tirsdag den 11. november 2008

Kikærtecurry

 

Der var gang i krydderierne igen til aften. Efter sådan en våd novemberdag er det godt med mad, der kan give varmen, helt ud i fingerspidserne, og det kan denne kikærtecurry.

Jeg svitsede et hakket løg, to ditto fed hvidløg, 2 finthakkede chili og 2 spsk fintrevet ingefær i olie. Derpå dryssede jeg 1 tsk gurkemeje, 1½ tsk spidskommen, og 1 tsk af min favorit - garam masala.

Oven i panden kom 300 g blomkål i små buketter, 2 tomater i både (uden kerner), 1½ dl kokosmælk og 1½ dl yoghurt naturel, og det simrede i en 10 minutters tid.

En par dåser kikærter og 75 g lyse rosiner fuldendte værket og efter 10 minutter mere på blusset, kunne det smages til med salt og serveres. Ris plejer at være rigtig godt til. Denne gang blev det med cous cous - det var også godt, men en smule tørt, så næste gang vil jeg nok være lidt mere gavmild med kokosmælken og yoghurten.

6 kommentarer:

  1. Hej Annette.

    Dette er første gang jeg skriver en kommentar her hos dig.

    Tusinde tak for inspiration til lækker mad, jeg ved allerede hvad menuen skal stå på i morgen.

    Tak for en fin og hyggelig blog også.

    SvarSlet
  2. Velkommen her, puttenings :o)
    - Og velkommen i blogland!
    Og mange tak for rosen - håber, maden vil smage dig :o)

    SvarSlet
  3. Det lyder lækkert. Her står den på brød i aften, knap så spændende...

    SvarSlet
  4. Mmmm hvor ser det godt ud, det tror jeg jeg vil prøve ved lejlighed.

    SvarSlet
  5. Stine, det kommer jo an på brødet og tilbehøret ;o)
    Men der skal også være plads til nemme løsninger.

    Marina, jeg kan klart anbefale det.

    SvarSlet
  6. Leverpostej og ost... Vi tager revanche en anden dag... Måske endda med kikærtecurry ;-)

    SvarSlet