onsdag den 2. januar 2013

Forventninger og forandringer…

 

 

Rent...

 

Mere end ved noget andet årsskifte har jeg denne gang følelsen af et blankt stykke papir, der ligger ubrugt foran mig.

Jeg bliver nærmest høj af forventninger til det nye år. Samtidigt med, at jeg kan blive helt sammenknuget ved tanken om de udfordringer, vores nye livssituation byder mig og mine nærmeste. Som det humørsvingende menneske, jeg nu er.

Nytårsaften blev fejret i en stor flok af skønne mennesker, der alle var med til at gøre aftenen festlig og dejlig, både for mig og mine børn. Hold op, hvor vi nød det!

Nu nyder jeg stilheden og tankerne om alt det, der ligger foran mig.

Jovist tænker jeg da også tilbage. På et år, der bød på rutcheture og omvæltninger, der havde været undervejs i lang tid. Men alt det har jeg været omkring så mange gange, og nu vil jeg se fremad i forventning mod et helt nyt år.

Et år, hvor vi stadig skal øve os på at finde vores ben. Finde rytme og hverdag i vores nye liv.

Et år, der allerede fra første måned byder på nye forandringer. Jeg er så utroligt priviligeret at kunne leje mig ind i et hus, hvor der er rigeligt med plads til mig og børnene. Sidst på måneden rykker vi ind, og fra på lørdag påbegynder vi malerarbejdet.

Jo jo, vi har ikke planer om at kede os lige foreløbigt… :-)

torsdag den 27. december 2012

Halvhelligdage

 

 

Julekrybbe

I stalden...

Engle, den ene af dem lidt blåfrossen...

 

Her er julen ingenlunde slut endnu. Børnene er landet, vi har vendt de forgangne dage med hinanden, vist gaver, pakket lidt flere op, hygget, kildet, gættet gåder og spist konfekt og småkager.

De næste dage er næsten helt uden program, men med masser af planer om hygge, nærvær, fred og ro.

Hvor skal det gøre godt!

(Julekrybben er ikke bare en hvilkensomhelst – den er en gave fra min lillebror – som tog den med fra Jerusalem for nogle år siden. Og jeg er så glad for at have den her efter deling af al stadsen…)

tirsdag den 25. december 2012

Glædelig jul

 

 

Julestuen...

 

En stille juledags aften, helt for mig selv, men aldrig helt alene.

Mange blandede følelser og tanker myldrer rundt i mellem hinanden, mens jeg lander ovenpå en dejlig juleaften. Jeg sidder og giver dem alle plads, og nyder at jeg har tiden og roen til det.

Men mest af alt er jeg fyldt af taknemmelighed. Jeg har stadig så meget at sige tak for, så meget varme og kærlighed omkring mig og al mulig grund til glæde.

Rigtig glædelig jul til jer, der kigger forbi her.

mandag den 17. december 2012

Glædelig mandag

 

 

Sol

 

Billedet er ikke fra i dag, for solen er knap stået op endnu.

Men det er sådan, jeg har det indeni. Fyldt med solskin, varme, taknemmelighed, forventning, fred og glæde.

I dag er en dejlig dag!

Glædelig mandag til jer.

torsdag den 13. december 2012

Lucia

 

 

Spejdende...

I flok

 

Havde jeg haft et kamera, der kunne hamle op med morgentusmørke, havde et glimt af optoget måske været foreviget – men søde var de nu også, da de bagefter stillede op til fællesfoto.

Mange steder har piger og drenge sunget for Santa Lucia i dag – men det bedste Lucia-optog er selvfølgelig det med eget afkom. At de også sang smukt gjorde jo kun oplevelsen endnu bedre, og selvom jeg har set mange Lucia-optog gennem årene, smeltede jeg en smule indeni, da jeg så Freja koncentreret og stolt komme gående trods den mavepine, jeg vidste knugede i hende.

onsdag den 12. december 2012

Forberedelser

 

 

Pebernødder

 

Vi juler i glad forventning.

Mine forventninger i år er temmligt meget anderledes, end de plejer – for min jul vil for første gang i alle mine år som mor, være en jul uden mine børn.

Det er selvfølgelig en mærkelig tanke for os alle, men jeg har besluttet mig for, at jeg vil glæde mig til jul på trods. Jeg ved, at børnene vil have det godt, hvor de er, og der er familie omkring mig, der sørger for, at jeg er i rigtigt godt selskab. Og så vil vi nyde alle de decemberdage, vi har sammen, både før og efter juleaften. Og vi hygger med pebernøddebagning, julekalender, lys og alt hvad der nu hører sig til. Alt det, der stadig gør december lys og varm.

fredag den 7. december 2012

Vinterbarn

 

 

Solopgang  

 

Tænk, det er allerede snart en uge siden, det var 1. december.

Og det var, som jeg skrev, en ganske særlig dag.

En dag, der begyndte med den smukkeste solopgang i rimfrost, og sluttede med det fineste snedrys. En dag, som fra start til slut blev tilbragt sammen med den dejligste søskendeflok og de dejligste børn, jeg kan tænke mig.

