Smilets By

 

I dag var dagen, hvor jeg endelig skulle bruge min fødselsdagsgave – et gavekort til en ansigtsbehandling i Århus – troede jeg. Men i dag var også dagen, hvor jeg (stadig) døjede med en forkølelse, der ikke ville gøre ansigtsbehandlingen særlig rar, hverken for kosmetologen eller mig. Så behandlingen blev udskudt, og jeg kan stadig gå og glæde mig til den dag, hvor jeg kommer til at bruge mit gavekort. Heldigvis behøver en forkølelse jo ikke at afholde mig fra at tage til Århus alligevel, og så havde jeg bare des mere tid til at nyde byen – så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og jeg har nydt en dag for mig selv i smilets by. Uden de store planer, kun et par ideer om hvad jeg gerne ville frekventere. Uden de store penge på lommen, men derfor kan man jo sagtens ose alligevel.

 

 

Jeg startede med en kop kaffe, for køreturen klarede jeg kun med en lille lur midtvejs – og jeg den bedste kaffe, jeg har smagt, laver de på Sigfreds Kaffebar. Denne gang lykkedes det mig at undgå at hælde den ned i ærmet, og jeg nød den skønne kaffe med en af de spændende bollevarianter, de også sælger i den hyggelige kaffebar – spinat og mandler er lækkert fyld, kunne jeg konstatere.

 

 

IKEA var et oplagt valg – de kommer nok til at tjene godt på os i de kommende måneder. I dag var bare en inspirationstur, og jeg sugede til mig af smarte indretningsløsninger og små detaljer, der gør en forskel. Det er svært at slippe igennem uden pludseligt opståede behov, og der kom da også lidt i vognen – men kun ting, vi havde brug for ;o) Og så havde jeg jo en god grund til at teste deres nye selvbetjeningskasser – for en nysgerrig og legesyg sjæl som mig, er det sjovt at prøve selv at betjene scanneren, og så kan man jo håbe, de kan gøre køerne lidt kortere…

Videre gik turen ned i byen, hvor Vor Frue Kirkes tårn knejsede flot mod den blå/hvide himmel, som afspejlede sig i det flotte krokushav nedenfor.

 

 

Askeladen i Gl. Munkegade syner ikke af meget udefra, men er et slaraffenland for børn og barnlige sjæle. Den bugner af legetøj, som er lavet med næse for kvalitet – meget af det, vi husker fra vores barndom, kan man finde her. Strikkeliser, kalejdoskoper, de fineste dukkehusmøbler og –tilbehør, påklædningsdukker, fingerdukker, kvalitetsfarver og meget, meget, MEGET mere. Derudover er der uldtøj, garn, smukke glasmosaikker og mere alternative ting som krystaller og bøger til børn og til voksne om børn.

 

 

Jeg elsker latinerkvarterets brolagte gader, som emmer af atmosfære, og som kan byde på et væld af specialforretninger, den ene mere inspirerende end den anden. Her kan jeg få timer til at gå, bare med næsen klistret mod ruderne, eller endnu bedre, med at gå rundt inde ved herlighederne og snuse til mig.

 

 

 

Man kan få mange sjove oplevelser, hvis man løfter blikket en smule og ser, hvad bygningerne kan byde på over butiksplanet. Her er mange flotte udsmykninger – og sjove detaljer som tyren her. Under tyren er et af mine yndlingsspisesteder, når det skal gå lidt hurtigt. Juice Stop i Badstuegade sælger friskpresset frugt- og/eller grønsagsjuice og smothies i alle tænkelige varianter, lækre sandwiches og kaffe og te, både færdigbrygget, og i poser til at bruge derhjemme.

 

 

Sidste stop blev ret kort, for P-billetten var udløbet, men jeg måtte lige standse ved BOXdeLUX – næste gang må jeg have mere tid ved den butik, for den rummer de skønneste løsninger til alt, hvad der kan kategoriseres som opbevaring.

 

 

De værste Århus-abstinenser er væk, jeg kan klare mig en rum tid på den optankning, før jeg igen MÅ afsted til Smilets By – det er godt, vi trods alt ikke bor længere væk…

Verdens nemmeste tomatsuppe

 

På sådan en aften, nyligt hjemvendt fra weekendtur, må aftensmaden gerne være let, og tomatsuppen er både populær og hurtigt lavet med få ingredienser.

