Rystende…

 

 

 

Regnen siler ned og gør hurtigt kål på det sidste snepynt. Trist synes jeg, godt synes andre. Jeg gør mig ikke forhåbninger om forårsvarme, grønne knopper og fuglekvidder på denne årstid – det bliver skønt, når tid er, men når det er vinter, drømmer jeg om frost og ikke grå og våde plusgrader.

 

 

Det er vi åbenbart flere om at bestemme, så indtil videre må jeg nøjes med vores papirklippede snefnug. Dem bliver der til gengæld mange af, hvis ellers tiden bliver til det, for jeg elsker at eksperimentere med klip og se, hvordan resultatet overrasker, når papiret foldes ud. Idéen har jeg fra Marina, og det er vist blevet en tilbagevendende ting, at Freja og jeg klipper snefnug sammen, når julen er pakket sammen. Emil bliver af og til nysgerrig nok til at klippe en enkelt, men han har så meget andet, der trækker mere.

 

 

Og så må jeg altså lige pippe lidt om byggeriet igen. Jeg er bevidst om, at dette ikke skal blive en klageblog om de gener, der følger med at være nabo til sådan et projekt. Vi følger det da også med en stor del nysgerrig interesse – men lige nu er det altså ikke særligt sjovt at være hjemme i dagtimerne. Der funderes stadig. De første dage var det med hamren og banken, men nu er de gået over til at vibrere de store plader ned i jorden. Og jeg skal love for, at de vibrerer! Hele huset ryster, og vi ryster med. Alt glas og porcelæn i køkkenet klirrer, bordets egenfrekvens er også ramt, så det brummer alle sine kvaler ud, ind i mellem falder der et par parfumeflasker på gulvet ovenpå, og vi sidder midt i herligheden og må råbe til hinanden for at kunne kommunikere. Jeg har forsøgt at fange vibrationerne med kameraet – jeg ved ikke, om man kan fornemme bølgegangen i vandglasset på billedet…

 

 

Og så må vi tilsyneladende leve med de onde projektørøjne, der gennemlyser huset og er tændt i næsten alle vores vågne timer. Jeg ved ikke, hvorfor det er vigtigt, at de er tændt efter fyraften, men vi må da kunne spare en del på belysningskontoen.

 

 

Hyggeligt er det ikke. Det er lige før, jeg overvejer at købe gardiner…

Og så ikke et ord mere om byggeri (foreløbigt… ;o)) – det lover jeg!

 

Eftermiddagsglæder…

 

 

 

Udenfor er der hvidt.

I kruset er der julethe.

På pindene er der hemmeligheder ;o)

Herlige fantasi

 

Freja er på benene igen. Hun har opholdt sig på sit værelse i flere timer, og da jeg stak hovedet ind til hende, var dette, hvad der mødte mig:

Pets Factor!

 

Er det ikke bare genialt?

 

 

De spirende sangstjerner skiftes ud, hver gang et nyt hit starter på CD’en, der kører i baggrunden, og den brogede publikumskare følger ivrigt med.

Jeg synes, det er så herligt!

Sokker, sokker, sokker…

 

 

 

Det’ skønt at vær’ en sok! Når bare man er to, så går det nok.

Hvis man har børn, der var til Sigurd, mens hans bjørnetime var på sit højeste, har man sikkert uden de store anstrengelser melodien på hjernen resten af aftenen… ;o)

Hulmønsteret har jeg fra Familiejournalen, men sokkerne er strikket fra tåen og op ud fra Pernilles udførlige og meget pædagogiske vejledning. Det smarte ved at strikke nedefra er, at man nemt kan justere længden på sokkerne udfra hvor meget garn, man har tilbage. Jeg har valgt at kombinere farveskiftende garn i grønne nuancer med ensfarvet, brunt garn, så farveskiftende ikke bliver så markante. En rigtig god effekt, synes jeg.

 

Jow deet…

 

 

 

Det er vel også en form for udsigt..

(Og ikke et ord om vinduer, der trænger til at blive pudset… ;o))

 

Byggeriet er godt i gang – eller forberedelserne til det. Lige nu piloteres der, så det gungrer og ryster undergrunden under mig. Heldigvis er det kun i korte perioder ad gangen, for man kan godt blive en smule desperat, hvis det står på i længere tid.

