En bogklubreklame kom forbi…

 

 

…og jeg har virkelig svært ved at modstå den slags gode tilbud. Så nu er jeg medlem igen-igen-igen.

 

 

Vi må vist hellere snart få udbygget vores bogskab…

Smilet bliver større og større…

 

 

 

Der flades ud i stor stil, børnene med computerspil, og de voksne med en tiltrængt morfar. Det er fredag, og energien er i bund.

For mit vedkommende skyldes det en fantastisk dag i Smilets By. Sådan en dag trækker altid lidt tænder ud, men det er kun, fordi jeg vil så meget, når jeg endelig er der.

Måske var det også en smule ambitiøst at lægge ud med en lang tur ved skov og strand, når man påtænker, at sandsynligheden for, at jeg ville fortsætte med at trave byen tynd, er stort.

Men hvor var det skønt at tilbringe en time i Riis Skov, hvor anemonerne havde bredt deres smukke tæppe ud, og hvor ramsløgene prikkede i næseborene. Et egern pilede over vejen, og op i træerne, stort set ugeneret af min tilstedeværelse.

 

 

Selvom nogle til stadighed påstår, at der skam også er gode skove på heden, kan det på ingen måde sammenlignes med østjyllands skove, og når jeg er der, mærker jeg rigtigt, hvordan jeg savner. Og da jeg stod ved vandkanten og mærkede duften af saltvand i næsen, huskede jeg pludseligt, hvor godt det er. Hvor frit tankerne flyver, når blikket flyder med bølgerne mod horisonten og hører vandet slå ind mod stenene.

 

 

Jeg gik forbi de skønne villaer ved skovkanten, sendte en tanke ind ad havelågen til Claus Dalby, og savlede en smule over de mange huse, der er fyldt med historie og charme. Man kan jo altid drømme…

 

 

Udover de dejlige naturoplevelser og en dusk ramsløg er jeg vendt hjem med farverige godter i indkøbsposen. Lækre knapper og en bog, jeg længe har ønsket mig. T-shirts fra NoaNoa, som jeg kunne flytte ind og bo i. Påskespræl i lysestager og blomstervaser. 10 bundter påskeliljer for 10 kr. hos den råbende Arkadegartner. Det kan man da ikke klage over.

Det kan man heller ikke over lækkerierne, der endte i maven. Cappucino og godt brød fra Sigfreds Kaffebar. Den i underetagen hos Vangsgaards Boghandel, hvor der bare er så hyggeligt. Og en bulgursalat og juice, selvfølgelig fra Juice Stop, der næsten er obligatorisk indslag, når jeg er i byen. Både bulgursalat og juice er memoreret, for det kunne man sagtens gøre efter derhjemme. Bulgur vendt i pesto, måske en rucolapesto, og blandet med majs, tomat, feta, lidt salat og vindruer. Og en juice af avocado, mango, lime, æble og appelsin.

Mums filibaba!!!

 

PS. Kameraet var ikke med på tur, så mobilen måtte holde for – så lad jer ikke snyde af de småmørke billeder… Solen spredte det dejligste lys over Århus i dag, det var bare mere, end mobilen kunne kapere…

Påske-hvaffor-noget??

 

 

 

Der fables om påskeferie alle vegne… Den slags er der ikke noget, der hedder i min branche. Og det er også helt okay, for påsken er en højtid, jeg holder rigtigt meget af. Så jeg nyder at gå på arbejde, at spille de skønne påskesalmer og male begivenhederne i musik, der bevæger sig helt ud i de dramatiske kroge fra den mørkeste langfredag til den sejrrigeste påskedag.

Før vi når så langt er der en del forberedelse, for der er mange gudstjenester at holde styr på, og så har vi lige 3 konfirmationsgudstjenester i weekenden. Også en begivenhed, der er skøn at være en del af, selvom den beslaglægger en del af tiden, hvor resten af familien holder fri. Jeg nyder jo også, at de hygger derhjemme, kommer ned i gear og ikke skal tidligt op eller have smurt madpakker.