 

 

Jeg svitsede to hakkede løg i olie, hældte to dåser hakket tomat, 3/4 l grønsagsbouillon og 1 dl fløde oveni, sammen med 1 tsk tørret basillikum, salt og cayennepeber (man kan også bruge alm. peber eller chili – og mængde efter smag og behag, jeg kan godt lide, at suppen har lidt “bid”, uden at være decideret stærk). Det hele koger sammen i 10-20 min. Jeg blendede suppen igennem med en stavblender, inden jeg tilsatte ca. 200 g kogte suppehorn (pasta).

 

 

Pandebrødet er lavet af 150 g durummel, 200 g hvedemel, 2 tsk bagepulver og ½ tsk havsalt, som blandes, inden dejen samles med 1/4 l koldt vand. Bredes ud i en varm pande med en skefuld olivenolie, og bages 5-10 min. på hver side (ved 3/4 af fuld varme). Børnene elsker pandebrødet, som kan laves i en hurtig vending, når man mangler brød til maden, au  naturel som her, eller krydret med rosmarin, timian eller andet.

Endeligt forår

 

Og vi har virkeligt nydt det – både foråret og weekenden hos min bror i Vejle.

Vejle er min barndoms by, og jeg synes stadig, det er en pragtfuld by. Der blev både tid til en osetur på gågaden og i det nye center, Bryggen – og til en tur i en af de mange skønne skove, der omkranser byen. Og minsandten, om ikke de første anemoner havde foldet sig ud!

 

 

Det er det ultimative forårstegn for mig, og har altid været det, lige siden vi som børn boede med skoven lige uden for fordøren. Bedre nabo kan man næsten ikke ønske sig, og jeg savner bøgeskovene her midt på heden. De plantager, man har plantet, er flade som pandekager, og kan altså ikke kompensere for en rigtig østjysk bøgeskov med så kuperet terræn, at de højeste punkter rager op over toppene på træerne, der vokser i dalene. Jeg elsker at suge til mig af skovens skønhed på alle tider af året, men især om foråret, når alting folder sig ud. Det er ufatteligt smukt! Der mangler stadig et stykke tid, før alting står lysegrønt, men startskuddet er gået, og jeg vil nyde den næste tid, selvom bøgeskoven ikke længere er nærmeste nabo. 

 

 

PS. Billederne er venligst taget af min lillebror med mobil-kamera, da mit kamera ikke var med på tur. Tak for lån :o)

Når det skal være lidt særligt…

 

…er der jo ingen, der siger, det nødvendigvis skal være kage, mælkesnitte eller pålægschokolade.

 

 

Vores børn har selv ønsket at få en gulerodsbil med i madpakken i dag, og dem laver jeg hjertens gerne, især når tiden er til det.

Konceptet er enkelt, gulerødder, agurk og tandstikker til at holde sammen på køretøjet. Der gives ingen topkarakter for den kunstneriske udførelse, for tiden er trods alt begrænset her om morgenen, men det er heller ikke det, der betyder noget.

Det er fredag, foran venter en kort arbejdsdag og derefter en tiltrængt friweekend! Den skal tilbringes hos min bror og svigerinde sammen med alle mine andre skønne søskende med “påhæng”, og så er scenen sat til en skøn weekend med masser af grin, hygge, snak, afslapning, glæde og taknemmelighed over den dejlige familie, jeg har fået givet. Og jeg har ladet mig fortælle, at min lille nevø har lært at sige ‘hej, hej’. Jeg ved, der ikke vil være et øje tørt, for han er vores allesammens lille charmetrold! Jeg glæder mig vildt!!!

Rigtig god weekend til jer alle!

Tålmodighed eller vanvid…

 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg har rodet mig ud i. Eller måske ved jeg det netop godt og tager mig til hovedet – og  gør det alligevel, fordi jeg ved, jeg er begavet med en god portion stædighed. For jeg ved, at dette projekt vil komme til at hænge mig langt ud af halsen.

