Fra mig til mig…

 

   

 

Den har faktisk været længe undervejs…

Tidsoptimist som jeg jo er, tænkte jeg, at sådan et par sekskanter måtte være hurtigt hæklede.

Men ret beset skal der en hel del til at dække en pude på begge sider. For slet ikke at tale om sammensyning og kanten, der også tog en del tid…

Så puden, der blev påbegyndt i foråret, nåede at opleve det meste af en sommer, før den var tæt på færdig. Og når det nu var kommet så vidt, besluttede jeg, at det sidste måtte vente, til den var landet i mit nye hjem.

Dermed blev den min helt egen indflyttergave – fra alle mig til alle mig.

Og jeg blev glad for den!

 

 

Facts:

Den er hæklet i helt almindeligt bomuldsgarn – hvad restekassen gemte…

Opskriften på hexagonerne har jeg fra Liselotte.

Puden måler 40 x 40 cm.

 

En ret linser…

 

 

 

Jeg begynder allerede at ane et mønster, hvad min madlavning angår. For der er ikke meget ved at lave mad, jeg ved, jeg kun selv kan lide, når børnene er her. Så det vil uundgåeligt blive de mere børnevenlige retter, der er på menuen i de uger. Til gengæld kan jeg eksperimentere så meget, jeg vil i de andre uger. Al den slags mærkeligt sammenrodede mad, der ikke står højt på børnenes hitliste.

Men meget højt på min.

F.eks. denne salat, der ikke engang tager lang tid at lave…

Linser, æble (jeg er glad for, at jeg fik lidt med fra haven..), cherrytomat, agurk, rucola – vendt med hjemmelavet pesto.

Såre enkelt. Såre godt.

Ro…

 

 

Den første uge i mit nye hjem er snart gået. En meget blandet buket af dage med tid og ro til at komme på plads og finde mine ben, og fyldte dage, der er sust forbi. En blandet buket af glæde, tårer, frustrationer, opgaver – men allermest glæde.

Følelsen af at gå her i mit nye hjem og pakke ud, indrette, skabe nyt, se fremad og mærke, at det er mit – er helt ubeskrivelig.

I morgen lander børnene her – og lige så meget som jeg har glædet mig over at have tiden og roen for mig selv – så meget mere glæder jeg mig til få dem hjem. Og til at gøre alt hvad jeg kan, for at det også må føles som et godt hjem for dem.

Hjem…

 

 

 

Den første pelargonie er flyttet ind.

I løbet af den næste uge følger resten af det, jeg nu kan kalde mit.

Mange brikker begynder at falde på plads, og efter en lang periode med en følelse af rodløshed, kan jeg blive totalt høj ved tanken om, at der står en lejlighed klar og venter på, at jeg gør den til mit hjem.

Om det bliver for kortere eller længere tid, ved jeg endnu ikke. Pladsen er lidt trang, men det betyder mindre, for der er hyggeligt og rart at være.

I dag var børnene med for at tage det, der også i en del af tiden bliver deres hjem, i øjesyn, og vi indviede lejligheden behørigt med hygge og Minotaurus-spil midt på det tomme stuegulv.

Jeg er fuld af fortrøstning og glæder mig meget til at skabe gode rammer for et nyt kapitel.

Storm

 

 

 

Jeg har længe gået om den varme grød.

For det indlæg, jeg nu må skrive, er ikke et af de lette. Ikke et af den slags, hvor ordene bare flyder og snubler over hinanden for at nå frem.

Men det skal skrives. Bloggen kan ikke bare fortsætte som om, intet var hændt. Selvom jeg ikke udstiller alt her, afspejler bloggen en stor del af mit liv, og mit liv er ikke længere som det var.

Ikke nødvendigvis dårligere – faktisk tror jeg selv på, at der er rigtigt meget godt, der venter mig i mit nye liv; men det tager tid at lande på benene efter det stormvejr, der har været forbi – og stadig raser.

Brian og jeg er ved at blive separeret.

Mange – rigtigt mange praktiske ting mangler at falde på plads. Meget er kaotisk lige nu. Men praktiske ting kan løses, selvom det tager tid og kan være frustrerende og føles temmeligt håbløst, når løsningerne ikke kommer let. Værst er det selvfølgelig at mærke børnenes uforståenhed og sorg over et valg, der ikke er deres, men i høj grad påvirker deres liv og hverdag. En kæmpe opgave er det at bære dem så godt igennem, som det er os muligt. At rumme dem og deres reaktioner. At vise dem, at vi er der for dem. Og ønsker at favne dem. Også midt i dette kaos.

Ikke alle dage raser stormen lige voldsomt. Der er stadig solskin og glæde i mit liv. Og jeg har troen på, at livet vil byde os alle lys og varme – og med tiden også stilhed efter stormen.

Toscana–et dejligt gensyn (advarsel: billedspam…)

 

 

 

Lige midt imellem Poggibonsi og San Gimignano, op ad en snoet bjergvej så langt, man tror, man kan komme – og så lige et stykke længere… Her ligger Casaglia, en lille perle af en by bestående af 4 huse, hvoraf en del af det ene dannede ramme for vores to uger i det skønne Toscana.

Et dejligt gensyn med landet, vi stiftede første bekendtskab med sidste år – og forhåbentligt vil jeg have mange gensyn endnu tilgode…

Kameraet var en flittig rejseledsager – her har jeg med hård hånd udvalgt bare et lille udpluk (og lad mig allerede nu advare om, at det ikke er så lidt endda… ;o))

(Hvis man fører musen hen over billedet, kommer der lidt undertekster frem…)

 

Højt at flyve…

 

 

 

Thomas, min gode kollega og dirigent for Kammerkoret NEMO, hvor jeg i fritiden udfolder min sangstemme, er passioneret svæveflyver. Så hvad var mere oplagt end at henlægge korets sommerafslutning til flyvepladsen, hvor alle, der havde lyst, kunne få en tur i det høje.

Den chance kunne jeg selvfølgelig ikke lade gå fra mig – og det var SÅ fedt!!! Jeg er stadig lidt flyvende…

Yndlingsmad…

 

 

 

Hjemmebag, friskost, jordbær… MUMS!