.a. for-meget-under-bæltestedet-humor. Smag og behag er jo forskellig, og der er jeg nok ikke så sart. Jeg syntes bare, den var sjov, og Garrets gode ven og sambo spilles også vildt charmerende af Charlie Day.

 

 

Og så tæller det bestemt også på plussiden, at filmen har en smule stof til eftertanken, f.eks. i forhold til dilemmaet – hvad vejer tungest, kærlighed eller karriere? Skal man ofre sin karriere på kærlighedens alter, eller skal man lade den store kærlighed fare for at følge sine drømme? Et evigtgyldigt emne, der nok ikke har været på lærredet for sidste gang…

 

Alene hjemme

 

 

Efteråret rusker udenfor. Jeg ved det, for jeg har cyklet rundt ude i det. Rigtigt ubestemmeligt er det. Det ene øjeblik skinner solen, og så, før man kan nå at sige regntøj, vælter regnen ned. Hvis man er heldig, cykler man imellem bygerne, når man skal fra A til B, hvis man er uheldig, rammer man dem alle. Jeg har mest været heldig, men jeg er nu også godt tilfreds med at være landet i min lune hule.

Jeg er alene hjemme. Om lidt lander Brian også, men børnene er på tur med SFO. Dvs. Emil er egentlig ved at være for gammel til SFO, men han fik tilbuddet om at komme med, og det tog han imod. De skulle på friluftstur, lave mad over bål og sove i shelters, men det er der altså ikke meget ved i det vejr. Så turen er blevet afkortet til en eftermiddagstur i det fri, hvorefter de lander i SFO’en og overnatter der. Det skal også nok blive godt, og jeg er sikker på, de får en hyggelig dag sammen.

Og helt uden at vi havde planlagt det, var der pludselig kærestetid i posen til Brian og mig. Sådan som en ekstra bonus. Det er bestemt ikke dårligt, og skal udnyttes groft, så vi har både planer om at spise ude og en tur i biografen. Det er tiltrængt, og ih, hvor jeg vil nyde…

Tirsdagsglæder

 

 

 

Udsigten fra mit spisebord…

 

 

 

Høst…

Vaniljestegt kylling med grøn couscous

 

Jeg har mange hængepartier for tiden og meget, jeg ikke kan overskue. Det tærer på energien og overskuddet, og jeg øver mig i at fokusere på ting, der lykkes og det, jeg rent faktisk når eller får taget mig sammen til.

En af de ting, jeg kan glæde mig over, der lykkes rigtigt godt, er menuplanen. Jeg er kommet tilbage i rytmen med at få inspiration (og notere, hvor den kommer fra, så jeg kan finde frem til den igen), at få skrevet en menuplan og lave god mad. Jeg har igennem tiden abonneret på lidt forskelligt, og jeg nyder at bladre de gamle blade igennem igen for at blive inspireret med opskrifter eller idéer.

I et gammelt Isabellas fra 2008 fandt jeg f.eks. denne vaniljestegte kylling med couscous, og den er værd at gentage!

 

 

Marinaden blandes af 1 vaniljestang, 2 spsk soja, 2 spsk brun farin, 2 spsk revet citronskal, 1 tsk sambal olek og 4 spsk rapsolie. En god, stor kylling renses, smøres ind i marinaden og trækker i køleskabet et par timer. Steges ved 200° i en god time, til den er gennemstegt.

5 dl couscous overhældes med kogende vand og trækker, til grynene er møre (følg vejledning på posen). 1 dl olivenolie og saft af 2 citroner (eller citronolie) tilsættes. Blandes med 50 g ristede pinjekerner, 1 bundt hakket koriander, 1 bundt hakket mynte, 1 agurk, 100 g sukkerærter og 1 rødløg i små tern, og smages til med salt og peber.

Det skal siges, at det giver en temmelig stor portion couscous, især til vores børn, der kan være ret småtspisende, når det handler om sammenblandet mad – men så er der bare til et par gange frokost til mig :o)

Jeg elsker smagen af frisk koriander og ved, at andre er lidt mere forbeholdne, men så kan man bare bruge andre krydderurter efter smag.

(Og så fornægter det sig ikke, at efteråret er så meget en realitet, at sen aftensmad er lig med gullige billeder i kunstig belysning…)

Og så lidt mere mad…

 

 

 

Når fredagstapas begynder at blive hverdag, er det på tide at holde en pause. For det særlige ved tapas er, at det er noget særligt. Et strejf af luksus.

