Søndag morgen

 

 

 

Normalt er søndag for mig noget med at stå tidligt op (dog lidt senere end til hverdag), nyde min morgenmad med pc’en ved hånden, til lyden af morgenhår, der underholder børnene – og så afsted til kirken, hvor den står på forberedelse ved orglet, korprøve med de morgensøvnige korpiger og derefter gudstjeneste. Mit arbejde giver rigtig god mening for mig, og jeg er glad for det – men hvis jeg skulle vælge en søndag morgen i min favoritversion, ville det være noget med at være så veludhvilet, at jeg vågnede forholdsvist tidligt og havde tid til både at vågne langsomt i min elskedes favn, spise morgenmad med rundstykker sammen med familien og følges ad til gudstjeneste i en kirke med masser af mennesker, humør og god musik. Det er bare en søndag, der hverken er kompatibel med resten af familiens ønsker eller min arbejdssituation, så det bliver ved drømmene. Og det er også helt ok.

 

 

I dag har nemlig også været en skøn søndag morgen. Min sidste feriedag (men ikke sidste fridag) – med morgenhygge i sengen og god tid. Med familien omkring mig – men dog ikke med søndagsjazz eller Agnes Obel i ørerne, som kunne sætte prikken over i’et. To børn, der kom på kant med hinanden gav nemlig en pludselig trang hos den ene til at høre Linkin Park for fuld udblæsning, og så kunne vi ellers sidde der med morgenkaffen og råbe til hinanden ;o)

 

 

Sådan må man indimellem sluge et par kameler, når man er flere under samme tag, og det er helt i orden. Nu er stormvejret drevet over, og jeg sidder her i stilheden og kigger ud på sneen, der åbenbart har tænkt sig at male verden hvid igen. Jeg plejer at være til vintervejr om vinteren og råbe hurra for sne og frost – men må indrømme, at jeg faktisk var begyndt at vænne mig ganske meget til tanken om forår. Den må jeg lige sætte på pause for en stund, og om lidt tror jeg, vi pakker os godt ind og vover os ud i vejret, for vi trænger til luft og en tur ud af huset. Og kakaoen står klar, til når vi lander igen.

Sådan en frisøndag er nu slet ikke værst…

 

 

Og det var sidste afsnit i føljetonen om hverdagsbilleder hos Hanne…

Jeg–en samler?

 

 

Dagens emne har voldt mig en smule hovedbrud, for der er ikke noget, jeg som sådan samler på.

Men en tur rundt i huset med kameraet i hånden afslørede alligevel en hel del samlinger – mere eller mindre bevidste…

 

 

Garn – jeg vil dog mene, at min samling endnu er alt for lille til at være noget at tale om…

 

 

Ting, var Brians første indskydelse, da jeg spurgte, om han mente, jeg havde nogle samlinger. Dimserier, nips og loppefund. Lots of it!

 

 

Kogebøger – jeg elsker dem, men bruger dem alt for lidt. Den samling er dog heller ikke noget at tale om.

 

 

Ukurante tallerkner. Og det er en helt bevidst samling. Det er det første, vi kigger efter på vores elskede ture til loppemarkeder og genbrugsbutikker. En god samling efterhånden med tallerkner af mange slags, med hver sin historie…

 

 

Gamle magasiner. Jeg kan bare ikke få mig selv til at smide dem væk.

Og det lykkes mig da også en gang imellem at finde den opskrift eller idé, jeg leder efter…

 

 

 

Børnenes smil! Og det er den bedste samling af dem alle!

 

1. Jeg samler på de små børns smil
- de små børns lyse smil,
og brød man op mit hjertes skal
med bor, med dirk, med fil –

2. Man fandt den største samling smil,
som nogen tid er set
- man fandt det blide genskin af,
hvad tusind børn har let.

3. Og trådte du mit hjerte ned
og knuste det til slut,
så skete kun, i samme stund
dets arme væg var brudt –

4. At små børns smil, de lyse smil
brød ud, kom løs, blev fri
og fyldte mig og fyldte dig
med sollyst skælmeri.

5. Se derfor plukker jeg, hvergang
der blomstrer smil på kind,
et lille smil og lukker det
i hjertets skatskab ind.

Nis Petersen 1950

Jeg sætter min hat, som jeg vil…

 

 

Ikke jeg…

Men Emil, han er über-cool!

 

                   

 

Jeg selv er langt mere til højt hår!

 

 

Dagens bidrag til Hannes fotoleg…

Fredagsglæder…

 

 

 

En klat orange i mit køkkenvindue…

 

 

Krydderurter i skøn indpakning…

 

 

Kedelige tøjskabe, der med få kræfter og midler har fået en klat kulør. Wall-stickers fra Søstrene Grene, her er der for i alt 42 kr…

 

 

Dejlige, svenske knager til mine halskæder… – og et soveværelse, der bliver mere og mere indbydende, efterhånden som det bliver fyldt med mere end bare seng og skabe.

