Tø

 

 

Nu er jeg ikke kendt for at være stille særligt længe ad gangen, så det må vist være pause nok for denne gang… ;o)

Freja havde lidt ondt i maven i morges (uden dog at være rigtigt syg) – jeg havde et stort behov for øve orgel, før en koncert, jeg skal spille på torsdag (og Brian havde vigtige møder). Så vi indgik et kompromis – Freja blev sendt i skole, jeg skyndte mig hen for at øve superkoncentreret i kirken – og så måtte de ringe efter mig, hvis mavepinen blev værre. Det gjorde den ikke, så jeg har fået øvet supergodt, og er helt høj over det. Til gengæld lovede jeg at hente Freja lige efter skole, så nu har vi en lang, skøn eftermiddag herhjemme. En ren win-win-løsning.

 

 

Da vi kom hjem, tog vi kameraet med om i haven for at kigge efter spirer. Dem fandt vi nu ingen af, men masser af spirende forår var der i luften, som pludseligt er helt anderledes mild. Snegrænsen flytter sig langsomt, men sikkert – man kan begynde at ane lidt af jorden under buskene hist og her.

 

 

Soppende krukker blev tømt for vand, lidt affald blev taget med, og midt i det hele opdagede jeg en smule kriblen i fingrene. En vågnende interesse for haven – jeg havde næsten troet, at den aldrig ville vende tilbage, men den har bare sovet sin vintersøvn, og nu ved jeg, at den vender tilbage med fuld kraft en skønne dag.

Jeg må vist hellere få bestilt nogle sommerblomster…

 

Pausebillede

 

 

Jeg er her endnu – gør mit bedste for at hægte mig på hverdagene, der flyver afsted. Og de flyver godt, levner bare ikke så meget plads til udenomsting…

Det drypper fra tage og træer, isen, der gjorde livet usikkert i morges, forsvandt i løbet af dagen – men ord drypper der ikke så mange af.

Derfor dette pausebillede, indtil ordene igen kommer dryppende…

Brunkulslejer i sol

 

 

Gårsdagens udflugt gik til Søby Brunkulslejer – et meget naturskønt område, der sikkert også er et besøg værd på årstider, hvor man kan se, hvad snemasserne gemmer, og hvor museet er åbent.

Det må vi have tilgode – i går nød vi bare solen og alt det hvide. Foretog op- og nedstigningen til udsigtspunktet via en trappe, der med måneders sne og is, nærmere var blevet til en kælkebakke – en god udfordring for en sneglad ekspedition, der var glad for at få kadaveret rørt.

Og se, hvad vi fandt deroppe …:

 

 

Fødselsdagsmiddagen…

 

 

… var i al beskedenhed fantastisk!

Når man har fødselsdag, skal man ikke trækkes med at stå i køkkenet, hvis man ikke har lyst, så jeg sprang ind fra højre midt i Brians maduger, og tillavede et festmåltid efter fødselarens ønsker, af allerede indkøbte råvarer – og springer tilbage i sofaen resten af ugen. En god ordning, synes jeg.

Omdrejningspunktet i enhver herremiddag er kødet, har jeg lært, og aftenens kødindslag var oksetournedos, af en mørbrad fra fryseren, skåret i lunser og omviklet med bacon. Stegt på panden, så de var lækkert røde og saftige indeni. Bagefter blev panden kogt af med kalvefond (hjemimporteret på glas), vand og portvin – tilsat gastrik (det hemmelige sauceingrediens, som jeg lavede for et par år siden, og har brugt flittigt siden…), saucen blev kogt ind og tilsat fløde, rørt med lidt maizena, kogt lidt mere ind og smagt til med salt og peber – et voila – en ganske god portvinssauce, hvis jeg selv skal sige det (fik dog ikke den ære at komme med på billedet)!

Kødet blev flankeret af hasselbackkartofler, bagte rødløg og bagte gulerødder (vendt med olie og hakket hvidløg, drysset med birkes og ind i ovnen. Derefter stænket med balsamico) og appelsinsalat – appelsinskiver, hakkede calamataoliven, hakket chili og lidt piskefløde henover herligheden – ganske enkelt og meget lækkert (de to sidstnævnte er set i Suveræne Succeser).