Og selvom vi ikke fik tapas i dag, var mange af elementerne faktisk de samme. Bare på en anden måde.

Saml-selv-bruschetta er et hit her i familien. Godt brød, og forskellige toppings som hjemmelavet pesto, en god chorizo, tomat, ost  og grillet peberfrugt.

Sidstnævnte er forøvrigt genialt, hvis man har gamle, rynkede peberfrugter i sit køleskab. Halver dem, befri dem for kerner og hinder, og læg dem på en bageplade, gerne godt fladtrykte (flæk dem evt. lidt i enderne, så de bliver fladere). Giv dem en god hedetur i ovnen ved højeste temperatur, indtil skindet er sortplettet. Tag dem ud, dæk dem med et viskestykke, indtil de er nogenlunde afkølede, og så er skindet lige til at trække af. Peberfrugterne kan holde sig i køleskabet i en lille uges tid, og er geniale i salater, sandwich og meget andet.

Nå, men tilbage til bruschettaerne. Hver topper sin egen bruschetta efter smag og behag, og de kommer i ovnen ved 200 grader, indtil brødet er sprødt og osten smeltet.

Nogle skiver brød blev bare penslet med olivenolie, før de kom i ovnen sammen med de andre, mere veludrustede – bagefter var det deres tur til at blive toppet, med østershatte, der havde fået en tur på panden sammen med hakket hvidløg. Et drys med flagesalt og friskkværnet peber, og så var de en himmerigsmundfuld i sig selv, eller sammen med lidt grillet peber.

Sidst, men ikke mindst, havde jeg min debut med pizza bianca – og hvilken debut!

 

 

Dejen blev lavet af 15 g økogær, udrørt i 1½ dl lunet vand og blandet med 1/4 tsk salt og 1 spsk olivenolie. Det blev æltet i 300 g pizzamel, dejen hævede til dobbelt størrelse og blev formet til 3 små pizzabunde. Bianca blev lavet i 3 varianter – en med pesto, en med creme fraiche og en med både-og. Alle fik derpå et lag tynde kartoffelskiver, et drys hakket hvidløg, olivenolie, flagesalt og friskkværnet peber, og endelig – rosmarinkviste fra haven. En tur i ovnen i 25 minutter ved 200 grader, og så var de klar.

Det var jeg også. Helt klar! Mums!

Vitaminboost

 

 

Det sker ikke så tit, som jeg kunne drømme om.

Men når det sker, forundres jeg igen over, hvor enkelt det er.

Frosne hindbær, lidt aronia fra haven (med mellemlanding i fryseren), appelsinjuice, A38, ahornsirup og en håndfuld havregryn for ekstra fibre.

Vroooommmm.

Et voilá – ny energi til alle!

Nogle gange kan man bare være så fjollet…

 

Som jeg f.eks. har været det i ugerne op til det kursus, jeg var på i går. En kursusdag i improvisation, arrangeret af min kollega, med deltagelse af kun seks håndplukkede organister, og med besøg af en professor fra Tyskland. Sådan et masterclass, som det hedder i de kredse, hvor vi på skift sidder på orgelbænken og forsøger os frem, mens professoren øser sine visdomsord over vore hoveder.

For et par måneder siden fik jeg kompendiet, der kunne inspirere min forberedelse til kurset.

Men min forberedelse har mest bestået i en tiltagende mavepine og stressfølelse. Over at skulle sidde der foran alle de andre og ikke mindst den tyske professor, der sikkert ville krumme tæer og tænke deres. Jeg var tæt på at bakke helt ud, men et eller andet holdt mig tilbage.

Det “et eller andet” var tanken om, at det måske også kunne være helt vildt rart at tilbringe en hel dag sammen med kolleger af samme slags som mig selv. At jeg måske kunne lære en masse af sådan et kursus. At jeg måske endda kunne øve mig i at være ligeglad med, hvad de andre måtte tænke, og få det ud af kurset, jeg nu kunne, med det niveau, jeg nu engang er på.

Og det gjorde jeg så. Øvede mig i at vende min tankegang til noget konstruktivt.

Og hvad skete der?

Jeg havde en helt fantastisk dag. Sammen med kolleger, der havde været lige så nervøs som jeg selv. Sammen med en tysk professor, der var godheden selv, og bare gerne ville øse ud af al sin inspiration, og syntes vi gjorde det godt (det var i hvert fald, hvad han sagde).

