Og maden...

 

Der er stærke traditioner forbundet med denne fødselsdagsweekend omkring 1. søndag i advent, som efterhånden er blevet en tilbagevendende optakt til decembermåneden med alle dens glæder.
En af traditionerne er fødselsdagsmiddagen, som jeg i sin tid altid valgte på selve dagen, fordi den er nem at lave, er "julet" og smager godt - nemlig skinke, grønlangkål og brune kartofler. Nu hører den sig til, når familien er her, og det skal man ikke lave om på - det har jeg nu heller ikke tænkt mig, så længe jeg synes om retten, men jeg havde lyst til at give den en lille twist, og derfor supplerede jeg med denne rødbedechutney, jeg fandt i Spis Bedre, og den er god! Kan både spises varm og kold, som det sure indslag til varm mad, på frokostbordet til f.eks. en pate eller hvor som helst, man ville bruge rødbeder.
3 friske rødbeder (ca. 400 g)
1 lille løg
2 æbler
1 rød chili
1 appelsin, revet skal og presset saft (ca. ½ dl)
2 dl vand
½ dl rørsukker
3 spsk balsamico
1 spsk gule sennepsfrø
2 tsk sennepspulver (Colman's)
1½ tsk salt
Rødbederne skrælles og skæres i meget små tern, løget hakkes fint, æblerne skrælles og skæres i små tern, og chilien udkernes og hakkes fint.
Alle ingredienserne koges sammen ved svag varme i ca. 30 min.

Det var forøvrigt mit første møde med Colman's sennepspulver, men bestemt ikke mit sidste!

Efter frokosten i dag gentog jeg successen med Annes kæmpebolle, men den var lige rigeligt tung ovenpå sådan en julefrokost, vi kunne præstere. Til gengæld var ostekagen en success i går, og der blev straks spurgt efter opskriften - den kan findes lige her.

Aftensmaden i dag var let og enkel - lige hvad jeg havde brug for som afslutning på en weekend fyldt med tung og rigelig julemad.

 

En gulerodssuppe, godt krydret, med få gode råvarer, og det gode surdejsbrød til.
1 lille finthakket løg, og 1 fed hakket hvidløg svitses i olie. Drysses med 1 spsk karry - og 750 g fintrevne gulerødder vendes oveni. 1 liter grønsagsbouillon tilsættes, og suppen koges i ca. 20 min. 100 g flødeost tilsættes, og suppen blendes med en stavblender og smages til.
Serveres med creme fraiche og ristede bacontern.

 

Stilhed efter stormen

 

Roen og freden sænker sig over vores lille hjem. Der har ellers været liv og glade dage hele weekenden. Vi har holdt fødselsdagsfest og haft besøg af hele min søskendeflok med "påhæng", og det har været skønt endnu en gang at være sammen alle mand - 13 har vi været i alt - incl. sidst tilkommende nevø, som nu er 9 måneder og gang på gang charmerer hele flokken. Det er en skøn alder, og min lille nevø er bare en dejlig og næsten evig-glad dreng!

Om natten har madrasserne været spredt rundt over hele huset, der har næsten hersket lejrstemning, og om dagen blev madrasserne stuvet sammen i vores seng, så den sparsomme gulvplads kunne udnyttes bedst muligt.

Mad skal der til, og jeg har da også tilbragt en rum tid i køkkenet i denne weekend. Jeg vil heller ikke mene, at nogen er gået sultne herfra, for begrænsningens kunst har jeg ikke helt lært endnu, men så længe jeg nyder det, er der vist ingen grund til at lave om på det.

Det har været en fantastisk weekend i dejligt selskab - jeg er så inderligt taknemmelig over min familie, som jeg bare holder så meget af - men nu er jeg træt, og nyder roen og min sofa, som har kaldt ivrigt på mig...

Genvejen

 

Gæster med kort varsel på en dag, hvor der arbejdes igennem fra morgen til aften, er ikke noget problem. Heller ikke selvom det betyder, at her hverken er ryddet op eller gjort rent. For her er masser af hjerte- og husrum, og resten overlever de nok.