 

 

Men jeg ved også, at jeg vil blive meget gladere for trøjen uden “pels”. Jeg fandt ud af, at alle de sorte tråde forholdsvist nemt kan fjernes, med en saks og en god portion tålmodighed – en temmelig god portion tålmodighed, for der er immervæk nogen meter garn… Men jeg tager det fra en ende af – klipper tråde af og strikker lidt ind imellem for afvekslingens skyld. Og imens nyder jeg de skønne farver, der pludseligt træder meget tydeligere frem.

Forfra igen

 

 

Omsider er jeg færdig med optrævlingen. Det er godt, for det holdt hårdt, ikke mindst for håndledene, at få det genstridige garn pillet op. Jeg glæder mig til at fatte pindene igen, og jeg har prøvet at lede efter et mønster med samme garn, der passede mig lidt bedre. Det lykkedes ikke, så jeg prøver bare at modificere den lidt ud fra samme opskrift og håber, det ender ud i noget godt. Det bliver nok aldrig min favorittrøje – jeg er egentlig ikke så meget for det pelsede look, men da finanserne ikke er til det store garnkøb er det jo godt at holde sig beskæftiget med de gratis fornøjelser :o) (Og så må jeg vist hellere holde øje med, hvornår der er garnudsalg på det der BC garn, der skrives så meget om rundt omkring…)

Brikkerne falder på plads

 

 

Da jeg var ganske ung og netop flyttet hjemmefra (og jeg kan vel ikke længere løbe fra, at det er ved at være et par år siden), var Chess mit foretrukne musikvalg, når der skulle gøres rent. I dag fik jeg lyst til at genoplive musicalen, og jeg er sikker på, at jeg gjorde meget bedre rent, mens dramaet udspillede sig på båndafspilleren (ja, for vi snakker altså KASETTEBÅND!!). Og jeg bliver åbenbart meget mere effektiv, når risikoen for at blive afbrudt i mit forehavende lurer om hjørnet.

Freja har nemlig været i skole i dag – helt selv, for første gang i halvanden uge, med en brækpose i tasken som ekstra sikkerhed, og mit mobilnummer til klasselæreren, til hvis det ikke gik. Så allerede et kvarter efter mand og børn var ude af døren, så man mig, nybadet og fuldt påklædt, drøne rundt med støvkost, støvsuger og vasketøj.

Og det gik! Ingen nødopkald. Ved skoledagens afslutning ringede klasselæreren og sagde, at hun havde klaret det flot – havde fået kvalme et par gange, men kunne afledes. Jeg snakkede med Freja, som var glad havde mod på at spise madpakke og være i SFO en times tid, inden jeg om lidt henter hende.

Og selvom jeg selvfølgelig er der for mine børn, når de har brug for  mig, har det nu været en svær balancegang at skulle tilgodese både barn og arbejdsplads, og hvor HAR jeg nydt en formiddag helt for mig selv!

 

 

Det er ikke kun blevet til rengøring – en kage blev smidt i ovnen – den skal bruges til en generalforsamling i morgen, hvor der gerne må være lidt fest. For det er ikke bare en kage. Det er en gulerodskage fra Jamies Kogebog, og det er en saftig sag, fyldt med lækkerier, malede mandler, hakkede valnødder, kanel, nelliker, muskat, ingefær, og selvfølgelig gulerødder – og så med den lækreste ostecreme på toppen af flødeost, mascarpone og lime. Det bliver en fest!

Aaahhh…

 

Det har været en dejlig weekend. En lørdag formiddag og eftermiddag med tid til praktiske gøremål som rengøring, sortering og den slags, som altid er rart at få gjort, og som føles ekstra påtrængende, når foråret banker på, og der er en flytning i horisonten.

Lørdag aften blev tilbragt hos dejlige venner – en pragtfuld aften i godt selskab, med lækker mad og snak til langt ud på de små timer.

 

 

En stille og rolig søndag eftermiddag med plads til at falde i staver, til leg og spil med børnene, og til – endelig – at få taget hånd om min iturevne perlekæde, der tålmodigt har ligget og ventet på bedre tider. Tålmodighed var sandelig også, hvad jeg skulle finde frem i store mængder, for det er ikke så ligetil at lirke en lille wire, fyldt med perler, ind i et ligeså lille hul, og få den til at blive der. Til sidst greb jeg til den giftige limtube, gav det hele en ordentlig omgang og håber, det holder. Mine fingre fik også en god dosis, det er ikke det rene vand, kan jeg konstatere, men det bliver vel slidt af med tiden, måske når jeg skifter ham. Da jeg var i gang med limen, fik jeg også endelig repareret min fine broche, som jeg fik af Brian til vores kobberbryllup. Jeg elsker den, og glæder mig, til den kan komme til ære og værdighed igen.

