Taknemmelighed for venner, der gør mit liv rigt.
Taknemmelighed for at kunne bidrage til en personlig og yndig kjole til en smuk og sød konfirmand.
Taknemmelighed for, at de har lyst til at sige tak med den mest fantastiske gave.
Og de er endda orange! Wauw!
Store blomster til kjolen (om lidt med ny knop i konfirmandens yndlingsfarve, lilla) – små blomster til håret. Hvor bliver hun yndig!
…langsomt, men sikkert – og jeg kan allerede fornemme, hvor godt det bliver. Indbydende og hyggeligt. Romantisk, især lige nu, hvor det står med magnolia og rhododendron som velkomstkomite. Senere drømmer jeg om noget blomstrende, der klatrer op ad hjørnet til venstre. Klematis, måske. Eller en rose.
Hvor har det bare været en skøn dag. En hjemmedag, helt uden program. En dag i arbejdstøjet, men med hygge i højsædet, sammen med børnene, og hvor har vi nydt det.
Krydderurtebeddet er udvidet til det dobbelte – vi mangler bare lidt jord til det sidste hjørne foran stenen, så er den i vinkel. Gruset dækker over fiberdug og sand, så der skal gravearbejde til, når kvadratmeterne skal laves til bed. Et lille hjørne tog jeg i dag, senere har vi planer om den helt store tur, for vi drømmer begge om blomster i læssevis frem for småsten.
Krydderurtebeddet kan i skrivende stund byde på purløg, persille, rosmarin, mynte, timian, citrontimian, citronmellise og koriander. Hvad der skal i det sidste hjørne, ved jeg ikke helt endnu. Mulighederne står åbne. Dild, tror jeg. Og måske skulle man vove sig ud i noget salvie eller løvstikke. Urter, jeg ikke rigtigt har stiftet bekendtskab med endnu, men det kunne da være sjovt at prøve…
Mure bliver rejst hos genboen – indtil nu har de mest arbejdet i dybden, men der sker hurtigt noget, når sådan nogle elementer kommer op at stå. Pludselig var vores udsyn begrænset, næsten fra det ene øjeblik til det andet. Det føles næsten helt fysisk som en opbremsning, når man kommer gående ind i stuen og blikket ikke kan nå så langt, som det plejer.
Overblikket kan man stadig få lidt af fra badeværelset – jeg kan jo godt lide at følge lidt med… Synes faktisk, det er helt spændende at følge, hvordan sådan en konstruktion tager form.
Og jo, grusvejen er vores forbindelse med omverdenen. Og en masse andres. Lad mig sige det på den måde – det er ikke vinduespudsning, vi gør mest i for tiden… Heldigvis er der da også meget andet, man kan finde på at bruge tiden på. Haven f.eks., som heldigvis vender den anden vej, og der er den skønneste grønne udsigt, hvis man trænger.
Den er noget helt særligt, årets første buket fra haven.
Vi har ikke så mange tidlige forårsblomster, så dem nænner jeg ikke at plukke ind. Lidt grene har jeg haft stående, men de tæller ikke i den bog – så af blomster fra haven er dette årets første buket.
Den første af mange…
Jeg elsker at kunne plukke ind, sætte sammen, variere og se stilen skifte med årstiden. Og fordeler ivrigt buketter rundt i huset. Det gør mig høj at vide, at den sæson er skudt i gang igen!
I morges såede jeg stolt kavaler i haven. Og i udestuen er der spirer til forhåbentligt mange buketter.
Fantastisk!
Tænk at være væk i bare to dage, og så blive budt velkommen hjem af sådan en have! På sin vis som vi efterlod den, med maleprojekt i skuret und alles – og så alligevel helt anderledes. Frodig. Grøn. Med både tulipaner, magnolia, rhododendron og blommetræ i kraftigt udbrud. Et brus af blomster er stærkt på vej, og jeg kan mærke bruset brede sig i mit indre.
Jeg elsker denne tid!
Og jeg elsker denne skønne gave, min have, mit lille stykke paradis på jord!
Først nyde, så yde – dagen startede traditionen tro med at male de blødkogte æg, vi siden spiste med stor velbehag til vores morgenmad.