Men hvad med kagen? For uden mad og drikke osv... Og man ville jo helst servere noget hjemmegjort. Når nu tiden ikke er til det, kan man da lige smutte genvejen og lave noget "hjemme-lagt-sammen". - Det tager 10 minutter, er en kaloriebombe uden lige, og smager næsten så godt som hjemmelavet :o)

200 g mørk chokolade smeltes og blandes med ½ l fløde, pisket til skum.

Det lægges sammen med færdigkøbte chokoladelagkagebunde, slut af med et lag fyld på toppen og drys med kakaopulver (ideen er set hos Nordhjem).

Jeg kunne nemt forestille mig, at et læs jordbær ville fuldende kagen, men det er sæsonen ikke til, så vi fik den i koncentreret chokoladeform - og så er et stykke (næsten) nok!

Julestue...

 

Næ og Ih og Åh - og neeej, den købte jeg jo sidste år - den havde jeg helt glemt!

Gensynsglæden er stor, når der bliver lukket op for den store kasse.

Vores julepynt er et vældigt miskmask, der er ikke tale om en bestemt stil, men der er en masse ting, der betyder noget for os. Noget har rødder langt tilbage, og er egentlig ret kikset - andet er af nyere dato og af den rigtig fine slags, som vi næsten hænger op med ærefrygt år efter år.

Børnene har hver deres samling med deres hjemmelavede og vores aflagte julepynt, som de pynter op med på deres værelser, så der er snart næsten ikke en krog, der bærer præg af den forestundende højtid.

Julemusikken leveres i dag af Sissel Kyrkjebø - også en af de obligatoriske oldtidslevn - og der er ikke et øje tørt.

 

Starten er gået

 

Granduften får næseborene til at blafre, og Cliff Richard spreder flødeskum i øregangene med sin jule-CD, som vi kun har på kassettebånd. Det er kitch, jeg ved det, men det hører nu engang til, når vi juler herhjemme.

Juleriet er skudt i gang, det er skønt - og i morgen kommer der endnu mere - så er I advaret!

En ny dag

 

Jeg gik i seng med voldsom hovedpine og kvalme i går - de to panodiler, jeg havde forsøgt mig med, hjalp ingenting, og jeg var noget spændt på, om det ville forfølge mig i dag også...

Men jeg stod op som et nyt menneske! Nattesøvnen har udrettet mirakler, og jeg er glad og let om hjertet.

Hele formiddagen skal bruges på bestyrelsesmøde i hyggeligt selskab, derefter venter en smule arbejde i kirken, før jeg vil i byen for at proviantere til det lidt begyndende juleri.

Det skal nok blive en god dag!
Håber, din også bliver god!

Overvåget

 

Jeg var ikke tilfreds med kvaliteten af Tumles vindues"vask", så jeg tog mig sammen og gjorde noget ved sagen. Imens jeg vaskede indvendigt, sprang gæstekillingen badut lige udenfor. Fulgte nysgerrigt alle mine bevægelser med ørerne spidsede, og sprang væk, hurtigt som et lyn, når skraberen peb. Var tilbage igen i næste øjeblik, sprang efter et eller andet, den måske kun så i fantasien, hvem ved - for i næste øjeblik at holde mig under skarpt observation igen.

Det er da hyggeligt med sådan et lille væsen...

Selvhjælp

 

Når nu de dovne mennesker ikke har fået fyldt vandskålen op - så er det da godt, man ved, hvor man selv kan finde rigeligt med vand.

Og så hjælper man jo ovenikøbet til med rengøringen, for de vinduer trænger da ærligt talt til at blive vasket!

En tro følgesvend takker af

 

Vores hjem er stort set møbleret med genbrug - noget har vi fundet i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, og noget har vi fået af venner og familie, der har tænkt på os, når noget skulle skiftes ud.

Vi kan nemlig godt lide, når tingene har en historie, er mærket af tidens tand eller bare ikke ligner det, alle andre har. At det også er en billig måde at forny møblementet på, ser vi bestemt ikke som en ulempe.

Vores gyngestol trængte alvorligt til udskiftning. Og tilfældigvis havde vores venner tænkt sig at skifte deres ud med noget andet - og de var så søde at forære den til os. Den har ikke det "svung", som den gamle har (det er den nye til højre), og så trænger den til nyt betræk, men bortset fra det, synes jeg, den er rigtig fin.

