Hvem siger…

 

 

 

… at alting skal være så ensrettet? Her i huset kan vi lide det skæve og faldt for dette træ med flere toppe. Jeg tror, de lever en alt for anonym tilværelse og fortjener en ekstra chance.

Nu er træet pyntet, vi endte med at nå det meste, og det vi ikke nåede, klarer vi os nok uden. Det eneste, jeg kunne drømme om i før-julegave er en forkølelse, der vil skrubbe langt væk. Og vil den ikke det, har jeg tænkt mig at nyde julen og alle mine gæster alligevel.

Til alle jer vil jeg ønske en rigtig glædelig jul, fyldt med smil og hjertevarme.

 

Julehilsener…

 

 

 

Årets julekort er på vej ud i det danske ganske land. På et hængende hår, men vi nåede det. Og som altid synes jeg, at jeg pisker rundt de sidste par dage før jul for at blive færdig. Også selvom jeg i år har følt mig godt med og i god tid med mange ting. Sådan er det vist bare at være mig. Når der nu er så meget, jeg gerne vil. En voldsom forkølelse er kommet stormende oveni og har pillet ved energibalancen, men jeg er stadig ved godt mod og glæder mig vildt til en juleaften sammen med min nære familie og det meste af min dejlige, store søskendeflok.

Julekortene fik jeg idéen til allerede sidste år, med god inspiration fra blogland, og jeg skyndte mig at tegne skitsen og gemme den, så det var lige til at gå til. Såre enkelt – en kageserviet, en muffinform, en lysmanchet og så en knap som prikken over i’et. Jeg kan lide det uhøjtidelige og dog pyntede udtryk, og de har været ret lette at lave. Jeg holder stædigt fast i at sende julebreve ud pr. post på trods af skyhøje priser, for det er altså noget særligt at få et julekort i hånden, synes jeg.

En stor del af madforberedelserne er på plads, musikken til gudstjenesterne er så klar, som den bliver, om lidt skal juletræet pyntes, og freden kan forhåbentligt sænke sig i det lille hjem. Jeg synes også efterhånden, jeg trænger til rolige juledage…

 

Som i de gamle dage…

 

 

 

Når noget er sket to gange, er det en tradition! Og derfor er det hermed en tradition, at vi hiver det meste af en decemberdag ud af kalenderen, midt i virvaret af travlhed, julearrangementer og to-do-lister – og bare nyder at være familie sammen.

Hvad sådan en dag skal fyldes med, er der ingen regler for, det skal bare være noget, vi hygger os med og gør i fællesskab.

 

 

I år gik turen til Hjerl Hede, et frilandsmuseum, hvor tiden er skruet ca. 150 år tilbage. Overalt er der gang i forberedelserne til den forestundende højtid, og når man går rundt i landsbyen, møder man udklædte folk, der er med til at gøre historien levende. Der bages og laves mad, et lam slagtes, tømreren og væveren arbejder med hver sit, og i præstegårdens stue står en kone ved det pyntede juletræ og fortæller om pynten, gaverne og skikke fra en svunden tid.

 

 

Jeg elsker den slags, at snuse lidt stemning fra de gode gamle dage, vel at mærke med min magelighed i behold, for når man intet mangler i sit hverdagsliv, kan man jo sagtens gå og synes, at der ser noget så hyggeligt ud i fordums dage… Og jeg elsker, at børnene får lidt af deres historie malet og fortalt på en måde, så den bliver levende og interessant for dem (lammeslagtningen var dog for meget af det gode for Freja, forståeligt nok, men så kunne hun jo heldigvis bare se den anden vej og sammen med sin far gå hen til søde og aldeles levende geder).

