fredag den 10. december 2010

Man har kun det sjov, man selv laver…

 

 

Jingle Bells for lettere øvede…

 

Rigtig glædelig fredag!

torsdag den 9. december 2010

Julegodter

 

 

DSC03703

 

Det er ikke så tit, jeg forvilder mig i Rema 1000, da Netto ligger tættere på vores hjem og af en eller anden grund tiltaler mig mere, når vi snakker discount. Men et arbejdsmæssigt ærinde fik mig derind i dag, og da mit liv ikke er så opdelt mellem arbejde og privatliv som nogens, kan jeg uden problemer købe til mig selv også, når jeg nu er derinde. Og det gjorde jeg så!

For jeg faldt totalt for deres charmerende juleserie, som udover indpakning, servietter og krus også byder på spil, malebøger og huskelister. Jeg begrænsede mig, det skal man jo, men det var svært. Krusene overvejede jeg et øjeblik at bruge til pakkeleg, når vi i morgen skal til julefrokost, men jeg vil ikke risikere, at en anden vinder pakken (desuden har jeg faktisk købt de pakker, der skal til…) – så krusene er hermed en lille adventsgave – fra mig til mig.

Og så glæder jeg mig, når jeg falder over et eksempel på nogle, der kan tænke udover boksen og finde på noget godt. Hvem siger f.eks., at fløde skal opbevares i kartoner? Disse poser er lavet af miljøvenligt materiale og fylder mindre i skraldespanden. Det synes jeg, er godt tænkt!

 

DSC03707

 

(ja, rigtigt gættet, mit bidrag til julefrokosten i morgen er ris a la manden ;o))

onsdag den 8. december 2010

Det kan hurtigt blive en anderledes dag

 

 

DSC03686

 

Min bytur formede sig ikke helt, som jeg havde regnet med. Efter første ærinde stod jeg ved min cykel uden for butikken – og opdagede pludseligt et stykke tændt fyrværkeri lige ved siden af mig. Hvor det kom fra, ved ingen, måske fra en passerende bil. Jeg nåede ikke engang at tænke “kanonslag”, men nåede lige at gå et par skridt væk og vende hovedet bort, før det eksploderede med et brag, der fik folkene fra butikken ud på gaden i en vis fart. Jeg var selvfølgelig meget chokeret, og en ringen for det ene øre gjorde mig temmeligt bange, men jeg kunne heldigvis hurtigt fornemme, at det aftog. Menneskene omkring mig var utroligt søde, og at snakke det igennem hjalp mig til blive klar til at fortsætte min bytur. Men det varede lang tid, før hjertet igen sad, hvor det plejer, og jeg er stadig temmeligt rystet over, at sådan noget kan ske. For mig. I lille Herning.

Og er samtidigt taknemmelig over, at der ikke skete mere…

 

DSC03695

 

Efterhånden som jeg får rystet den grimme oplevelse af mig, vil jeg vende mig ud mod den smukke verden igen, for det er da heldigvis den, der er mest af i mit lille hjørne.

Og hvor er den bare ekstra smuk i dag, efter at Kong Frost har været der med sin tryllestav…

 

DSC03697

DSC03692

DSC03687

Julehæklerier

 

 

DSC03668

 

Nok er jeg i fuld firspring igen, men med en god stak lommetørklæder i skarpt beredskab, for en ordentlig forkølelse fulgte min febertur. Nå, det er jo sådan noget, man må tage med og håbe på hurtig bedring.

Og jeg vil meget hellere snakke om, hvad jeg fik bedrevet af hæklerier i mandags. Jeg varmer nemlig op til endnu en hækleaften med en flok gæve kvinder. En julehækleaften, så jeg prøver, om jeg kan liste lidt demo-hækling ind hist og pist. Der er så mange gode idéer rundt omkring, så det er kun tiden, jeg mangler. Der er da også andet på pinde og nåle, selv om det ikke er meget nørkleri, der åbenbares her på bloggen. En julegave til min mormor er næsten færdig. Og så er jeg i gang med et par sokker til mig selv, som bliver noget så lækre – men de står ind i mellem på stand by, når andre ting snyder sig ind i køen…

 

DSC03661

 

Julehjertet her er hæklet efter en opskrift fra Stof og Stil – det var ganske pudsigt at flette et hæklet hjerte, og en sød lille ting at lave. Anderledes iriterrende er det at hækle kringlen fra samme sted, rundt og rundt i omgange på kun 8 fastmasker, det er altså ikke min yndlingsbeskæftigelse, så jeg kan love, at huset her ikke bliver fyldt med kringler.