Og nu venter Brian med pandekager. Aaah, dejlige søndag.

Skulle vi ikke sige…

 

Imens jeg giver badeværelset en overhaling, kan jeg følge lydsiden af børnenes leg på værelset ved siden af.

Vores børn er hinandens bedste venner og værste fjender. Bølgerne kan ind i mellem gå temmeligt højt – som hos de fleste søskende – og jeg øver mig i at holde ørerne lukkede, så længe ingen af dem kommer alvorligt til skade, for de har godt af at prøve at klare ærterne selv.

Men lige nu er der fredelig idyl, og hvor er det hyggeligt at høre på. Jeg er ret fascineret af deres helt konsekvente og ubevidste brug af datid, når de aftaler rammerne for legen - “skulle vi ikke sige, at… – og så var jeg mor’en…”. Og så er det altså sjovt at høre, som de helt naturligt blander deres drenge- og pigeverden, som er ret udtalt hos vores børn (mildt sagt!). Emil lister rundt med geværet, mens Freja pusler med sin lille dukkeverden.

“Så var jeg vagten, og nu opdagede du en tyv…”

“Ja… og skulle vi ikke sige, at vi brugte denne her til at gøre rent med…”

Forår i hjertet

 

 

Det kan lyde som om, vi kun har problemer og bekymringer med vores lille pige – sådan forholder det sig bestemt ikke. Hun er vores lille solstråle, er som regel meget glad og godt tilpas – og så kan hun formulere sig, så man bliver helt rørt.

I går, da vi cyklede sammen i det dejlige forårsvejr, spurgte jeg hende, om hun havde bemærket fuglenes sang. Og her er, hvad hun svarede:

Jeg elsker forårets sange.

Det er ligesom, det er luften, der synger – inde i mit hjerte.

Det er dejligt, det er forår.

Kald mig bare sær…

 

Men det er altså bare en af mine favoritter, sådan en gang hytteost med solbærmarmelade. Mums!

 

Hvad Freja angår, bliver hun grundigt gennemgået fra ende til anden. Og det føles rart. Lægen lyttede, trykkede, målte og spurgte – og fandt alt helt normalt. Men ville alligevel gerne lige have taget en blodprøve, for at tjekke levertal, stofskifte, blodlegemer osv. Så i morgen skal hun have det famøse stik – og det tager hun indtil videre i stiv arm.

Og jeg forbereder mig på at få besked om, at alt er helt normalt, og at årsagen til kvalmen og mavepinen skal findes i det, der ikke er så målbart – psyken.

Jeg hørte et foredrag i går – mange kloge og velvalgte ord om troen i livets faser. Foredragsholderen kom også omkring curling-forældre (som gerne vil servicere børnene) og helikopter-forældre (som overvåger børnene) – og hun sagde, at i perioder er livet bare svært, også for børn. Det er noget, vi må acceptere, det hører med til den pakke, livet er. Og jeg tror, hun har ret. Livet består af mørke og lyse tråde, det er det, der går broderiet interessant (for lige at snakke i billeder) – og det er med til at gøre stærk. Og så er det jo altså ikke noget stort drama – børn med mavepine har man hørt om før, og hun skal nok komme over det. Og solen har skinnet i dag, og det er forår!

Kikset

 

 

Jeg havde egentlig lyst til at bage små skolerugbrød til madpakkerne, men køleskabet var ikke leveringsdygtig i gær. Og så faldt jeg lige over en opskrift på sesamkiks, de var hurtige at  bikse sammen, og smager dejligt. Efterfølgende har de to kritiske små prøvesmagere erklæret, at de ikke spiser sesamfrø – men så er der jo bare så mange des flere til Brian og mig – madpakkefornyelse blev det så ikke til i denne omgang…

Forår

 

 

Det vælter frem derude, så det er en lyst – hver gang jeg kommer i haven, er der nyt at se på. Det er forår, når det er bedst!

