søndag den 14. september 2008

Æbler med smuldredej

 


Gode, danske æbler, skrællet, skåret i både og ned i et fad. Drysset med kanel.

Smør, mel, sukker og mandler, blendet groft, ovenpå æblerne.

Ind i ovnen.

Toppet gavmildt med creme fraiche eller flødeskum.

Perfekt til eftermiddagskaffen til min moster og mormor, som fornøjede os med deres besøg i dag. Min mormor er heldigvis stadig så frisk, at hun gerne tager turen fra Holstebro til Herning, hvis bare hun har en chauffør med. Og vi glæder os over at få deres besøg. Brian glæder sig også over stilheden, når de er taget afsted igen. Vi er vist en værre flok høns at lægge ører til...

De kolde facts til æblekagen:

6 æbler
1½-2 spsk kanel
60 g smør
2 dl mel
1 dl sukker
2 dl mandler

Bages v. 200 grader i ca. 25 min.

5 kommentarer:

  1. Ja, den er lækker, sådan en kage :-) men jo også usund.....

    Knus fra Pia

    SvarSlet
  2. Jeg forbryder mig med anstand, Pia :o) Sunde kager er sjældent rigtig gode...

    SvarSlet
  3. Hej og unskyld jeg sådan henvender mig, men jeg fandt din opskrift på Æblekage med smuldredej på nettet og bagte den igår og det gik helt galt.
    Tror det er første gang en opskrift mislykkes helt for mig. Så så jeg du linkede din mail på siden, og vover at skrive.

    Denne kage bagte i 55 min på 200 grader, før overfladen tog bare lidt farve fordi nærmest hvidt mel lå ovenpå. Og kagen var så sød, at ingen af os kunne spise den.

    Hvad kan være forkert ? Efter min mening skulle der mindst have været det dobbelte vægt smør i, eller sukker og mel målene i dl er for meget ?

    Kunne du være sød at hjælpe mig inden jeg forsøger igen. Måske har du erfaring med det er mislykkedes for andre.

    

    SvarSlet
  4. Hej dille2 - det er da helt i orden, du henvender dig - det er altid velkomment :o)

    Det er ikke en kage, der bliver meget mørk på toppen, men hvis du har blendet smør, mel, sukker og mandler sammen, er det jo ikke rent mel på toppen, og derved får den lidt farve.
    Hvis man bruger mere smør, får man bare en mere fed kage.
    Hvor sød den bliver, kommer også an på, hvilke æbler, man bruger. På denne årstid er udvalget jo lidt småt, og æblerne er ret kønsløse - men når æblesæsonen rigtigt kommer i gang, kan man jo gå efter de syrlige æbler. Jeg selv sværger meget til cox orange, fordi de er så krydrede i smagen.

    Og så må man jo bare sige, at smag og behag er forskellig - så prøv dig lidt frem, skær ned på sukkermængden, hvis du ikke er til for sød en kage. Jeg kan også godt lide at tilsætte havregryn, det giver lidt bid.

    SvarSlet
  5. Tusind tak fordi du gav dig tid til at svare, der var så meget mel, at det var svært at få fedtstoffet til at suge det og ved at gå på jagt efter lign opskrifter bruges der 125 gram smør til de andre mål. Men din opskrift lød bare så nem.
    Mange tak.

    SvarSlet