Og så er jeg ellers den, der er smuttet i kirken. Omkring middagstid bliver lokalerne derhenne fyldt med andeduft, da den lokale pensionistklub holder julefest – det er meget godt for dem, men så er jeg altså den, der er smuttet. Det er umuligt at få noget fornuftigt arbejde fra hånden med and i næsen… Til gengæld har jeg håb om at få købt en ordentlig bunke julegaver i dag. Det er vist ikke for tidligt…

 

DSC03664

mandag den 6. december 2010

Genopladet

 

 

DSC03502

 

Ikke en finger har jeg rørt i dag. Eller lige præcis fingrene har måske nok lige hæklet lidt. Og ordnet lidt vasketøj, men så er det også det. Ellers har jeg sovet. Haft besøg af en kloakmester (ja, livet som husejer er mangfoldigt!). Og sovet lidt igen. Blogget. Og siddet i sofaen sammen med børnene. Aftensmaden var pasta med pesto (det kan godt anbefales at lave en ordentlig portion og fryse ned i små bægre) og gulerødder. Enkelt og lækkert.

Og jeg har i dén grad nydt det.

Der skal lidt feber til, før jeg med god samvittighed sætter en hel dag af til ingenting, men når det sker på denne måde, hvor jeg faktisk har haft det godt (og så endda på min fridag), så er det da en ren win-win.

I morgen er jeg vist klar til at være aktiv igen…

Til reparation

 

 

DSC03635

DSC03636

 

Jeg synes, det er forunderligt, som kroppen kan holde den gående, når den skal, for derefter at sige fra, så man kan forstå det – og endelig reparere sig selv i løbet af en nat.

Jeg mærkede godt en snigende ondt i halsen i går. I løbet af korprøven og koncerten blev det værre og værre, og da koncerten var vel overstået, slæbte jeg mig hjem og kollapsede i sofaen med feber og en hals, der var helt usamarbejdsvillig (stort set samme mønster som efter julekoncerten sidste år, for at det ikke skal være løgn. Det behøver nu ikke at blive en tradition for min skyld…). Efter de første timer i nat med kuldegysninger, valgte min krop at svede alt ud, og i morges var jeg næsten mig selv igen.

Træt, ja. Men det er også helt okay, for jeg har fri, har aflyst Frejas tandlægetid, aflyst alle planer om støvsugning og andet aktivt, så jeg har ikke andet på programmet end at ligge her og passe på mig selv. Selv halsen har det næsten helt godt igen.

Det er da forunderligt!

søndag den 5. december 2010

Klædt på til jul

 

 

DSC03633

DSC03626

 

Jeg lader op til en hektisk aften. Den årlige julekoncert med kirkens kor løber af staben, og i år har vi så mange børn som aldrig før i korene. Det er totalt fedt og vildt motiverende, men det kommer også til at kræve sin kvinde på en aften som i aften at holde styr på de mange små energibundter, besvare tusinde spørgsmål, sørge for at alle er på rette sted på det rette tidspunkt og synger det, der var planen. Det skal nok blive rigtig godt og ikke et øje tørt, men jeg tillader mig lige at flade lidt ud på forhånd.

Lader op med stille søndag eftermiddag, adventshygge med familien omkring klaveret, en lille morfar på sofaen, the til en værkende hals og lidt hjertenusseri. Idéen til de søde ørehængere fik jeg hos Thinking Space, og efter en tur i Søstrene Grene, har jeg strimler til mange småbitte søde stjerner og hjerter endnu.

Nu er jeg godt klædt på til julekoncert…

lørdag den 4. december 2010

En decemberlørdag hen under aften…

 

 

DSC03573

 

Lørdag har været morgensøvn og langsomt tempo. Morgenhår og indkøbsseddel. Vasketøj, morgenkaffe og en tur ud i det vilde handelsliv. Jagt efter parkeringspladser og snesjap. Proviantering og Mads og Monopolet i småbidder. Udpakning og sen frokost. Småslåssende børn og lørdagsslik. Kalenderlys og julemusik. Nu er der ro på, og sådan ser en lørdag hen under aften ud, når Freja er kamerafører:

 

DSC03585 DSC03592DSC03596 DSC03588DSC03601 DSC03603DSC03604 DSC03609

 

Vi hygger… lige nu samles der op på Pyrus-afsnit, der ikke blev set i går – og om lidt er der jødekager i ovnen…

Glædelig lørdag aften!

fredag den 3. december 2010

Det lille ekstra

 

 

DSC03495

DSC03500

 

Da jeg hentede morgenbrød til kollegerne i onsdags, var det selvfølgelig hos mit yndlingsbageri. Det, der ikke bare er et helt almindeligt bageri, men et, der kræser for brødet og for kunderne. Hvor man bruger de gode råvarer, langtidshæver og gerne gør lidt ekstra for den gode smag. Jeg har skrevet om dem før, jeg ved det, og jeg gør det gerne igen. Det fortjener de.

De sælger også meget andet end brød. Gode oste og pølser. Lækre delikatesser. Hjemmelavet sylt. Det lille ekstra.

Et par glas af den hjemmelavede syltetøj kom også med i kurven. Brombær og æble/blomme. Skal der være fest… – og det skal der, når der er fødselsdag ;o) Og så betaler jeg gladeligt 5 kr. i pant for de glas – for de er da ikke mindre end fantastiske og kan bruges til alt muligt bagefter.