 

Og vi er i fuld gang med sorteringen indendøre. En flytning er en oplagt anledning til at få ryddet ud i gemmerne – og der er rigeligt at rydde ud af, så det er bare med at starte et sted, jo før, des bedre. Og i dag, hvor børnene var hjemme, var det legetøjet, der stod for tur – eller en lillebitte del af legetøjet. Det var det der med at starte et sted…

Bedring ønskes

 

 

Freja er hjemme i dag. Igen. I den seneste måned har hun kastet op en gang i ugen – om det bare skyldes noget af alt det, der florerer, er ikke til at vide, og måske er det bare sådan noget, der stadig spøger. Men lige nu snakker hun om kvalme hver eneste dag, og det er da ikke rart, hverken for hende eller os. Så på onsdag har vi fået tid ved lægen. Og jeg glæder mig til at få at vide, om hun fejler et eller andet konkret (gerne noget, der sådan lige kan “fixes”, kunne man lave sådan en bestilling, tak? ) – eller om det måske skyldes et eller andet i hendes følelsesliv, der er “gået i maven” på hende. Så må vi jo tage den derfra.

Puh, det er altså ikke rart, når de små pus døjer med noget, man gerne bare ville kunne tage fra dem – hvis man kunne…

Til gengæld nyder vi, at jeg i dag har fri og ingen problemer med at være hjemme hos det lille myr og Emil, der kommer hjem fra skole om lidt. Stille og roligt, og solen anes endda gennem skyerne med mellemrum. Og håbet er lysegrønt.

Tanket op

 

Ideerne og visdomsordene er fløjet gennem luften i rigelige mængder på weekendens kursus, så der er nok at arbejde videre med. Også på madsiden var der rigeligt at komme efter, så jeg er på alle måder tanket op efter en berigende og meget inspirerende weekend.

Eftermiddagen var ikke sat af til andet end at lande herhjemme, så den har været præget af ro og god tid. Først på aftenen var vi henne for at se huset igen – børnene havde ikke set det indefra endnu, så de var selvfølgelig spændte på at komme ind og se deres fremtidige hjem – og det lyder ikke til at have skuffet. Og hvor er det skønt at købe hus af et par mennesker, der hellere end gerne gør, hvad de kan, for at det bliver en god oplevelse at købe af dem. Når man bliver mødt af hjertelighed og varme, imødekommenhed over for børnene og besked om, at vi endelig bare skal sige til, når vi har brug for at komme forbi igen – så giver det en tryghed og uspoleret glæde over at skulle flytte ind. Det var dejligt at sidde i stuen og snakke og føle sig tilrette i nye omgivelser. Selvom det ikke er indrettet i vores ånd og med vores ting endnu, kan jeg sagtens føle hyggen og se det som vores fremtidige base. Vi nåede også en tur rundt i en del af haven, mørket begyndte at falde på, men vi nåede da at blive præsenteret for både æble-, pære- og blommetræer, rhododendron, roser, lavendel, sommerfuglebuske og meget, meget mere, og hvor glæder jeg mig bare helt vildt til at overtage den have!!!

 

 

Nu vil jeg sætte mig med et lille projekt, som ikke er så ligetil, som jeg først troede. For mange år siden investerede jeg en mindre formue i dette lodne garn, som fristede med sine smukke farver. Men trøjen, jeg strikkede af det, fik mig mest af alt til at minde om en stor, lodden kugle, og den levede en hensygnende tilværelse i bunden af skabet. Og det er da for dumt, når jeg egentlig godt kan lide garnet, så jeg prøver igen. Det skulle dog vise sig ikke at være så ligetil at pille et arbejde op, der er indsnørret i alle de sorte tråde, for slet ikke at snakke om min grundige montering og fæstning af ender, der slet ikke var til at finde igen. Nu er næsten alle sømme pillet op, og der mangler “kun” selve optrævlingen, før jeg er klar til at strikke igen. Jeg håber, at en noget mindre størrelse, længere liv, og smallere ærmer, vil gøre sit til en trøje, der ikke modarbejder min figur – det er da forsøget værd…

Mellemlanding

 

Jeg er på kursus i hele weekenden. Kurset foregår i Herning, så jeg sover hjemme, og selv om jeg må have den luksuriøse hotelforplejning til gode, er det nu rart at komme hjem og sove i egen seng. Og det gør jeg om et øjeblik, det der med at sove.