Og i morgen har jeg fri! Det skal nydes, og hvad er så næsten bedre end at tilbringe en forårsdag i Århus (undskyld, Aarhus…)? Det bliver en dag uden de store dagsordner andet end at gøre, hvad der falder mig ind. Om det så bliver skovtur, botanisk have, latinerkvarter, café eller strøgtur – eller lidt af det hele, det vil tiden vise… Uanset hvad, så glæder jeg mig vildt!

 

Rystende ABC

 

 

 

Hvor det tog mig flere måneder at tygge mig igennem Karen Blixens fortællinger, blev den næste bog slugt på under en uge.

Ikke fordi, det var rar læsning. Nej, Ida Jessens ABC er rigtig ubehagelig. Rystende og frastødende i sin beskrivelse af en skilsmisse, der er helt igennem frygtelig. Den begynder ellers med den klassiske sød musik, men hele vejen igennem aner man noget, der ikke er, som det skal være. Sårede hjerter, manglende kontakt med følelserne og stor mangel på evnen og modet til at sige fra er kendetegnende hele vejen igennem bogen. I en grad, så man får lyst til at tage affære. Til at sætte sin fod ned. Og til at lægge bogen fra sig, for man fornemmer derouten, der kun kan fortsætte. Men nysgerrigheden driver alligevel til at vende det næste blad. Og det næste. Det går næsten af sig selv, for bogen er let læst, men ikke let at fordøje. Den taler sit tydelige sprog om børn, der er offer for forældrenes magtkamp, om en lovgivning, der klart er til mødrenes fordel og udpeger tabere og vindere, og om manipulation, når den er værst.

Er det så en dårlig bog? Nej, bestemt ikke. Den er velskrevet, med en rammende dialog og gribende handling. Men mest af alt, fordi det er en vigtig historie at få fortalt.

So ein Ding muss ich auch haben…

 

 

 

Og jeg soler mig i hendes beundring, så længe jeg har en datter, der synes, at hendes mor har stil! Den sort- og discoelskende pige med den farveglade mor har flere gange ytret, at “når jeg bliver voksen, vil jeg også være vild med NoaNoa og alt det tøj, du har”.

Det skal nok vende, tænker jeg – og imens hygger vi os med vores næsten ens All Stars…

Boost!

 

 

 

 

Efter fire(!) dage uden kaffe (ja, altså pga sygdom – ikke nogen bevidst detox her!), er det som om, det ikke rigtigt smager mig. Mærkeligt, synes jeg, men jeg prøver med langsom optrapning, for uden kaffen ville jeg jo skulle passe min nattesøvn ;o)

Indtil da må jeg forsøge mig med andre stimulanser, for støvsugeren kalder, men efter dagens løbetur er det som om, popo’en ikke rigtigt vil lette sig fra sofaen…

En gulerod at bide i og et skud saft, friskpresset af gulerod, æble og ingefær må kunne gøre noget ved den sag. Om ikke andet, smager det meget mere fantastisk end kaffen…

Sommerligt…

 

 

 

Når nu koncerten i eftermiddag endte med at blive aflyst, skulle man da være et skarn, hvis man ikke kunne nyde sådan en foræringseftermiddag i haven.

Sikke en forårsdag, det har været!

Med frokost i det fri, stangtennis og kongespil, en morfar på et tæppe i solen, godt pakket ind for at være på den forsigtige side, årets første (og tiltrængte!) oprydning i bedene, duftende vasketøj i solen og lidt farve på de blege kinder.

Og scilla i hobetal. Mange, mange flere end sidste år – gad vide om de fortsætter med at brede sig så flittigt? De skal ikke høre for det fra mig, hvis de gør.