Forårsfornemmelser

 

 

Når foråret ikke kommer til mig, må jeg trække foråret indendøre. Med min skønne blomstrede bakke, kulørte lys, små sprøde perlehyacinter og en lille gæsling, jeg fik af Freja, kan mine fornemmelser få liv – jeg glæder mig stadig over sneen, men trænger snart til farver og spirer, og kan mærke længslen vokse med det tiltagende solskin og tøvejr.

I dag er det Brians fødselsdag – gæsterne får han først i næste weekend, og i dag er reserveret til familiehygge. Vi er startet godt med morgensøvn, gaver i sengen og et bugnende morgenbord.

Om lidt vil vi begive os ud under den blå, blå himmel – i det mest fantastiske solskinsvejr vil vi gå os friske og glade, og resten af dagen vil vi hygge os herhjemme.

Det skal nok blive en rigtig god dag.

Familiegalleri

 

 

Efter at have boet her i snart 9 måneder, må det vel være på tide at tage en dyb vejrtrækning, lukke øjnene og slå huller i de nymalede vægge. Det er dog ikke de første, men sådan et familiegalleri kræver mange huller, og det har været svært at tage en beslutning om, hvor de skulle hænge. Især, når man ikke hører til den kategori, der gør særligt meget overilet…

Jeg er ikke vild med at håndtere boremaskine og det, der er værre – men hammer og søm kan jeg lige klare (uden særligt mange buler i væggen…). Derfor var der ikke langt fra tanke til huller i væggen, da vi endelig fik taget en beslutning.

Jeg er godt tilfreds med placeringen, og det gør godt at have mine kære som fluer på væggen igen. Ved siden af galleriet skal der hænge en væglysestage, men det kræver boremaskine, så det bliver ikke i dag…

Dejlige feriedage

 

Vi har haft nogle skønne dage med familie og venner. Dage med tid og ro til snak, afslapning, håndarbejde og leg med børnene. Med gåture i den frostklare luft, med god forplejning og ikke mindst – godt selskab.

Nu nyder vi at være hjemme igen, vi landede i går aftes, og turen gennem det snepyntede landskab gik helt uden problemer.

I dag er der god tid til at lande, pakke kufferter ud, vaske tøj, rydde lidt op hist og her, hygge sammen og hver for sig, måske en tur på biblioteket, og gerne et par pinde på strikketøjet.

Lapperne er endelig blevet færdige. Lige nu roterer de i maskinen, for de er lidt løse i kanterne, og jeg håber at lidt pres kan rette op på det, inden de bliver hæklet sammen, og kan pryde vores puf. Jeg glæder mig meget til at se det færdige resultat.

 

 

 

Og så er der strikketøj på pindene igen – skønt. Det er igen Elvira, men denne gang som voksen, der står for tur, og jeg er endnu engang helt vild med det farvespil, der er i garnet fra Holst. Det garn får gerne en fast plads i mit lager!

Ferielukket

 

 

Når sådan en buket roser afblomstrer, kan jeg ikke få mig selv til bare at smide den ud. Jeg synes næsten, blomsterne er endnu smukkere i tørret tilstand, så jeg glæder mig over de afklippede hoveder, der får lov at pynte i en lille asiet…

Gudstjenesten i formiddags var en festlig fastelavnsgudstjeneste med salmedans ved børnekoret, udklædte børn, tøndeslagning og fastelavnsboller efter gudstjenesten. Musikken, jeg havde valgt til indledning og afslutning (præ- og postludium), var i den mere “skæve” ende, jazz til præludium (en lækker swingversion af en sang, jeg kender fra min barndoms søndagsskole, Tak Gud, for hver en nyfødt morgen), og fransk umba til postludium, som jeg har moret mig med at indstudere i de sidste par uger. Sidstnævnte har jeg fundet på youtube, dog i en noget ulden optagelse, så en del af detaljerne fortaber sig – men lyt med, hvis I har lyst:

 

 

Og hermed er min ferie indledt. De næste dage bliver stille på bloggen, for vi vil hygge os sammen med familie og venner, og det er lige, hvad jeg trænger til.

Huset er rengjort, symaskinen er pakket væk – sågar juletræet er røget ud i kulden, og vi er klar til afslapning og hygge i godt selskab!

Ha’ en dejlig uge!

Klar til fest

 

   

 

Emils kostume har nu været klar længe og allerede brugt ved flere lejligheder.

