Her går det godt – send flere penge…

 

 

 

I lørdags var flyttedag, vi malede til det sidste, og blev så færdig, som jeg nu har besluttet at ville være. Min malelyst er blevet stillet for denne gang – så selvom man godt kunne finde flere flader, der kunne trænge, hvis man kiggede godt efter, er det ikke værre, end at jeg sagtens kan finde andre steder at lægge mit fokus.

Som altid er sådan en flytning temmeligt energikrævende, men alting er gået så godt, og jeg nyder at gå og finde mig tilrette her. Faktisk går jeg og bliver helt høj over, at dette nu er mit hjem. Jeg er flyttet fra de mest fantastiske naboer, og det bliver et savn. Men heldigvis er jeg jo ikke flyttet længere væk, end at vi stadig kan holde kontakten.

Og mit nye hjem er skønt. Her er lyst og rart, her er rigeligt med plads, og her er have. I dag har jeg fri, og mens jeg tømmer den ene kasse efter den anden, går jeg og glæder mig til min yndlingssøster om lidt kommer fra Sjælland for at gøre mig selskab i et par dage.

What’s not to like? :-)

Udsigt…

 

 

 

Ikke en hvilken som helst udsigt, men den der er min, mens jeg går i huset og maler. Den der snart bliver min hver dag. Og den, jeg vil bevæge mig ud i, når jeg har lyst til at gå ud i min have.

Jeg glæder mig meget til at flytte. Samtidigt med, at det er lidt mærkeligt at gå og pakke igen. Selvom jeg ikke har boet i lejligheden så længe, kan jeg ikke undgå at slå rødder, hvor jeg har hjemme. Og dette var mit første helle i en turbulent tid. Mit helt eget fristed. Det var et godt sted.

Men det bliver endnu bedre at få et fristed med plads til armbevægelser, børn og gæster. Og have…

Glæder på en onsdag…

 

 

 

Min fantastisk smukke amaryllis blomstrer nu for anden gang.

Maleriet skrider jævnt frem, og flyttetanker fylder mig med spænding.

Weekenden nærmer sig – og byder på en lille sviptur til København og hygge sammen med skønne veninder, jeg ikke har set længe.

Og jeg sidder i varmen med min morgenkaffe og tørrer efter dagens første, våde cykeltur. Nu lysner det, og med lidt held er regnen stilnet af, inden jeg for alvor kaster mig ud i arbejdsdagen.

Glædelig onsdag til jer!

Alt godt fra køkkenskabet…

 

 

 

For første gang i noget, der føles som meget lang tid, har jeg lavet mad, bare til mig selv. I kategorien en-gang-rode-sammen-mad-der-nok-ikke-falder-i-børnenes-smag og derfor ikke er på menuen, når de er her.

Lavet ud fra devisen: hvad har jeg i køkkenet, der trænger til at blive spist? Sådan kan jeg altså godt lide at lave mad. Især når det ender godt ;-)

I skålen er:

- 4 rødbeder, skåret i stænger, bagt i ovnen med olivenolie og et snittet fed hvidløg

- 1½ dl kogt perlespelt

- en håndfuld tørrede abrikoser, skåret i små tern

- et æble, der har fået samme behandling

- 1 gulerod, strimlet med en skrællekniv

- det hele vendt i en dressing af olivenolie, æblecidereddike, akaciehonning, timian, flagesalt.

- drysset med en håndfuld ristede græskarkerner.

 

Og så var der endda også til madpakken…

Legetøj…

 

 

 

Jeg leger. Udforsker. Lærer nyt. Prøver mig frem…

Mit kamera ser ud som om, det har tænkt sig at opgive ævred. Jeg var lige ved at prøve at indstille mig på at leve med mit mobilkamera, der har sine åbenbare begrænsninger. Og ville efterlade bloggen endnu mere hensygnende, end den er i forvejen.

Men igen er jeg utroligt priviligeret og har fået et til låns. Et kæmpe monstrum, der levede et hengemt liv, og nu boltrer sig her.

Jeg skal bare lige lære det at kende.

Men se, hvad det allerede kan. Hvilken dybde…

Til gengæld kræver det sit at fragte det, og derfor bliver det vist mest herhjemme, det vil slå sine folder. Så årets nytårsbillede blev af min forret. Den var til gengæld også god. Og spist rub og stub. Sådan en lakseroulade kunne man godt lave igen en anden gang. Den er vitterligt lige så god, som den ser ud. Selv med nyt kamera!

Forventninger og forandringer…

 

 

 

Mere end ved noget andet årsskifte har jeg denne gang følelsen af et blankt stykke papir, der ligger ubrugt foran mig.

Jeg bliver nærmest høj af forventninger til det nye år. Samtidigt med, at jeg kan blive helt sammenknuget ved tanken om de udfordringer, vores nye livssituation byder mig og mine nærmeste. Som det humørsvingende menneske, jeg nu er.