Rendyrket hygge, som jeg husker den fra min barndom, og som det er et stort ønske for mig at føre videre. Dog ikke påskemorgen, som vi plejede at gøre det – for i dag har jeg haft fri og god tid fra morgenstunden.
Derefter fløj dagen afsted over stepperne, med rengøring og tøjvask, indkøb og skurprojekt. Det begynder at tage form derude. En bænk er næsten klar til at blive sat op, den hvide farve breder sig indvendigt – langsomt men sikkert.
Superaktive har vi været, og vi glæder os over, at de sidste par dage er helliget afslapning og hygge med familien. Det er en rigtig god plan, kan jeg mærke…
Rigtig glædelig påske til jer!
Langfredag blev rundet af med en tradition, der ikke tidligere har været min. Lam har været en af de få ting, jeg skulle lære at holde af, og det kan stadig blive for meget uld-i-mund efter min smag – men tilberedt med tilstrækkeligt modspil, er det kommet blandt favoritterne.
Jeg fandt et par culotter, marinerede dem i olivenolie, citronsaft, og rigeligt med hakket hvidløg og rosmarinkviste.
Derefter kom de i ovnen, først ved 225° i et kvarter, derefter ved 175°, også i et kvarter.
Imens kogte jeg små kartofler med skræl, kogte et par dl piskefløde op med to fed hvidløg, groft skåret – tilsatte kartoflerne sammen med lidt citronskræl og –saft og masser af klippet persille. Vendte rundt og smagte til med salt og peber.
Babyspinatblade udgjorde tilbehøret sammen med salte mandler, tilberedt efter Liselottes anvisninger. De kan forøvrigt meget let blive en vane, de salte mandler! Idéen til lammets følgeskab har jeg fra et gammelt Spis Bedre, og den menu kunne meget vel blive en ny påsketradition!
En dejlig langfredagsgudstjeneste – og magnolia i blomst i udestuen…
Påskefrokost – med masser af karse fra vindueskarmen…
Børnehaven – de trives og vokser, de kære små…
Lavendel- og roseklip-klip…
- der giver frit udsyn for de hvide hyacinter…
Tulipaner med turbofart…
Hygge og sol, restaurantbesøg hos de tjenende børn, der serverer flyve-fisketallerken, blad-pizza, og mudder-chokoladekage med tilhørende blomster-vinmenu.
Orden i det godt brugte plasticcirkus…
Plukkeklar rabarber…
Anemoner, jeg fik i går af min mormor, det søde væsen. Hun vimser altid rundt i sin have med planteske og finder små gaver til mig. Med tiden håber jeg på en lille anemonekoloni bagerst i haven…
Overraskelsestulipan – ikke som jeg regnede med, men meget smuk…
Nogle gange skal man bare lade tiden gå, og så kommer svarene af sig selv. Jeg har lige siden, vi overtog disse granitkummer med huset for to år siden, ikke rigtigt vidst, hvad jeg syntes om dem. Og hvad jeg mente om husløgene, der er utroligt velegnede til den slags kummer og taknemmelige at holde liv i – det går helt af sig selv.
De sagde mig bare ikke rigtigt noget, og jeg konkluderede efterhånden, at jeg heller ikke kunne lide kummerne. Indtil det gik op for mig, at der bare skulle andet fyld i. Logisk nok, måske – jeg kunne bare ikke se det før.
Det kan jeg nu! Efter en familieudflugt til Haveoasen og efterfølgende rumsteren med jord og blomster, har vi fået det yndigste pynt. Lige på den plet neden for udestuen, som ikke rigtigt har fundet sit værd endnu, men har ligget trøstesløst og kedeligt hen. Det skal nok blive godt, for jeg har fået blod på tanden – og endnu engang syn for den sag, der handler om at lade tingene ske i det tempo, man har ork til. Og idéer til. Det giver også så meget des mere glæde, når man så finder den rigtige løsning.
Jeg er vild med den yndige lyngfloks.
Den har selskab af Dronning Ingrid, der er en klassiker her i huset. Jeg formerer dem ivrigt, men til kummen her måtte der nye, fyldige pelargonier til.
Og så et par søde, små bellis i den lille kumme ved døren…