Downs and ups

 

 

 

Lørdag morgen stod jeg op efter en lang nats god og sammenhængende søvn, vaskede sengetøjet, gik i bad og kom ud som et (næsten) nyt menneske. Sundede mig lidt ovenpå så megen aktivitet og tog derefter ned i kirken for at øve til koncerten. Som i dag endte med at blive aflyst, fordi sangerens hals gør knuder. På den ene side lidt trist, fordi vi havde et godt program – jeg var sikker på, at det ville blive en god og meningsfuld koncertoptakt til påskehøjtiden, selvom om sygdom gjorde, at vi ikke var tip-top forberedte. På den anden side var det lidt en lettelse, for sådan en koncert kan også blive en småstressende affære, når forberedelsen har været mangelfuld. Og så må vi håbe, det lykkes en anden god gang.

Og så meget desto mere har jeg ikke fortrudt, at jeg endte med at holde fast i vores oprindelige planer for lørdag aften. Planer, der lød på liv og glade dage sammen med to andre vennepar og alle deres skønne børn. Aftensmad efter devisen alle-medbringer-til-eget-forbrug-og-tilsammen-giver-det-en-lækker-buffet. Hvorefter vi efterlod de 10 børn med film, guf og dyner (og selvfølgelig med de ansvarlige ældstebørn udstyret med mobiltelefoner, hvilket var helt unødvendigt, for sikke en fest, de havde!) – og begav os til koncert på Fermaten, Hernings rytmiske spillested.

Til Fallulah-koncerten, selvfølgelig, som vi har haft billetterne klar til i ugevis. Fik jeg nævnt, at min fætter spiller i hendes band? ;o) En stor del af familien troppede op til koncerten, og hvor var det hyggeligt med spontant familietræf på Fermaten. Det er ikke så tit, det sker!

Fallulah – hun var bare god! Kanon!! Og bandet, selvfølgelig! Jeg er totalt skudt i musikken, i hendes stil, hendes energi, nærvær og intensitet. Knap så begejstret måske for alle de koncertgængere, der havde mere travlt med at snakke, selv da Fallulah bad om lidt ro til den stille og indadvendte “Use it for good”. Hvad sker der lige for det?? (Og ja, jeg ved godt, at 720 mennesker til en koncert vil give lidt støj i krogene, but still…)

Men det skal ikke ødelægge indtrykket af en aften, der bare var lige i øjet. Og Fallulah? Hun roterer i hjernevindingerne konstant! Især denne:

 

Lettere vissen…

 

 

 

Udsigten er køn her fra min plads i sofaen. Selv om perlehyacinterne er afblomstrede, synes jeg stadig, de er yndige.

Men meget andet positivt er der ikke at sige om de sidste par døgn, hvor en omgangssyge har fældet mig. Det skulle da lige være, at det lykkedes mig at få afløsere til de forpligtelser i kirken, jeg ikke kunne aflyse eller udsætte, at jeg har et trygt og dejligt hjem, hvor jeg kan ligge og komme mig, cola i læssevis, og en dejlig familie, der holder skuden i gang, en mand, der tager i byen med børnene for at købe de sko, jeg havde lovet dem, og i det hele taget pusler om mig.

At jeg så i løbet af de sidste dage skulle have øvet max, både selv og med den sanger, jeg skal give koncert sammen med på søndag, prøver jeg at lade være med at tænke for meget på, selv om det er svært. For det stresser mig. Og der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det – det må bare gå så godt, som det nu kan. Øv.

Og så krydser jeg fingre for, at jeg kan være bare lidt på benene i morgen. Og ikke mindst i overmorgen…

Forandringer…

 

 

 

Jeg er kommet til et nyt land.

Var på en måde forberedt på flyttet – og alligevel kommer det som en overraskelse. Jeg har gået og joket med, at vi snart skulle hertil, men vidste ikke, at det ville ske så hurtigt, så jeg er blevet en smule forskrækket og skal lige finde mine ben.

Landskabet har forandret sig brat. Det virker velkendt, men er alligevel meget anderledes end det, jeg kender – smukt – og meget bakkerigt og afvekslende.

Jeg kender ikke vejene her, så jeg må prøve mig frem. Jeg fornemmer, at man må fare med lempe – ikke alt kan man sige. Sproget er en smule anderledes end det, jeg kender -  ikke alt bliver forstået, som jeg mente det, og jeg forstår ikke alt, der bliver sagt. Men jeg øver mig, for jeg skal jo lære det – og fornemmer, at der venter mange gode stunder her, hvis jeg bare gør mig umage.