Og hvis jeg nu letter mig fra sofaen og svinger en støvsuger, mærker jeg nok ikke rysteriet slet så meget… ;o)

Et solstrejf i en vandpyt

 

 

 

Tøvejret har sat sine tydelige spor, solen spreder stråler, og de første spirende forårsfornemmelser mærkes tydeligt i mig. Jeg nyder dem et øjeblik, men skubber dem så hurtigt væk igen, for det er alt for tidligt. Og hvis jeg begynder at længes efter forår nu, kan jeg med sikkerhed kun blive skuffet, for der er altså masser af vinterdage tilbage. Det gør heller ingenting, men sådan en lille pause med tøvejr og sol er nu også helt i orden med mig.

Jeg stornød turen til København, hvor var det skønt at være sammen med slænget igen. Vi spiste og drak og snakkede, til vi dejsede om på diverse sofaer og madrasser rundt om i stuen, stod op og snakkede videre og sluttede med maner – med en brunch i Skuespilhusets café Ofelia. Meget anbefalelsesværdig.

På vejen til Skuespilhuset gik vi gennem Amalienborgs slotsplads – og blev passet op af en journalist fra DR, der lige ville spørge, hvad vi tænkte om, at kronprissen opholdt sig på fødegangen, formentlig for at føde sine tvillinger. Egentlig er det den slags reportager, jeg selv finder dybt uinteressante – fint nok at få lidt at vide om slagets gang, men at høre, hvad “almindelige” folk synes om det, er jeg ærligt talt lidt ligeglad med. Ikke desto mindre svarede jeg pænt på hendes spørgsmål – jeg syntes da, at det var både spændende og dejligt, at der var royale tvillinger på vej, men meget mere intelligent havde jeg vist ikke at sige om den sag. Om det kom på TV, ved jeg ikke, for jeg så af gode grunde ikke fjernsyn i går formiddags. Men jeg har siden på net-TV set min venindes ønske om god arbejdslyst til de kongelige, så det var da meget sjovt.

I dag pusler jeg om Freja, der er bukket under for noget influenzalignende. Staklen sover sin sødelige søvn lige nu, så jeg udnytter tiden til en lille blogtur – og til at få de sidste julespor fjernet. Den slags er ekstra festligt i solskinsvejr.

 

Hey Verden!

 

Tasken er pakket, og jeg er fløjet.

Med denne klæbet fast på indersiden af hjernen:

 

 

Glædelig fredag!

Fredag

 

 

 

Og så kom den hverdag da ellers i gang. For fulde gardiner. Ikke meget langsom opstart der, bortset fra min mandagsfri. Med aftenarbejde, et større koncertprojekt, der pludselig kom indenfor meget nær rækkevidde og kræver grundig forberedelse – og så alt det sædvanlige. Jo jo, hverdagen kører som den skal, og det er også godt – jeg skal bare lige vænne mig til det gear igen…

Men ikke i dag.

I dag er tiden helt min egen. Som de siger hos DSB.

Efter en ultrakort arbejdsdag sætter jeg mig nemlig i toget og lader landet suse forbi, mens jeg vil nyde tiden, der kan bruges på lige det, jeg har lyst til. Og når jeg lander i København, vil jeg indsnuse stemningen fra byen, jeg holder så meget af og så sjældent færdes i – og så vil jeg sætte kursen mod det hjem, hvor jeg skal mødes med mine veninder fra studietiden. Vi bor spredt over hele landet, og det er ikke ofte, vi ses, men til gengæld forstår vi at feste/hygge/snakke igennem, når det endelig sker.

Det kan kun blive en god dag!

Rigtig god weekend til jer!

Helligtrekonger

 

 

 

Julen lakker mod enden, nogle vil måske mene for længe siden, men faktisk er det oprindeligt sådan, at julen varer fra juleaften til helligtrekonger (til gengæld starter den ikke midt i november, som den ellers efterhånden har fået for vane). Jeg er en af dem, der først pakker pynten ned, når vi har rundet helligtrekonger (hvis det ellers passer ind i mine øvrige planer).

Det er ikke en principsag, men jeg synes, det er frygteligt trist at pakke alt glimmer og lys væk, mens vinteren er allermørkest, så det passer mig fint at strække den lidt. Og så giver det god mening for mig at holde højtiden en smule i hævd, indtil Jesusbarnet har fået besøg af de vise mænd. Jeg har faktisk læst mig til, at man tidligere havde ferie indtil helligtrekonger! Det kunne man godt lige genoverveje…

 

 

I dag tændte vi lyset, som vi tidligere har købt i Den gamle by, gik på rov i småkagedåserne (uden dog at få gjort kål på resterne – dertil har jeg været for grundig i min iver efter at bage, så der var nok! Til gengæld bliver det ikke noget problem at få det sidste spist, med en næsten-teenager-dreng i huset), og pillede julepynt ned. Og jeg kunne mærke, at jeg nu er klar til at få rene linier.