 

 

3 piger, der leger, hygger og fjanter på Frejas værelse…

 

 

3 fridage endnu til mig – og en familie, der snart alle har ferie…

 

 

Fuglesang og liv på det frønnede foderbræt…

 

 

Skønne gamle reklamer på postkort fra Den Gamle By…

 

 

Et kup for julegavepengene – en tallerkenrække, som jeg længe har ønsket mig – stod der pludselig i en størrelse, der rent faktisk kan finde en plads hos os…

 

 

Der er nok at glæde sig over på sådan en fredag…

Hønsefødder og gulerødder…

 

 

Førstnævnte har jeg aldrig smagt (drømmer ej heller om det) – sidstnævnte spiser jeg næsten hver dag.

Dagens emne er mad, og hvis man bare har læst en smule med her på bloggen, fornemmer man nok, at jeg er meget glad for mad.

Der er ikke meget, jeg decideret ikke kan lide, men dårlig kvalitet fjerner min appetit. Til gengæld elsker jeg mad, der er kræset om, gode råvarer er alfa og omega.

Vores madvaner herhjemme spænder vidt, fra hjemmelavet pesto og syltede valnødder, over simreretter, der har putret en halv eftermiddag, til havregrød eller øllebrød, hvis det skal være hurtigt eller billigt.

Jeg elsker at lave mad, men elsker også de uger, hvor Brian står for forplejningen, og jeg kan læne mig tilbage og slappe af. Vi skiftes til at have fjorten dage, hvor vi står for madlavning og indkøb – en ordning, jeg er vildt glad for.

I dag har Brian holdt fri sammen med mig – det har været skønt med en kærestedag uden børn, og frokosten blev indtaget på byens nye vinbar. Lækkert!

 

Hverdagsbillede #3–om sko

 

 

Jeg holder en lille pause fra det søde ferieliv for at spille den sidste af de tre koncerter med Faurés Requiem i aften.

Teknisk set holder jeg stadig ferie, da koncerterne ikke som sådan har noget med mit ansættelsessted at gøre og derfor må betegnes som en fritidsbeskæftigelse. Og da jeg skulle vælge ferieuge, var det denne, der passede mig bedst (når det nu ikke kunne blive uge 7), selvom der var aftalt en koncert i aften.

Derfor har jeg været et smut i kirken for at give det en sidste afpudsning inden koncerten.

Hvilket leder mig frem til dagens emne i Hannes lille hverdagsleg. Noget om fodtøj – i dette tilfælde skal det handle om orgelsko.

 

 

Sådan ser mine arbejdssko ud – ikke synderligt kønne, faktisk er de gået så meget op i syningen, at jeg alvorligt overvejer en udskiftning. Men orgelskoene er meget uundværlige. Det er dem, jeg har på, når jeg spiller med fødderne. Det er jo ikke helt lige meget, om man har et par store plader på, der rammer tre toner ad gangen, og derfor har jeg et par sko stående ved orglet, som jeg kun bruger, når jeg spiller.

 

 

Udover, at de helst skal følge fodens omkreds ret tæt (de skal heller ikke være længere en foden, for så mister jeg føling med pedaltangenterne), så skal de være glatte under bunden, så skoen kan glide på tangenterne, og de skal helst have en smule hæl. En bred hæl, vel at mærke, ikke noget med at balancere på stilletter der på tangenterne, og heller ikke en meget høj hæl, men bare lidt, så jeg ikke skal bøje alt for meget i anklen, når jeg spiller med hælen.

Når man spiller med fødderne, bruger man to teknikker – den ene er, at man spiller med forfoden, tåen, og bruger skiftevis højre og venstre fod. Den anden er, at man kan “kravle” fra tangent til tangent ved at bruge skiftevis hæl og tå på én fod. De teknikker blander man, alt efter hvordan tonerne ligger, trinvist eller springende.

Det var mange ord for at forklare noget, der dybest set er ret enkelt at vise. Men sådan er det jo, når det foregår på skrift…

Det kan være noget af en jagt at finde egnede sko, men der er et firma, der har specialiseret sig i at lave orgelsko – noget af en niche, må man sige – og deres sko er ret populære blandt organister, så jeg tror, jeg køber mig et par der. Skal bare lige bestemme mig for, om de skal være i guld eller sølv… ;o)

 

 

Man kunne jo også gå til yderligheder som denne organist – det er da humor!