Jeg kommer ikke tilbage til det land, jeg kendte, og det volder mig ind imellem en smule vemod. Måske især fordi jeg ikke føler, jeg fik sagt rigtigt farvel. Pludselig var vi bare landet i det nye land. Ind imellem får jeg glimt af landet, vi kom fra, og bagagen er fyldt af gode minder, så jeg føler mig godt rustet til at tage det nye land til mig, at gøre det til mit i den periode, vi er her.

Der er meget godt at lære, og jeg fornemmer, at det nye land vil udvikle mig som person – så jeg starter min opdagelsesrejse med åbent sind, og håber at blive modtaget med samme. For selvom jeg er ny her, føler jeg alligevel, at jeg stadig har meget at give af, selvom jeg netop der skal gå forsigtigt frem.

Mange har været her før – jeg selv havde også min faste bopæl her for år tilbage, og jeg ved, at det vil hjælpe mig at huske tilbage på, hvordan jeg havde det med det, selvom meget er forandret siden da. Jeg ved også, at folk har det meget forskelligt med at opholde sig her i landet – for nogle er det mareridtsagtigt, for andre en spændende og øjenåbnene rejse. Jeg håber på det sidste, og tror på, at forandringsparathed og villighed til at lære vil være med til at gøre opholdet godt. Heldigvis har jeg også en dejlig rejsefælle med mig, som er god til at gøre mig opmærksom på, hvis jeg forvilder mig ad en forkert vej.

Vi tager hinanden i hånden og begiver os på sightseeing i det nye land.

Teenage-land.

Topnice!

 

 

 

- Skal du gå med dem??

- Ja, det har jeg da tænkt mig, Emil – hvorfor?

- … De er bare sådan… moderne. Du plejer mest at gå i damesko.

 

Ta’ den!!!

 

Ikke desto mindre har jeg længe drømt om et par All Stars, og så var det da en fryd at smutte forbi Fakta på vej til kirke i morges, lægge 279 kr. ved kassen og fryde mig over mit kup.

Hvem ved, om lidt begynder jeg også at slynge om mig med udtryk som nederen, nice og konge… ;o)

Flad og høj

 

 

 

 

Jep, det er mig, der sidder der på yndlingspladsen. Foreviget af Emil, der så sit snit, mens han var så sød at hente kameraet til mig.

Flad og brugt, men samtidig høj og fyldt med energi. Det er vist sådan, jeg har det i al dobbelthed efter en dag sammen med 100 børn, en flok korledere, og den mest inspirerende instruktør, jeg til dato har oplevet.

Jeg har været til korstævne. Som arrangør og lidt alene på posten havde jeg det lidt ambivalent med dagen på forhånd, for ansvaret og arbejdsbyrden kan føles tungt, når det bæres alene. Men selvfølgelig var jeg ikke spor alene, da dagen først blev skudt i gang. En flok søde korledere stod nærmest på spring for at tage deres tørn, og alting forløb glat og helt efter bogen.

Og instruktøren – hun er et kapitel for sig. Susanne Wendt, dirigent for DR SpireKoret, DR BørneKoret og DR JuniorKoret. Et energibundt uden lige. Med en glæde ved musikken, der smitter ud over alle grænser. Med et væld af idéer, og med en tilgang til børnene, der er vildt imponerende og inspirerende. Med humor, dans og bodypercussion blev sangene leget ind, klangene blev pudset af, det indre øre fik en god gang træning, og børnene nød det!

Og vi nød det fantastiske vejr, der indbød til pauser i det grønne, løb på plænen og sol på kinderne. Det kunne ikke være mere perfekt!

Og jeg kunne ikke lade være med at bruge en halv time i haven med beskærersaksen i hånden, da jeg kom hjem. Inden aftenen sneg sig ind på mig, og de sidste kræfter var brugt op.

Nu er jeg bare træt. Glad og træt. Det er helt i orden.