Masser af indtryk, masser af lærdom og ny inspiration kræver sin nats søvn, for i morgen venter atter en lang dag. Hvis jeg selv kunne vælge, skulle sådan nogle kursur ligge i hverdagene, så jeg kunne have weekenden sammen med familien, men jeg lever med arrangørernes prioritering, og får til gengæld et godt kursus med i købet. Det handler om korledelse. Workshops, koncerter, korprøver med os som “kaniner” og nodesalg er der på programmet, og indtil videre tegner det rigtigt godt.

Eftermiddagens koncert var med amarcord, en kvintet bestående af tidligere medlemmer fra St Thomas’ Boys Choir i Leipzig (hvor Bach i sin tid var organist) – hør dem, hvis de engang kommer til en by nær dig!!!!
De spændte vidt, fra engelsk renæssance (kirke-)musik, over tyske, romantiske lieder, til a capella arrangementer af folkesange og kendte, populære sange – ekstra nummeret var f.eks. “Hit the road, Jack”. Alle stilarter mestrede de med stor overbevisning, klangen var unik, musikaliteten var i top, og en god portion charme og humor var toppen på kransekagen. En skøn oplevelse!!!

På behørig vis

 

 

Det har været en skøn dag, både for fødselaren og for os, der stod på sidelinien. Vejret har været pragtfuldt, foråret sprang ud i al sin dejlighed, og selvom der ikke har været meget tid til at være ude i det og nyde, har jeg nydt den milde brise, der har stået ind af den åbne terassedør, muligheden for at de 20 børn kunne løbe ind og ud, som det passede dem, og alle lydende, der strømmede ind af mit åbne køkkenvindue. Lyden af glade, feststemte børn, der leger spark-til-dåse, spillede fodbold og boltrede sig i solen. Bedre kullisser kunne man ikke ønske sig til en børnefødselsdag.

Der var mange gaver, der faldt i Emils smag, men den bedste var nu en militærkasket fra selveste USArmy, hjembragt af Emils bedste legekammerat, indkøbt specielt til ham. Større øjne har jeg sjældent set…

 

 

Det har været en dag med knald på, men også en dag fyldt af glæde, og med den i maven, vil jeg nyde en stille og rolig aften.

Nedlagt

 

Vi havde en rigtig hyggelig dag i søndags. Emil blev fejret med god mad, dejlige gaver og masser af hygge med familien (og ja, der er altså 11 lys i kagen - nogen af dem putter sig bare lidt). Indiana Jones Lego er en god kombination af hans passion for militær og god gammeldags leg og konstruktion, og det er blevet flittigt brugt, både i søndags og i går.

I går var så dagen, hvor jeg bukkede under for et eller andet, der invaderede min krop og krævede alt indhold udbetalt i nærmeste spand.

Det startede ellers så fint med et besøg på frisørskolen, men frisøreleven, der ellers var meget sød, endte med at bruge 5½ (skriver: femenhalv!) timer, før læreren var tilfreds. Der var svendeprøve i farvandet, og så skal alt jo være på plads - det er en del af pakken, at man får sin klip og farve uhørt billigt, og til gengæld stiller med en god portion tålmodighed. Men i går synes jeg, citronen blev presset til sit yderste. Det gjorde det jo ikke bedre, at jeg sad med tiltagende hovedpine, og næsten ikke kunne holde ud at skulle have håret vasket igen(!), fordi føntørringen ikke var god nok.

Grædefærdig smed jeg mig på sofaen, da jeg kom hjem med børnene, og der blev jeg resten af dagen. Om det var omgangssygen, der huserer, eller et alvorligt migræneanfald, ved jeg ikke - den manglende feber kunne tyde på det sidste, men så slemt har jeg ikke oplevet dem før - og håber ikke at komme til det igen.