Det har været et nemt projekt, for det startede med, at han manglede bukser. Og da H&M ikke havde et tilfredsstillende udvalg af camouflagebukser eller det, der bare mindede om, tilbød jeg at sy ham et par. Opskriften er den samme som sidst, og jeg er sikker på, at bukserne vil blive lige så skattet, som de gamle stadig er.

Det var Emil selv, der fik den idé at bruge dem til fastelavn, og da det lød som et let løsning for mig, var jeg ikke den, der protesterede…

 

 

Og lad mig så straks korrigere mig selv – jeg har vist luftet, at han skulle være antiterroragent – og det er jo helt misforstået. Det er antiterrorsoldat, han er – og en sej en af slagsen. Udstyret, bortset fra bukserne, er hentet fra lageret på drengeværelset, der til forveksling ligner et mindre militærlager (dog med noget mere rod…)

 

 

Freja er stinkdyr – hun er meget glad for dyr, og har tidligere været både kat og leopard, alle i hjemmesyede kreationer. Der går dog så lang tid mellem hver gang, at det ikke lykkes mig at lære af tidligere erfaringer. F.eks. så som at starte i god tid. Og jeg må indrømme, at jeg synes, dragten bærer en smule præg af at være færdiggjort efter, at min træthedsgrænse var nået.

Dragten er syet i fri stil – et par af Frejas bukser og en trøje blev lagt på stoffet for at have lidt at måle ud fra, og så sjussede jeg mig ellers frem – fordelen ved at sy i pels er, at ingen kan se syningerne, så det betyder ingenting, hvordan de lige snor sig.

Det var Frejas klare ønske, at dragten skulle være med luffer, så man ikke kunne se, at hun havde rigtige hænder. Jeg løste det ved at sy et par luffer på, der har åbning under hånden, lidt ligesom på babyflyverdragter (sådan som jeg husker dem…).

 

 

Halen voldte mig lidt kvaler – hvordan skulle man få sådan en flot busket hale, der sidder på dyret (og især Disney-versionen, som datteren havde i tankerne). Jeg løste det ved at sy en tyk pølse, nærmest bladformet, som jeg derefter fyldte med pelsrester (pudefyld havde måske været et bedre valg, men når man laver sådan en dragt efter lukketid, må man ty til forhåndenværende midler). Efter at have syet hvid pels på hale, ryg og hovede, riede jeg halen fast på ryggen, så den vendte opad. Det bevirker så, at hætten trækkes lidt bagover, så den sidder ikke så langt fremme i panden, som hensigten var. Men alt dette er småting, som vist ikke betyder det store for Freja – og så længe hun er tilfreds, er jeg det også.

 

Efter en laaang dag ved maskineriet…

 

 

 

Det endte faktisk med noget, der ligner et stinkdyr.

Men det holdt også hårdt! Ikke at projektet har drillet mig, det er egentlig gået fint derudad – men det har det bare med at tage længere tid, end jeg lige forestiller mig. Ellers også har jeg det bare med at komme for sent i gang.

Og alligevel siger jeg år efter år, at jeg da snildt lige kan sy… hvad-de-nu-finder-på… til årets kostume.

Og jeg ved godt hvorfor. Det er jo fordi, jeg elsker, at de får fantasien i gang og finder på noget andet end supermarkeds- og legetøjsbutikkernes seriefremstillede superhelte og prinsessekostumer. Og fordi jeg gerne vil støtte dem i at gøre dagen til en fest og komme i en udklædning, de bliver glade for, og som holder til mange timers leg bagefter, og ikke kun lige til fastelavn.

Derfor gør jeg det igen – år efter år.

Og nu vil jeg klappe mig selv på skulderen og nyde en velfortjent kop kaffe!
(Jeg håber at få skudt billeder af børnene i deres udklædninger i morgen…)

Læg hovedet i blød, og fyr op under symaskinen…

 

 

Og det skal så blive til et stinkdyr… hmmm…

Det er godt, det først er i morgen, det er fastelavn…

Den er god nok…

 

 

Brødrene Price er tilbage! Gæt hvem, der sidder klar ved skærmen på tirsdag… (eller nok nærmere ved net-TV, når en ledig stund byder sig).

Og for dem, der ikke kan se DR2, er der ikke længere nogen undskyldning – Adam og James er blevet forfremmet, eller noget… og vises denne gang på DR1. Betragt dette som en servicemeddelelse.