Jeg har lige købt stof til en juledug, og kunne meget vel forfalde til at se på det hele året rundt, så jeg tror, der er en værdig kandidat til hyndebetræk der...

Og nu har vi lige været en tur på genbrugspladsen med alt det, der hober sig op, når man kigger den anden vej - og med den gamle gyngestol. Den kunne virkelig ikke mere - har været lappet flere gange, og har også tjent os godt i mange år, så det er helt forståeligt, at den giver op. Men vemodigt var det også at sige farvel til en gammel følgesvend. Den er det eneste møbel, der har fulgt mig lige siden, jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Den har set børnene vokse op og har gynget dem i søvn. Den har været brugt til vilde ridt og været skib, bil og meget andet i børnenes fantasifulde univers. Og mest af alt har den bare været en god stol, som har passet godt ind i omgivelserne.

Men den er jo bare en stol. Og livet går videre.

Dejlige oplevelser

 

Jeg gik på rov efter gudstjenesten og fandt et sandt overflødighedshorn af snebærbuske, der godt kunne undvære et par grene til min krans. Kransen bandt jeg af birkegrene sidste år, og den har faktisk hængt ved døren lige siden. Jeg blev enig med mig selv om, at den sagtens kunne lidt endnu, hvis den bare blev pyntet lidt til jul - og den er blevet rigtig sød med de overdådige klaser af de hvideste snebær.

Vi ordner lidt hist og pusler lidt pist. Søndagsroen har for længst sænket sig over os, og vi nyder bare at være hjemme.

Lige som vi nød dagen i går med alle dens aktiviteter - hver ting til sin tid.

Formiddagen i skolen forløb til alles tilfredshed med et virkeligt godt program. Vi havde besøg af en fortæller (hans navn kan jeg ikke huske) - som fortalte eventyret om Store Klaus og Lille Klaus - så medlevende og fængende, at han havde børn - og voksne - i sin hule hånd. Jeg elsker at lade mig rive med af en fortæller, der kan sit kram!
Multibanen blev behørigt indviet med showkamp - 4 af skolens lærere (+ et par stykker til at skifte ud med) stillede op mod 3 af FCM's spillere, der først havde brilleret med et par tricks - og for en absolut ikke-fodbold-interesseret som mig var det faktisk fedt, at se sådan en kamp på helt nært hold - og at studere, hvordan de professionelle spillere bare havde fuldstændigt styr på både bold og ben, og tacklede på de mest blærede måder. Og så skal det jo lige nævnes, at da tiden var gået, stod det 3-3, og der måtte en straffesparkskonkurrence til, før kampen endte i de professionelles favør. Godt gået, Herning Friskole!

Bagefter fik eleverne lov til at spille lidt med fodboldspillerne, og der blev selvfølgelig delt autografer ud, så Emil strålede som en kæmpesol, da vi gik derfra. Ingen tvivl om, at han havde fået et af sit livs store oplevelser!

Eftermiddagen fik også hurtigt ben at gå på i selskab med min mors familie. Det var lykkedes min mormor at få alle samlet - og det var skønt endeligt igen at få snakket med alle de familiemedlemmer, jeg ser alt for sjældent. Heldigvis skal vi være sammen med alle mine søskende igen i næste weekend - vi er jo slet ikke færdige med at snakke (og bliver det jo egentlig nok aldrig)!

Sne?

 

Et lille fint drys pyntede byen, da jeg kom ud fra svømmehallen i morges. Om det helt var sne er svært at sige - nærmest lidt hagl-wanna-be-sne... Men fint så det ud, og vi er helt klar til mere.

Weekenden er skudt godt i gang med julete, clementiner og hygge. En lille julemelodi lurede i mit indre øre, men den får altså ikke lov at komme ud i højttalerne før næste weekend. Men så går det også løs, alt juleriet.