Emil var forståeligt nok noget bekymret for, om jeg bliver klar til hans fødselsdag i morgen, og jeg har lovet ham at gøre alt, hvad jeg kan for at blive rask. Selvom hovedpinen og kvalmen heldigvis er væk, kan jeg godt mærke, at kroppen har det helt fint med et stille og roligt tempo. Så formiddagen er tilbragt sovende, og det gjorde godt! Nu vil jeg prøve at komme til mig selv med et bad og lidt sofahygge, inden jeg mander mig op til at hente børnene.

I morgen får vi 20 børn på besøg, men jeg er optimistisk - vi mangler bare at få køkkenet til at ligne sig selv efter sidste rykind, og at få bagt et læs pølsehorn, men mon ikke, vi klarer den, hvis vi bare tager et skridt ad gangen. Jeg tror på det.

Et sofastykke

 

Gassen er gået af ballonen. Der er ingen energi tilbage, men det er også i orden. Jeg nåede det, jeg ville, for at blive klar til Emils fødselsdagsfest i morgen. Det er på onsdag, han fylder, og i morgen har vi inviteret familien på besøg.

Menuen har han selv bestemt, og jeg aner et vist chokolade-tema. Kardemommeboller - med pålægschokolade, chokolade-lagkage med banan og jordbær, en slikskål og LU's mørk chokolade kiks - og selvfølgelig varm kakao med flødeskum. Til aftensmaden har han valgt hotdogs - dog har jeg fået lov at liste en lille bulgursalat ind fra sidelinien, så der også er lidt fibre og vitaminer til dem, der er til den slags. Og desserten er - selvfølgelig - chokolademousse. Der må være seriøst underskud i chokoladedepoterne.

Han er puttet, men springer op som en fjeder med jævne mellemrum, der er både det ene og det andet, der lige skal fortælles, inden han kan gå til ro. Det er også spændende at skulle fejre fødselsdag, og det er helt i orden med mig. Men jeg glæder mig til roen, der vil indfinde sig lige om lidt. Og så en kop kaffe. Jeg trænger...

Fiskeburger med remo-salsa

 

Endnu en af de suveræne succeser.

Anderledes, konstaterede familien, men rigtigt godt!

Fiskefrikadellerne lavede jeg selv af torsk - det er nu rart at vide, hvad der er i, og det er ikke svært, når først man tager sig sammen. Kun var blenderen ved at brænde sammen i kampen med fisken - så jeg valgte at skifte over til stavblender.

Til gengæld er bollerne kun hjemmebragte, ikke hjemmebagte - træerne voksede dog ikke ind i himlen i dag, men bollerne, jeg faldt over, var faktisk overraskende gode.

Remo-salsaen består af blomkål, gulerod og agurk i fine tern, blandet med cremefraiche, dijonsennep, karry, salt og peber. Lækkert og friskt.

Nu er der dømt Disneysjov og X-Factor, men mon ikke jeg vil krydre med lidt blogland og strikketøj. Vi er allesammen lidt flade ovenpå en begivenhedsrig uge.

Nu er det vores

 

Vi mødtes med sælgerne hos ejendomsmægleren tidligt i morges. Superflinke folk, forøvrigt, sælgerne. Jeg har en rigtig god mavefornemmelse i forhold til at købe af dem. De er omhyggelige og sætter en ære i at efterlade tingene, som de gerne ville modtage dem. Ikke dårligt!

Papirerne blev gennemgået, og vi satte vores autograf.

Og det var så det.

Bagefter kørte vi til vores respektive arbejdspladser - ikke meget champagnebrus der.

Og så alligevel.

Boblerne er i maven. Af glæde.

Det lykkedes for os.

Vi går en meget spændende, og sikkert ind i mellem hård tid i møde - og jeg glæder mig!

PS. Vi overtager 15. juni, så der er jo goood tid - hvilket er meget godt.

I rampelyset

 

Om lidt vil fanbrevene strømme ind. Opkaldene vil ingen ende tage, og folk vil vende sig efter mig på gaden. Jeg har nemlig været i TV. Godtnok kun på regional-TV, men alligevel... Man skal jo starte et sted.

Indslaget handlede om, at jeg underviser i kirkeorgel på Herning Musikskole. Det ser man jo ikke alle steder, og historien var åbenbart god nok til prime time. I halvanden time havde vi besøg af den flinke journalist, 40 minutter fik han i kassen, og 1½ minut var, hvad det blev kogt ned til. Men jeg er godt tilfreds.

