tirsdag den 26. februar 2008

Prioritering

 
Denne dag er lidt kaotisk. I formiddag har jeg været hjemme hos Freja, som nu må døje med omgangssygen - det skind.
I eftermiddag er der lige et par timer til lidt arbejde, før jeg skal med Emil i skolebio. Direkte derfra tager vi til spaghettigudstjeneste (familiegudstjeneste med efterfølgende aftensmad) i kirken.
Så det var egentlig rart med lidt hjemmetid i formiddag. Men så kommer vi til det med prioriteringen. Jeg havde egentlig troet, jeg forlængst ville være færdig med sofapuderne. Men jeg er så dårlig til at prioritere det, jeg egentlig helst vil, først. For der er jo lige så meget andet, der kan ordnes. Sådan også i formiddags. Da Freja sov sødeligt, og jeg havde en masse tid for mig selv, så jeg lige et køkken, der flød. Og en kattebakke, der skulle tømmes. Og tøj, der skulle vaskes. Alt sammen meget godt - ting, der selvfølgelig skal gøres, og jeg har det også bedst, når de er gjort. Men prisen var jo, at tiden pludselig var gået. Jeg fik stjålet mig til at sy en søm i ny og næ, men det blev på den stressede måde, hvor jeg egentlig ikke hyggede mig med det, og ærgrede mig lidt over, at jeg ikke havde udnyttet tiden til det, jeg egentlig helst ville. Gade vide, om jeg lærer det engang. Jeg øver mig...

1 kommentar:

  1. Jeg kender godt det med prioriteringen, Annette... : )
    Det er ikke altid nemt at få prioriteret rigtigt - men vi kan vel kun blive ved med at øve os, som du også skriver...

    SvarSlet