Hverdagsbillede #2

 

 

“

 

Rapport fra en gulvspand” er Hannes tirsdagstema – og det kan hurtigt blive et meget kedeligt indlæg. Faktisk ligger vores gulvspand i hi det meste af tiden, i stedet henviser jeg til et lille print, der hænger mellem fedtede fingeraftryk på vores køleskab…

 

 

Selvfølgelig skal der gøres rent, men ærligt talt er det ikke særligt højt prioriteret her, for hverdagen levner bare ikke meget plads og energi til den slags. Lidt revance har jeg dog taget her i min ferie, og i går var gulvspanden faktisk på arbejde. Og jeg nyder da, når her er skinnende rent. Så længe, det varer. Men det er også den slags arbejde, der ikke sætter sig varige spor, og derfor kan føles frygteligt utilfredsstillende i længden.

Af og til drømmer jeg om, at vi betaler os fra det – men synes også, det er grænseoverskridende at få en fremmed ind i alle kroge af vores hjem. Oprydningen slipper man jo under ingen omstændigheder for, og der bliver da også ryddet meget op, mens jeg gør rent.

I skrivende stund hører jeg en strøm af italienske gloser fra kælderen. I dag er det nemlig fryseren, der får en (tiltrængt!) tur, og en måde for mig til at gøre den slags lidt mere interessant er at holde hjernen beskæftiget imens. Så jeg terper italiensk, mens jeg hakker tænder og sorterer mig frem til bunden af den rummelige fryser.

(Og grunden til, at hun snakker videre dernede, er, at jeg bare skulle holde en kort pause og derfor ikke stoppede CD’en… ;o))

På billedsiden kan man jo vælge at vise et fint lille stilleben fra badeværelset. Eller den barske virkelighed fra bunden af vores fryser (og det er ikke engang den hele virkelighed – der er mere dernede…).

Jeg ved godt, hvad jeg selv helst vil se på… ;o)

 

Hvad har du i din kurv i dag?

 

 

 

Min taske er helt uundværlig. Ligeså snart jeg bevæger mig udenfor huset med andet mål end en travetur, så hænger tasken på mig, for med den er jeg næsten beredt på enhver tænkelig situation.

Desværre er den ikke helt så farvestrålende, som den præsenterer sig her, lidt falmet og slidt er den blevet med tiden, men lyset er ikke til fotografering lige nu, så I får den at se i ny tilstand.

Jeg vil også spare jer for et kig i tasken, men kan afsløre, at en den ved en hurtig gennemrodning ud over de helt nødvendige ting som nøgler, pung, kalender, mobil og vanddunk også rummer lommetørklæder, læbepomade(r), håndcreme, negleklipper og panodiler, indkøbsposer, både de grimme i plastic og et par pæne fra BOXdeLUX, brilleetui, vognmønter, kuglepenne, hårelastikker, hårspænde, indkøbssedler fra de sidste tre uger, boner, en USB-stick, gummielastikker, 50 Eurocent, håndledsvarmere i alpaca uld, en mobiltaske, et lommespejl og en lille massagekugle i træ. En P-billet, en lille pose gamle rosiner, en tom, men meget smuk, gammel pilleæske, et lille sykit, biografbilletter fra skolebio, en tampon og to stykker tyggegummi, Freja fik hos lægen for et par måneder siden.

Og ja, jeg var faktisk helt nede på bunden til sidst.

Måske meget godt, jeg fik ryddet op der…

---

Jeg er hoppet med på en lille leg hos Hanne – et emne hver dag i den kommende uge i kategorien hverdagsbilleder. I dag om dametasker…

Lige om hjørnet…

 

 

 

Perlehyacinterne nikker pænt god-eftermiddag.

Jeg nikker tilbage og byder weekenden hjerteligt velkommen.

Dagens dont og indkøb er klaret, det regnvåde tøj afmonteret, og sofaen indtaget.

Stearinlysene er tændt, kaffen er i koppen, og strikketøjet er ved hånden.

Og forude vinker en ferie.

Ja, du hørte rigtigt – ferie, sagde jeg!!!

Når lige gudstjenesten på søndag er klaret, ligger ferien for mine fødder… Og jeg TRÆNGER!!

Selvfølgelig ville jeg helst holde ferie sammen med resten af familien i uge 7. Men sådan kunne det ikke blive, og efter at have tygget på den og vænnet mig til tanken, er jeg begyndt at glæde mig over det positive.

Det kan man jo ligeså godt i stedet for at fokusere på det, man ikke kan ændre på.

Der er jo også fordele.

Jeg har en uge med ro på. En uge, hvor jeg har formiddagene for mig selv og kan få gjort kål på en masse ophobede bunker. Læse en bog. Gå en tur. Eller hvad jeg nu har lyst til.