Ja, jeg var nervøs, mens jeg var “på”. Men jeg kom over det, og tænkte faktisk ikke meget på, hvad de andre mon tænkte. Jeg lærte helt vildt meget – og har fået redskaber til at fortsætte arbejdet med at blive bedre til at improvisere. Og hyggede mig vildt sammen med mine kolleger!

Altså, nogle gange kan man bare være så fjollet…

Men heldigvis bliver man også hele tiden klogere!

Mild og cremet kalkungryde

 

 

Der er langt mellem madindlæggene for tiden – det er ikke så meget nyt, der sker på den front, og de gamle travere er I efterhånden blevet præsenterede for.

Denne er en af dem, en gammel traver, der støves af med jævne mellemrum – en kalkungryde, der ikke har meget pang på smagsstofferne, men er venlig og lys i smagen, og selv Brian, der ellers er meget til chili og bestemt ikke er til squash, får julelys i øjnene, når han ser, den er på menuen.

Så here goes…

1 spsk sennepskorn udblødes i ½ time i ½ dl koldt vand.

250 g broccoli deles i buketter, stokken skæres i terninger.

1 squash skæres i halve skiver.

Broccolistokken svitses, 500 g kalkun i tern svitses med.

Oven i gryden kommes: broccolitoppe, squash, 3 dl hønsebouillon, 100 g flødeost, 2 tsk sherryvineddike og sennepskorn, og det hele snurrer sammen 5 minutter.

Jævn sovsen med majsstivelse udrørt i vand, og smag til med salt og peber.

Server med pasta, vores favorit er frisk fettucine.

Velbekomme!

Doktoren i Mariannelund

 

 

Med på picnikturen var et levn fra vores sommerferie – bolcher fra Karamelkogeriet i Mariannelund.

Lad mig i den anledning straks anbefale den hyggelige lille butik med kig til kogeriet, hvis man er på de kanter (tæt på Vimmerby) og har en god, sød tand.

 

 

 

Butikken er nysseligt indrettet med romantik for alle pengene, og der er utallige varianter af (især) bolcher og karameller – og ikke mindst, smagsprøver overalt til fri afbenyttelse. Dejligt, at man kan prøve sig frem, ikke mindst for børnene, der var i slaraffenland de to gange, vi var der – ja, vi var jo lige ved at løbe tør, allerede mens vi var deroppe, og det kunne virkeligt ikke gå, derfor måtte vi lige forbi igen på vejen hjem...

 

 

Og så er det jo en sjov lille detalje, at alle bolcherne er rekommanderede af Doktoren i Mariannelund (ganske vist er scenen, hvor Emil fra Lønneberg tager til doktoren i Mariannelund for at komme af med sin suppeterrin, optaget i Vimmerby, men det er jo kun en biting).

Glemte jeg at sige, at bolcherne (der er lavet efter gammel opskrift) smager helt fortrinligt?!

Sensommer i det grønne

 

    

 

Sikke skønne sensommerdage, vi får med i hatten for tiden!

Mit sygeleje var heldigvis ultrakort, og i går pakkede vi picnickurven (som vi godtnok ikke ejer, men en glad plastpose fra Søstrene Grene kan også gøre det) og mødtes med et par venner i Søndre Anlæg. Vi begyndte med en tur i Knudmosen, før vi pakkede eftermiddagskaffen ud, og det er bare godt for sjælen med sådan en tur ad de smukkeste stier, forbi vandløb, heste og ridebaner, med plads til snak og børn, der løber frem og tilbage og beretter om frøer og svampe, mens solen gavmildt spreder sine stråler.

 

 

Det er netop i disse skønne omgivelser, jeg begiver mig ud på mine løbeture – en mere fantastisk kulisse kunne jeg ikke drømme om til mine udfoldelser, og jeg udnyttede straks chancen til at tage kameraet i hånden, da vi i går gik i et  tempo, der indbyder mere til at have kamera med på farten.

 

 

 

Vores forsyninger indtog vi i passende nærhed af legepladsen, så børnene kunne løbe frem og tilbage, som de havde lyst, og efter en dejlig stund i solen, blev vi enige om en impulsiv sammenskuds-aftensmad hos vore venner. Grillen blev tændt, salat blev snittet, en hurtig blommedessert (set hos Betty – og den var god!) blev lavet til, og hyggen fortsatte, indtil det var tid at få puttet børn, der skulle være klar til en ny uge.