 

 

Bortset fra juletræet. Det lyser altså stadig så smukt op, selv om grenene måske er en smule tørre, så det får lov at stå weekenden over.

 

 

Hos Marina kan du se hele den lange, oprindelige tekst (19 vers!) til Grundtvigs helligtrekongerssalme, “Dejlig er den himmel blå”. Smut gerne over og læs den, jeg synes, det er en skøn salme, men ville nok betakke mig for at synge den i sin fulde længde.

Her vil jeg til gengæld dele et enkelt vers fra Peters Jul, om helligtrekongers aften:

Se, nu er da Julen strax forbi;

det er Helligtrekongers Aften.

Saa ender den rare Jul; men vi

er glade, at vi har haft den.

Tre Lys har vi tændte — tænk en Gang!-

for Kongerne, de, som bragte

Jesusbarnet en Julepresent;

vi ved det, for Faer har sagt det.

Her sidder vi ved vort lille Bord

og ser, hvordan Lysene brænde;

naar de er slukkede, siger Moer,

at saa er Julen til Ende.

 

Der er børneTV… og så er der børneTV!!

 

Og en gang i mellem er det, så al voksensnak forstummer, og vi ligger flade af grin.

Det er virkelig god værkstedshumor, og jeg får aldrig nok af at se Cowboy, Indianer og Hest!!!

 

Morgensol og mandagsfri

 

 

 

Det bliver vist aldrig min yndlingsbeskæftigelse at vågne til en clockradio, der spiller kl. 6.15. Heller ikke selv om jeg var fornuftig i aftes, og i de sidste døgn har sovet så meget, at jeg burde være beredt på selv den hårdeste hverdag.

Når det er sagt, så kunne sådan en januarmorgen da ikke være meget smukkere. Solen er gavmild i dette års første dage, og da børnene var fulgt til skole, fortsatte jeg på en lang travetur rundt i kvarteret. Garneret med lidt mavebøjninger på stuegulvet, skal det være min nye stil, om ikke hver dag, så i hvert fald jævnligt. Det er opløftende, og det føles godt at gøre en indsats mod sulet, der helst ikke skal sætte sig for fast. Og når en ny zumbasæson starter på onsdag, er jeg at finde på første parket, for det er motion, når det er rigtigt sjovt.

For nu ikke at blive alt for aktiv på sådan en frimandag, har jeg sat mig i sofaen med en kop kaffe – når den er nydt sammen med en rundtur i blogland, er jeg vist klar til at svinge en støvsuger.

Rigtig god solskinsmandag til dig!

Ro med ro på

 

 

 

En begivenhedsrig og dejlig juleferie nærmer sig sin afslutning. For mit vedkommende har der ikke været meget ferie på programmet, også mindre end normalt, for jeg har ofte kunnet holde helt fri efter juledagene. Det kunne jeg ikke i år, men tre feriedage omkring nytår kunne det blive til, og dem har jeg nydt. Og så har jeg stornydt, at resten af familien har haft fri. Meget af tiden har vi været på farten – der var familie i øst og vest, mest øst, der lagde hus til vores besøg, og nytårsaften fejrede vi med gode venner i København. Det har været skønt at være sammen med både familie og venner her og der, men det er nu også godt at lande i vores eget hjem igen og vide, at det ikke kun er for et par dage.

Dagen i dag har været brugt meget stille og roligt. Med udpakning og tøjvask, sollys i stuen, oprydning i krogene, lækkersøvn og kattenulren, god tid og ro til bare at være. Lige hvad vi trængte til!

Og så er jeg jo så priviligeret at starte ugen med en fridag i morgen. Det er helt, helt i orden med mig…

Juletræet hygger i baggrunden, og det får det lov til nogle dage endnu. Da jeg spurgte børnene, hvornår de syntes, det var tid at fjerne stadsen, svarede de henholdsvist til foråret og til påske. Så galt kommer det nu ikke til at gå, men for min skyld må det gerne blive lidt endnu, for jeg kan godt lide, at julen varer til helligtrekonger. Juledugen og det kedeligste gran er fjernet, og sådan kan man jo begynde at trappe langsomt ned på julen og trappe langsomt op med hverdagen. Det må være til at klare…