Jeg har god tid til at hygge om børnene, når de kommer hjem.

Og så har jeg det frynsegode, at jeg kan holde arbejdsmængden i uge 7 på et minimum og nyde godt af en ferieramt familie. Sove en smule længere. Ønske madpakker hen, hvor peberet gror.

Det er jo næsten win-win…

Løgtærte med bacon og balsamico

 

 

 

Jeg ved, at søster sidder og hopper for at få opskriften på den løgtærte, jeg lavede os i mandags ;o)

Og det kan jeg ærligt talt godt forstå, for den er virkelig en gentagelse værd! Endnu engang var Isabellas leverandør for en lækker opskrift, og den kan kun anbefales!

Kør 75 g groft speltmel, 75 g hvedemel og 40 g koldt smør til en smuldredej i foodprocessoren. Tilsæt ½ dl surmælksprodukt (jeg brugte A38, men man kan også bruge kærnemælk eller yoghurt) og 2 spsk vand og kør igen, til dejen er samlet. Lad den hvile i køleskabet, mens fyldet gøres klart, trykkes ud i en tærteform (eller rulles, hvis man er til det – jeg er doven anlagt og gider ikke rulle…), prikkes og forbages i 10 minutter ved 180°.

150 g bacon i tern steges let på panden og lægges på fedtsugende papir. 3 rødløg, 3 zittauerløg og 2 fed hvidløg skæres i både og sauteres gyldne i lidt olie ved ret svag varme. ½ dl balsamicoeddike tilsætts og koges ind over svag varme. Tilsæt 1 tsk frisk timian, salt og peber. 3 æg piskes sammen med 2½ dl fløde i en skål. Løg og baconblandingen kommes oveni, og fyldet hældes i den forbagte tærtebund. Bages ved 180° i ca. 30 minutter. Drys frisk timian oven på tærten inden servering.

MUMS!

Lad det simre…

 

… lad det rock’n roll.

Citat – Sonja Bock og Tina Scheftelowitz i deres nye success-udgivelse, Suveræn Simremad.

 

 

Månedens bog i min bogklub, og den landede ikke her, fordi jeg glemte at afbestille den, men fordi det var en, jeg bare måtte have stående. Den ultimative kombination af to skønne kvinder, der forstår at skrue opskrifter sammen, så hverdagsmaden bliver en fest – og så simremad, der får englene til at synge til festen. Det kan ikke gå galt!

Og det gjorde det bestemt heller ikke i første testret fra bogen. Det gik tværtimod lige så godt, som jeg forventede.

 

 

Hvidløgskylling med knald i, er den eksplosive titel, men maden er nu ganske fredelig…

200 g løg pilles og hakkes, 2 hele hvidløg halveres på tværs af fedene.

1 kylling (ca. 1500 g) deles i otte dele og brunes i olivenolie i en gryde. Kyllingen tages op, og løg og hvidløg svitses sammen med 1 spsk paprika. Kyllingen tilsættes sammen med skal af 1 citron, 2 dl hvidvin, 3 dl grøntsagsbouillon, 5 kviste frisk rosmarin og 10 kviste frisk timian. Salt og peber tilsættes, og retten simrer under låg i ca. 1 time, til kyllingen er gennemstegt.

 

 

Kyllingen fik selskab af en gang kartoffelmos, rødbeder, der blev skåret i stænger, vendt i olivenolie, salt og peber, pakket ind i bagepapir og bagt ved 180 grader i 25 min. Derefter blev 2 spsk balsamico og 1 spsk honning hældt på panden, rødbederne kom oveni og blev glaseret i et par minutter. Den idé har jeg fra Isabellas.

Og skatter vær’ fest, så latter vær’ fest! Og jeg elsker jo at kræse for en kær gæst (og os andre!) med lækker mad. Så prikken over søndagsmiddagen var denne salat fra min mega-mondo-store julegave – Claus Meyers almanak (jeg anede ikke, at den var så stor, da jeg ønskede mig den! Men god og vildt inspirerende, det er den!).

 

 

Persillerødder i granatæblevinagrette:

6-7 persillerødder skrælles og skæres i lange, tynde strimler. 2 skalotteløg hakkes fint, 5 kviste timian ribbes og hakkes. 1 granatæble skæres over, kernerne bankes ud ved at slå på skallen med en grydeske.

Granatæblekerner, løg og timian vendes med 2 spsk æbleeddike, 2 spsk rapsolie, 1 spsk honning, havsalt og friskkværnet peber til en dressing. Persillerødderne vendes med dressingen og trækker i 10 minutter.

 

Slutteligt – et rødligt billede (dagslys, du er længe ventet!) af søndagsmiddagen i samlet flok…