Og så kan jeg sidde og få en helt dårlig smag i munden over at skrive om det lille ekstra, jeg kan købe mig til for penge.

Det er det nemlig ikke alle, der kan. Det er ikke engang alle, der har mulighed for at give deres børn en jul, der indeholder det, vi andre anser som fundamentalt. Mængden af ansøgninger om julehjælp er rekordstort, og mens vi er mange, der mæsker os i mad og gaver, er der nogle, der ikke engang har råd til at give deres børn gaver.

Sådan er verden så uretfærdig, og ser man udover landets grænser står det jo mange steder endnu værre til. Og jeg er ikke den, der giver alt, hvad jeg kan undvære. Jeg giver noget. Men mageligheden holder på en del af mine penge. Og hvad batter det også? Det er et af livets større dilemmaer, jeg roder mig ud i her, og jeg har jo ikke svar på de store spørgsmål. Men jeg ved, at det ikke nytter noget bare at lukke øjenene for, at mange ikke har det godt.

Trine og Marina har sat handling bag ordene, to bloggere, der ikke har mødt hinanden, har fået en god idé, brugt tid og kræfter, og sat noget i søen, som ved bare en lille indsats fra vores side kan hjælpe mange. Det er hjerternes fest, når den er bedst, og hvis du vil sprede rygtet, kan endnu flere være med til at gøre en lille forskel. Det lille ekstra, der måske gør livet lidt bedre for dem, der trænger.

Se meget mere her.

 

                            Hjerternes fest2   Hjerternes fest

torsdag den 2. december 2010

24 dage

 

 

DSC03463

 

December er ventetid. 24 dage, der tælles omhyggeligt. Fuld af forventning, hos nogen med travlhed, grænsende til stress, hos andre med utålmodighed. En måned, der på én gang er meget lang og meget kort.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker december med alle dens gerninger og alt dens væsen.

Men jeg ville ønske, at jeg ikke havde så travlt. Jeg elsker mit arbejde, især i december, men jeg ville også ønske, at hele december var til min egen rådighed. En måned til fordybelse i klip og hemmeligheder, snevejr og bagværk, julehistorier og byture.

Det har jeg ikke, så jeg må prøve at fordele sol og vind lige. Arbejdet skal have den tid, det skal, men så heller ikke mere end det. Især ikke i år, for jeg trænger til alt det andet. Og roen især.

Og det, jeg egentlig bare havde tænkt med dette indlæg, var at fortælle om vores julekalendere. Dem, der holder styr på de 24 dage. Men nogle gange tager det ene det andet med sig, og hver af de 24 dage er jo fyldt med gøremål, arbejde, hygge, forventninger og nellikeduft.

Jeg elsker de gammeldags julekalendere, dem med låger, der gemmer på et lille billede. Uden chokolade eller legetøj. Bare en lille glæde. Vi fandt jo en i Den Gamle By. Den er skøn! Og så har jeg en lille miniature. De er svære at opdrive, men utroligt søde, synes jeg. Men den bedste er den, vi har fået af Freja. Med en omhyggelig, vidunderlig tegning på forsiden og små overraskelser bag lågerne. Hun har haft travlt med at få den færdig, har næsten ikke haft tid til at blive hentet i SFO’en, og jeg har hver dag måttet kigge den anden vej, mens hun gjorde sig klar til at gemme den væk.

 

DSC03462

 

Ja, og så har vi en skrabekalender. Den hører sig til. Den eneste gang om året, hvor vi giver vores held en chance. En lillebitte chance er det vist, men man kan jo altid drømme lidt, mens man skraber sig igennem årets korteste og længste måned.

onsdag den 1. december 2010

Ingen skal høre mig klage

 

 

DSC03487

 

Jeg har nemlig haft en fødselsdag lige som jeg kunne ønske mig… Med det flotteste, klareste solskins-snevejr. Med minimalt arbejde og gode pauser. Med hilsener, der er tikket ind på telefon og facebook i en lind strøm i løbet af dagen. Med lækker mad. Hygge i familiens skød med eftermiddagskaffe og –kage. Med hele familien samlet i én sofa og julekalender på TV. Og om lidt med friskmalet kaffe. Ingen skal høre mig klage.

Og da slet ikke over det gavebord. Sikke man kan blive forkælet i løbet af en enkelt dag.

 

DSC03485

En særlig dag

 

 

DSC03478

 

Selv om man bliver 37, er man ikke nødvendigvis for gammel til at ligge vågen af spænding et kvarter før vækkeuret vågner.

Eller også skyldes det naboens hund, der har sørget for at vække mig med jævne mellemrum gennem natten.

Uanset hvad – det er stadig skønt at blive fejret, med fødselsdagssang og gaver på sengen (dejlige gaver!), flag på bordet og kalenderlys.

Nu vil jeg hente morgenbrød til kollegerne og begive mig ud i den smukke vinterdag. Dagen byder på arbejde fra morgenstunden, men også huller til lidt selvforkælelse…

Det skal nok blive en god dag!