Man kan næsten ikke se nervøsiteten, selv om lampefeberen selvfølgelig havde holdt sit indtog. Man er jo ikke helt vant til det mediecirkus. Men det kommer vel med berømmelsen... ;o)

Og så er det forøvrigt i morgen tidligt, vi har en aftale hos ejendomsmægleren. Og kuglepennen er SÅ klar!

Store "bøffer"

 

Ifølge det nye Spis Bedre indeholder spinat rent faktisk et stof, phytoecdy (spørg mig ikke, hvordan man udtaler det!), der giver større muskler - det skulle efter sigende øge produktionen af muskelprotein med 20 procent(!) så Skipper Skræk spiste ikke spinat for ingenting...

Vores børn spiser det også gerne, vist ikke mindst pga. "Skipper-Skræk-effekten", og i aften nød vi en god gang spinat, i nyt selskab.

En porre blev snittet, og et stort stykke pølse af den lækre, lufttørrede, krydrede slags blev skåret i små tern. De blev stegt i smør på panden, og fik derefter selskab af frosset, hel spinat, som forinden var optøet, og lidt vand. Kogte igennem i et par minutter, hvorefter retten blev rundet af med salt og en god skwis creme fraiche (og må derefter ikke koge pga. "skillefare").

Det var et godt selskab til en gang friskkogt pasta, drysset med græskarkerner, som forinden var blevet "poppet" på en tør pande (ja, de popper rent faktisk også en smule, når de får det for varmt, de går bare ikke ud af deres gode skind som majskernerne).

Og nu venter jeg bare på at se "bøfferne" vokse... - måske skulle vi øge indtaget i ugerne op mod flytningen ;o)

Striber

 

Min lille nevø er slet ikke så lille længere. Faktisk blev han et år i onsdags, og i den anledning havde jeg strikket ham en lille trøje. Opskriften fandt jeg hos Liselotte, men i en størrelse 0-3 måneder. Så jeg forsøgte mig med en lettere omskrivning, sådan på prøv-mig-frem-måden - det har jeg aldrig turdet kaste mig ud i før, men det var faktisk ikke så svært. Jeg kunne ikke så godt prøve den på modellen, for den var tænkt som en overraskelse, men sidst vi var sammen, fik jeg listet mig til at måle lidt på ærmelængder osv., bare sådan løseligt med en finger. Og den skulle efter sigende passe på en prik, så det er jo superdejligt!

 

Et lille hyggeprojekt var det, selv om magic loop i størrelse mini-håndled på et tidspunkt var ved at drive mig til vanvid, men det lykkedes jo alt sammen.

 

Jeg fik den ikke vejet, inden jeg sendte den afsted, men den er strikket i ganske almindeligt bomuldsgarn, rester fra mit tæppe, som der heldigvis stadig er rigeligt af.

 

Travetur eller Charlotte Bircow

 

Vægtskålen tippede mest over mod Charlotte Bircow, da jeg hørte den genkendelige lyd af regnens dryppen på taget. Men da jeg kom i tøjet og havde fulgt børnene til skole, lå det lige for at fortsætte turen ud i det grønne. Turen fra skolen til det, der snart skal blive vores hjem var jo oplagt - og derfra kunne man lige prøve afstanden til området omkring mosen og Sdr. Anlæg og konstatere, at det er en tur, der sagtens kan klares på raske ben. Paraplyen forblev sammenklappet, for jeg nød faktisk at mærke forårsregnens friskhed i ansigtet. Fuglene hilste foråret velkommen og gjorde, hvad de kunne for at overdøve bilstøjen i baggrunden.

 

Gummistøvlerne holder, hvad de lover, og var et fornuftigt valg til en svuppende tur gennem mosen. I anlægget flød søen i et med græsplænen, og var man i tvivl, kunne man bare læse på skiltet, at isen er usikker. Ja, det tror jeg!! Og det håber jeg, den bliver ved med at være indtil næste vinter, for nu er foråret her, og det er meget velkomment! Dorotheliljen har også foldet sig ud i løbet af weekenden, og jeg elsker alle de forskellige små, men sikre tegn på, at vi går lysere tider i møde.