Vi nyder en stille aften, for i morgen er der fuldt program. Vi skal i skole om formiddagen - to gange om året er der skolelørdag på programmet (de tæller med i det samlede antal skoledage), og programmet har indtil nu budt på så forskellige ting som almindelig undervisning med forældrene på sidelinien, løb rundt i byen (efter en temauge om Herning), sportsdag og forskellige værksteder lige fra MGP-dans til "lap din cykel".

I morgen skal vi indvie skolens nye multibane, det skal nok blive godt - der er altid en god stemning, når vi er til aktiviteter på skolen, og den er så tilpas lille (omk. 240 elever), at omend det ikke er alle-kender-alle, så i hvert fald mange-kender-mange, og vi er gode til at hygge os sammen, både voksne og børn.

Om eftermiddagen kan vi da så også lige nå en familiefest - min mormor samler familien, og det er rigtig godt, at hun gør det, for jeg har ikke set mange af mine fætre og kusiner på mødrene side i årevis, og jeg glæder mig meget både til at være sammen med dem, men også min mormor, selvfølgelig, og onkler og tanter - og ikke mindst min egen familie, mine søskende og min mor, med "påhæng".

Så kan vi da vist heller ikke presse mere ind på én dag, men jeg glæder mig meget til det hele, og vi kan jo altid slappe af søndag...

Rigtig god weekend til alle jer!

Stof til eftertanke

 

En af mine mange forskellige arbejdsopgaver ved kirken, hvor jeg er ansat, er at spille til sogneeftermiddage og -aftener. Det er møder med foredrag om meget forskelligt - jeg skal oftest bare spille til et par fællessange, og kan ellers bare nyde at sidde og blive beriget inden for mange vidt forskellige emner.

Sogneeftermiddagen i dag handlede om livet i fængslet - set fra to sider. Vi havde besøg af en fængselsbetjent og to indsatte fra et åbent fængsel, og efter at blive orienteret om vores retssystem, fængslets opbygning og rutiner, fortalte de to indsatte hver deres personlige, og meget forskellige historier. Det gjorde dybt indtryk på mig at høre om, hvordan en mand er vokset op i en tilsyneladende velfungerende kernefamilie, har haft en god skolegang og i en alder af 14 kom i lag med de "forkerte" kammerater, fik dybere og dybere kendskab til stoffer, hvorefter lavinen rullede og han for to år siden blev idømt 4 års fængsel for røveri mm. Hvilket ifølge ham var hans redning, for det kunne være kommet meget længere ud. I fængslet har han gået til anger manegement, i terapi og stofafvænning, han har lagt afstand til "kammeraterne", der i øvrigt ikke viste sig at være særligt interesserede i ham, når det kom til stykket - og han er begyndt på en uddannelse.

Han tager rundt sammen med de to andre og holder foredrag på skoler, hvor han advarer kraftigt imod at indlade sig med stoffer - og hvor jeg dog håber, at han kan nå ind og gøre indtryk på de unge mennesker.
Han mente, at der ikke er meget, man som forældre kan gøre, for han kunne selv skjule, hvad han havde rodet sig ud i. Han levede sit liv på en løgn og byggede en facade op, når han var sammen med familien, og forældrene har ifølge ham ikke en chance for at opdage, hvad der sker.
Dybt skræmmende!

Dog sagde han senere, at det er vigtigt, at forældre spørger ind til deres unges liv, hvad de bruger tiden på, hvor de er, når de er til fest, hvad de laver osv. Og jeg håber da virkelig også, at det betyder noget, at forældre og børn gennem hele opvæksten har haft et åbent og fortroligt forhold, og at man har kunnet lære sine børn at bruge deres fornuft, lytte til deres mavefornemmelse og stå ved deres holdninger - også i modvind.

Debatten gik livligt efter indlæggene, og vi var også inde omkring de indsattes muligheder for at blive en del af samfundet efter afsoningen, om stoffer i fængslet, som det er stort set umuligt at undgå, om at man skal være af en temmelig stærk støbning for at klare sig igennem sådan en afsoning, og meget, meget mere. Desværre findes der jo ingen nemme løsninger på alle de problemer, samfundet står med i disse forhold.

Men hvor var det interessant at høre de forskellige beretninger - det har virkelig været en eftermiddag med stof til meget eftertanke!