 

 

Og hvad er så mere oplagt end at slutte dagen derhjemme med en gang æbleskiver, måske næsten som vor tipoldemor lavede dem – dog med lidt klidmel i og med en god grønkålssalat “on the side”. Ikke for børnenes skyld, men for at den fiber- og vitamingale mor skal få sin lyst styret… ;o)

 

Bedre sent end aldrig…

 

 

 

Med en smule forsinkelse er dåbsgaven endeligt sendt mod øst til min lille nevø. Måske lærer jeg med tiden at starte med de hjemmelavede gaver i så god tid, at de bliver færdige inden overrækkelsen, måske ikke… Det er jo ikke til at vide, om man bliver klogere eller i det mindste mere realistisk med alderen ;o)

 

 

Hvorom alting er, jeg har hygget mig med at strikke babytøj igen, og endnu engang kan jeg konkludere, at jeg elsker at strikke striber! Trøjen er strikket i Rasmillas yndlingsgarn (igen-igen) – i stedet for at bruge garn med farveskift, har jeg hygget mig med selv at blande de fire farver i brede og smalle striber efter forgodtbefindende, og jeg bliver ganske enkelt i godt humør af at sætte smukke farver sammen.

 

 

Modellen er en DROPS, størrelsen er 6/9 mdr, og opskriften kan hentes ganske gratis hos Garnstudio.

 

Pebernødder…

 

 

 

Så skal det nok blive jul…

Glædelig 3. søndag i advent

 

 

 

December går som altid med raske skridt, men jeg følger med og føler på nogle felter endda, at jeg er i god tid i forhold til tidligere år.

En del julegaver er købt, to slags småkager er i dåser, og julekortene er godt på vej. En rigtig god følelse, for jeg fornemmer også, at jeg ikke skal stramme skruen for hårdt i år, så jeg har til min store tilfredsstillelse formået at føre mine intentioner om at starte i god tid ud i livet.

Travlhed undgår jeg ikke (og det gør vel de færreste i denne tid), og denne weekend har da også været temmeligt pakket med julefrokoster torsdag, fredag og lørdag (nok meget godt, at det ikke var af den særligt våde slags) og søndagens to gudstjenester + en koncert. Men ikke mere end at jeg kan se tilbage på en weekend, der er gået godt – og glæde mig over at have fri helt indtil tirsdag morgen.

De frimandage er altså guld værd!

 

Småstrik

 

 

 

I løbet af efteråret er der kommet småfolk til, både Brians og min familie er udvidet med hver sit lille pus. Jeg har tidligere vist elefanten, der kom marcherende som barselsgave. En ko er det også blevet til, men den galoperede væk, inden jeg fik skudt et ordentligt billede.

To gange dåb har vi fejret, bortset fra at jeg måtte undvære at være med til min egen nevøs dåb. Meget trist, men sådan er vilkårene nogle gange, når man har skæve arbejdstider og ikke altid kan undværes…

To gange trøjer var dåbsgaverne – dog blev tiden så knap, at jeg måtte opgive at blive helt færdig med min nevøs trøje inden dåben i søndags. Den kom pænt med hjem igen, men om lidt er den færdig ;o)

Brians niece (der er lidt delte meninger om, hvorvidt hun også er min, når det nu er svigerfamilien – men sød og lækker er hun i hvert fald!) … fik en Viggo-model i pigefarver (den lilla er lidt mere lilla henne i virkeligheden, end fotoet gengiver – farver er bare svære at få helt rigtige i efterårslys…).

 

 

Viggoline er strikket i Rasmillas yndlingsgarn – uld og bomuld – det kunne meget vel også blive mit yndlingsgarn…

Nevø-trøjen får I at se om lidt, når den er klar til at blive givet igen-igen… ;o)

Nedtælling

 

 

 

Den kære december er skudt rigtigt godt i gang.

1. december er i sagens natur noget særligt for mig, og jeg elsker, at datoen generelt er noget særligt for de fleste – alle er lidt ekstra glade den dag. Bortset fra, at jeg også kan se fordele i at have fødselsdag om sommeren, kunne jeg ikke forestille mig en bedre dag som min fødselsdag.

Julemåneden er for mig en blanding af lys og varme, dejlige traditioner, travlhed og en masse ekstra arbejde. Men altsammen med en klang af forventning og glæde, der gør både travlhed og arbejde til en stor fornøjelse.