Nytårsaften blev fejret i en stor flok af skønne mennesker, der alle var med til at gøre aftenen festlig og dejlig, både for mig og mine børn. Hold op, hvor vi nød det!

Nu nyder jeg stilheden og tankerne om alt det, der ligger foran mig.

Jovist tænker jeg da også tilbage. På et år, der bød på rutcheture og omvæltninger, der havde været undervejs i lang tid. Men alt det har jeg været omkring så mange gange, og nu vil jeg se fremad i forventning mod et helt nyt år.

Et år, hvor vi stadig skal øve os på at finde vores ben. Finde rytme og hverdag i vores nye liv.

Et år, der allerede fra første måned byder på nye forandringer. Jeg er så utroligt priviligeret at kunne leje mig ind i et hus, hvor der er rigeligt med plads til mig og børnene. Sidst på måneden rykker vi ind, og fra på lørdag påbegynder vi malerarbejdet.

Jo jo, vi har ikke planer om at kede os lige foreløbigt… :-)

Halvhelligdage

 

 

 

Her er julen ingenlunde slut endnu. Børnene er landet, vi har vendt de forgangne dage med hinanden, vist gaver, pakket lidt flere op, hygget, kildet, gættet gåder og spist konfekt og småkager.

De næste dage er næsten helt uden program, men med masser af planer om hygge, nærvær, fred og ro.

Hvor skal det gøre godt!

(Julekrybben er ikke bare en hvilkensomhelst – den er en gave fra min lillebror – som tog den med fra Jerusalem for nogle år siden. Og jeg er så glad for at have den her efter deling af al stadsen…)

Glædelig jul

 

 

 

En stille juledags aften, helt for mig selv, men aldrig helt alene.

Mange blandede følelser og tanker myldrer rundt i mellem hinanden, mens jeg lander ovenpå en dejlig juleaften. Jeg sidder og giver dem alle plads, og nyder at jeg har tiden og roen til det.

Men mest af alt er jeg fyldt af taknemmelighed. Jeg har stadig så meget at sige tak for, så meget varme og kærlighed omkring mig og al mulig grund til glæde.

Rigtig glædelig jul til jer, der kigger forbi her.

Glædelig mandag

 

 

 

Billedet er ikke fra i dag, for solen er knap stået op endnu.

Men det er sådan, jeg har det indeni. Fyldt med solskin, varme, taknemmelighed, forventning, fred og glæde.

I dag er en dejlig dag!

Glædelig mandag til jer.

Lucia

 

 

 

Havde jeg haft et kamera, der kunne hamle op med morgentusmørke, havde et glimt af optoget måske været foreviget – men søde var de nu også, da de bagefter stillede op til fællesfoto.

Mange steder har piger og drenge sunget for Santa Lucia i dag – men det bedste Lucia-optog er selvfølgelig det med eget afkom. At de også sang smukt gjorde jo kun oplevelsen endnu bedre, og selvom jeg har set mange Lucia-optog gennem årene, smeltede jeg en smule indeni, da jeg så Freja koncentreret og stolt komme gående trods den mavepine, jeg vidste knugede i hende.

Forberedelser

 

 

 

Vi juler i glad forventning.

Mine forventninger i år er temmligt meget anderledes, end de plejer – for min jul vil for første gang i alle mine år som mor, være en jul uden mine børn.

Det er selvfølgelig en mærkelig tanke for os alle, men jeg har besluttet mig for, at jeg vil glæde mig til jul på trods. Jeg ved, at børnene vil have det godt, hvor de er, og der er familie omkring mig, der sørger for, at jeg er i rigtigt godt selskab. Og så vil vi nyde alle de decemberdage, vi har sammen, både før og efter juleaften. Og vi hygger med pebernøddebagning, julekalender, lys og alt hvad der nu hører sig til. Alt det, der stadig gør december lys og varm.

Vinterbarn

 

 

  

 

Tænk, det er allerede snart en uge siden, det var 1. december.

Og det var, som jeg skrev, en ganske særlig dag.

En dag, der begyndte med den smukkeste solopgang i rimfrost, og sluttede med det fineste snedrys. En dag, som fra start til slut blev tilbragt sammen med den dejligste søskendeflok og de dejligste børn, jeg kan tænke mig.

Dagen var min fødselsdag - og hvor var den skøn!

 

 

Det var også en dag med tårer og snakke, der graver dybt, men det skal der også være plads til, for det gør så godt. Det er så meget værd at kunne dele både glæder og sorger, bekymringer, grin og gas, og jeg er så taknemmelig for den flok, jeg fik lov at dele dagen med.

 

 

Siden har dagene skruet op for tempoet, og stille enetid har der ikke været meget af – men dagene går godt. Og snedrysset er her endnu. Som det vinterbarn, jeg er, kan jeg ikke forestille mig noget bedre vejr end det, vi har lige nu. I hvert fald ikke på denne årstid…