Dagen var min fødselsdag - og hvor var den skøn!

 

Snedrys

 

Det var også en dag med tårer og snakke, der graver dybt, men det skal der også være plads til, for det gør så godt. Det er så meget værd at kunne dele både glæder og sorger, bekymringer, grin og gas, og jeg er så taknemmelig for den flok, jeg fik lov at dele dagen med.

 

Krystaller

 

Siden har dagene skruet op for tempoet, og stille enetid har der ikke været meget af – men dagene går godt. Og snedrysset er her endnu. Som det vinterbarn, jeg er, kan jeg ikke forestille mig noget bedre vejr end det, vi har lige nu. I hvert fald ikke på denne årstid…

 

Solnedgang

fredag den 30. november 2012

Nedtælling

 

 

Pyntet

 

Vi er SÅ klar!

Kalenderlysene venter på, at nedtælling går i gang, selvom vi slet ikke er hjemme i morgen.

 

Nedtælling

 

Den første december er nemlig en ganske særlig dag, og den skal fejres sammen med min dejlige søskendeflok.

OM jeg glæder mig…?! :-)

 

   24 små...

torsdag den 29. november 2012

En engel

 

 

Romantisk

 

En lille engel til en engel i mit liv.

En veninde, der er guld værd.

Indpakningen er meget enkel: bagepapir, der er krøllet sammen, bundet med et yndigt bånd – og sidst, men ikke mindst, skulle der selvfølgelig en engel på til lige netop hende…

(og bemærk: amarylis er kommet på plads i vindueskarmen. Jubii)

tirsdag den 27. november 2012

Tilløb

 

 

Mønstret

Lyst

 

 

De første forberedelser er i gang. Julemåneden nærmer sig, og nogle ting er helt, som de plejer at være. Blandt andet er det ufravigeligt, at der skal være pyntet op inden lørdag, som er en ganske særlig dag.

I går fik jeg min del af julepynten, og inden da gik de kriblende fingre (både små og store) i gang med forhåndenværende midler.

Denne stjerne er jeg ret vild med. Den er foldet af papir fra Rie Elise Larsen, klippet i baner, jeg har lagt dobbelt for at få mønster på begge sider. Det gør det ikke lettere at folde, men med tålmodighed og tungen lige i munden, gik det. Der kunne sagtens brede sig flere af den slags, hvis lysten melder sig…

- og hvis der bliver plads til mere, for selvom pynten er delt i to, er der mildt sagt ikke for lidt af det til denne lejlighed…

søndag den 25. november 2012

Godt i gang

 

 

Morgenmad

 

Morgenmaden er min uundværlige start på dagen, og sådan en skudefuld havregryn med appelsin, mandler og rosiner hører til i kategorien med hverdagens små glæder.

Det er en fryd at mærke appelsinstykkerne sende små eksplotioner af smag rundt i munden, når jeg sætter tænderne i dem.

Og sådan et lille morgenbillede kan måske være en måde at komme lidt i gang med skriveriet igen. Sådan i det små. Man kan komme helt ud af vanen, og efterhånden synes ingen emner værd at skrive om.

Derfor et lille indlæg om ikke særligt meget, som alligevel betyder en hel del. De små glæder…

onsdag den 14. november 2012

Lyspunkter

 

 

Römertopf i sol

 

Gæster, god mad, liv, hygge, latter og hjertevarme. Det er vigtige ingredienser, for at et hjem rigtigt bliver til hjem for mig. Heldigvis har jeg både familie og nære venner, som gerne tropper op og fylder rammerne med alt det, der gør så godt. Som stadig er der med deres støtte og omsorg, selvom sådan en separation også kan være svær for omgivelserne at forholde sig til.

Jeg mener det, når jeg siger, at jeg har det godt. Jeg har virkeligt meget at glæde mig over og være taknemmelig for. Og så alligevel er humørsvingningerne til at tage og føle på for tiden. Nogle dage er bare grå.

Jeg tænker, at det nok er ret naturligt ovenpå så store omvæltninger, og prøver at holde fokus på lyspunkterne, mens de grå dage går deres gang.

Og så gør det godt at tænke tilbage på en dag som i søndags. Hvor kære venner fyldte mine rammer med alt det gode. Hvor børnene også oplevede leg og latter med deres venner i deres nye hjem. Hvor Römertopf blev behørigt indviet med Camilla Plums flæskesteg i kokosmælk med spændende sager som limeblade, stjerneanis, kardemomme, chili og hvidløg. Det blev stegen bestemt ikke ringere af. Og Römertopf kommer forhåbentligt ikke til at leve så længe i glemsomhed, som den gjorde inden indvielsen.

Det var da forøvrigt også (kan jeg se på billederne) en dag, hvor solen var gavmild med sit lys. Godt at blive mindet om, hvor godt det også gør for sjælen, det der lys – og at det nok skal komme igen…

 

Bad til svinet gøres klar