Denne weekend er mestendels en arbejdsweekend. I aften har vi haft hygge-klippe-film-aften med korene. En aften med pizza, juleklip til korlokalet, der nu er begravet i guirlander, engle, stjerner og kræmmerhus – og så til sidst en film, mens popcorn hældes indbords og øjenlågene bliver tunge. En aften med energi, et aktivitets- og lydniveau, der siger spar-to og kræver sit af korlederen og de andre voksne, der er med som medhjælp, men også en aften, der ryster sammen og er rigtig god for korenes sociale liv.

I morgen har vi koncert på biblioteket, og søndag den årlige julekoncert i kirken. Og så tror jeg nok lige, jeg vil puste ud og stornyde min fridag mandag…

 

Otteogtredive…

 

- Og heldigvis stadig lige småtosset…!

Min dag skal fejres med en masse arbejde.

Men der er nu ikke meget grund til medlidenhed, for jeg er blevet fejret godt og grundigt, faktisk i to weekender i træk!

Dagen er startet aldeles pragtfuldt, og jeg kan vist også tillade mig at bevillige mig en god frokostpause i dag.

Og når jeg endelig når til fyraften, venter en gang sushi og min kære familie herhjemme.

Nej, overhovedet ingen grund til klage på denne min første dag som A38 (et dæknavn, Emil har ventet længe og utålmodigt på at kunne klistre på mig… ;o).

 

I bølgegang…

 

 

 

Livet slår sine knuder for tiden, og jeg har ikke den samme ro til egne tanker, som jeg har haft tidligere…

Sammenlagt med ledige minutter, der bliver færre og færre, efterhånden som fødselsdags- og julesæsonen er skudt godt i gang, giver det mindre overskud til bloggen.

Men jeg er her endnu og har det i det store og hele godt, selvom jeg indimellem føler, der bliver rykket i mig fra alle sider.

Man lærer af livet, og at holde hovedet oven vande er en af de ting, jeg efterhånden føler mig godt i stand til, trods bølgegang. At bølgerne så indimellem flyder ud af tårekanalerne, er også helt ok.

Og jeg føler mig også overbevist om, at alting nok skal falde på plads i de vante gænger igen. Indtil da vil jeg glæde mig over alle de lyspunkter, der heldigvis stadig er masser af.

For eksempel den guldgrube af kære familiemedlemmer, der har fyldt ikke bare husrum, men også hjerterum i denne weekend. Det er efterhånden en tradition af de uangribelige, at vi i weekenden omkring 1. søndag i advent invaderes af min store familie og fejrer, at min fødselsdag er lige om hjørnet, og især bare nyder at være sammen. En weekend fyldt med højt humør, latter, snak, rigeligt med mad og drikke, madrasser på næsten alle ledige flader og hygge i overflod.

Den kommende julemåned er skudt godt i gang, og selv om tiden har det med at blive knap, og tankerne indimellem kører i selvsving, vil jeg også i år glæde mig over alle dens dejlige traditioner.

Kære julemand…

 

Godt nok har min cykel lige fået ny kæde og bremseklodser, og den kører jo helt fint… Men alligevel – hvis du nu vil forkæle mig lidt…

Så ønsker jeg mig dette vidunder!

 

En elefant kom marcherende…

 

 

 

Et nyt skud på familiestammen var med til fødselsdagsfest i søndags. En ny lille nevø, som faktisk ikke var så lille endda, hvis man tænkte på hans fødselsvægt. Men selv om det lyder som en kliche, glemmer jeg gang på gang, hvor små sådan nogle nye skabninger er, så i mine øjne var han meget lille-bitte. Og utroligt sød!

Elefanten her har stået og ventet på, at det skulle behage den lille nevø at komme til verden. Der har den ventet længe og godt. Jeg har hæklet den udfra en opskrift fra bogen Hæklede dyr, der allerede har lagt opskrift til et par barselsgaver og stadig nok skal blive flittigt brugt. Freja har lagt billet på mindst et dyr, og de er da også søde, alle de små dyr med store hoveder… Måske skulle man få fat i 2’eren med det samme…