Ren nydningssøndag…

Der læses stadig…

 

Stadig i små bidder – men jeg har tygget mig igennem rigtigt gode bøger i sommervarmen.

 

 

 

Den første var en genopfriskning – Michael Laudrups Tænder er lige så god som første gang – god til at røre lattermusklerne og samtidigt meget rammende, ærlig og fyldt med hverdagsstof til eftertanke. Sådan en bog, hvor siderne vender sig selv.

 

 

Jeg havde lyst til at genopfriske den, fordi jeg havde fået to’eren, Charlie Hotel Oscar Kilo – og den er mindst lige så god. Og noget mere hudløs. Der er kommet drama i de to forfatteres liv. Imens Camilla Stockmann bliver mor for første gang, går Maise Njors forhold i opløsning. Det er en bog, man både griner og græder sig igennem og ikke sådan lige slipper igen. Især, hvis man selv har været igennem nogle af livets op- og nedture, vil jeg tro. Jeg kan kun sige – læs den (hvis du er en af de få, der ikke har været der endnu).

 

 

Den tredje forfatter, jeg har stiftet nærmere bekendtskab med i sommer, er Lise Nørgaard. Jeg læste første del af hendes biografi, Kun en pige, med stor begejstring i foråret, og jeg blev bestemt ikke skuffet, da jeg gav mig i kast med fortsættelsen. De sendte en dame, beskriver Lise Nørgaards voksenliv, hendes arbejdsliv og en flig af privatlivet med ægtemænd og børn. Jeg bliver dybt fascineret, når jeg møder et menneske med så stor personlighed, med sådan et klarsyn på sig selv om sine omgivelser, med så mange ben i næsen og så skarp en pen. Jeg fascineres af hendes mod til at gå imod strømmen, til at holde på sin ret som kvinde i et mandsdomineret samfund, og hendes evne til at gøre det med humoren og ironien i behold. Ofte må man tage sig til hovedet over hendes tildragelser, ikke mindst hendes møde med husholdningsskolen og husholdningsrådets værdier, der blev trukket ned over hovederne på uskyldige kvinder – og man må bare glæde sig over at være født i en anden tid (se evt. dette udsnit fra bogen på kvinfo.dk). En bog, der talte sit klare sprog til min indre rødstrømpe. 

 

 

Nu har jeg bevæget mig over i en helt anden genre. Sofies verden af Jostein Gaarder har jeg hørt meget om, og jeg er spændt på, om den vil fange mig. Filosofi er et emne, jeg gerne ville interessere mig for og vide mere om, men det kan hurtigt blive for tørt og langhåret for mig. Så hvis det virkelig lykkes bogen at give mig en indføring i filosofiens verden og samtidigt holde mig fanget, tager jeg hatten af for det.

Dagens buket

 

 

Buketten og billedet er et par dage gamle, men jeg nyder blomsterne endnu, mens jeg ligger i sofaen og plejer mig selv.

Ja, det er rent faktisk det, jeg bruger dagen på.

Selvvalgt er det dog ikke, men kroppen sagde fra i går – efter at have kæmpet mig igennem et bestyrelsesmøde med en kvalme, der lettede igen, tog jeg en time på langs og mente mig i stand til at gennemføre to korprøver (med endnu flere nye børn!) og den ugentlige hverdagsgudstjeneste trods hovedpine – så gik jeg hjem og bukkede under for noget, der vendte vrangen ud på min mave.

Og nej, jeg taler normalt aldrig for, at man tager på arbejde, når man er syg, med fare for at smitte alle omkring sig – men jeg vidste ikke, hvad det var, der generede mig (og så kan det også nogen gange være svært, når der ikke er andre til at tage over, og det er jo ikke bare lige sådan at aflyse en korprøve med potentielt nye børn og bla.bla.bla….).

Hvad det end var, ser det heldigvis ud til at være hurtigt overstået, for i dag er jeg bare lidt mat i sokkerne. Så jeg tager det stille og roligt, skubber alle tanker til side om, hvad jeg kunne have bedrevet af arbejde – og kan så også se en masse godt i sådan en dag på langs. Jeg har for eksempel set morgentv. For første gang i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Sovet formiddagssøvn. Og læst blogs. Nu vil jeg prøve at liste lidt mad i maven, før jeg lægger mig på langs igen. Og siger til mig selv, at ingenting løber nogen vegne, så jeg kan faktisk bare tage mig den tid, det skal være…