Den gode, gamle opskrift

 

 

Eftermiddagshygge, stearinlys og julemusik – og så lige et ordentligt læs pebernødder til dåserne. Der er én regel: der skal bare være nok. Så køkkenmaskinen kom på overarbejde, spisebordet blev ryddet, og der blev rullet stænger og skåret nødder til den store guldmedalje. Freja trak sig ret hurtigt, træt som hun var efter fødselsdagsfest hos en klassekammerat, men Emil blev tålmodigt ved, og nødderne er nu både prøvesmagt og godkendt.

Alt er også stort set som sidste år – opskriften er den gamle, støvede og dyrebare familieopskrift – kun er det meste af perlesukkeret skiftet ud med groft rørsukker, for Føtex havde udsolgt, og jeg vovede det ene øje og satsede på rørsukkeret. Det kan jeg nu vist også roligt gøre, nødderne smager i hvert fald, som de skal.

 

 

Om lidt vil jeg sætte mig i sofaen med hækletøj og papir og blyant. Jeg trænger til at få tømt hovedet og lavet en prioriteret liste over, hvad der kunne være godt at få gjort inden jul. Ikke fordi alt skal være perfekt, men fordi det, der står på papiret, ikke behøver at tage kapacitet i hovedet. Så kan jeg prioritere og tage det fra den ende, jeg lyster.

Og hækletøjet får en forsigtig tur. Det går fremad med armen, udstrækningsøvelserne er gode, kan jeg mærke, og jeg er så vidt, at jeg nu tør bruge den forsigtigt til mere end bare det mest nødvendige. Så længe jeg bare mærker efter og ikke gør mere, end den vil være med til, så går det – og jeg nyder fremskridtene!

Indbringende fødselsdag…

 

“Og de gaver, som hun fik – det er vist en hel butik” – citat fra en hyggelig, gammel remse – jeg må bringe den i sin helhed en dag…

Men tilbage til gaverne. Det er altså fantastisk sådan at have fødselsdag. Altså selvfølgelig især, fordi man får lov at blive fejret af og med dem, man holder af. Men gaverne er nu heller ikke at foragte. Især ikke dem, jeg fik:

 

 

Og en skridttæller, der er påmonteret (6000 skridt i går, 2000 i dag – der er langt til de 10.000), og et juliennejern.

Er man så lige en heldig pamjulefis eller hvad?!!

To remember…

 

Marina har fået verset af Solrun, der fik det sunget af en ældre, amerikansk dame.

 

 

Nu har jeg printet det ud, og det skal hænge et sted, for mine øjne jævnligt falder. For jeg har sådan behov for jævnligt at blive mindet om, hvad der er det vigtigste i mit liv.

Lige for tiden føler jeg det særligt. Jeg ved ikke, om det er alderen, der trykker – selv om I så sødt skriver, at jeg stadig er ung (og det føler jeg mig også!) – så kan jeg jo se på mine børn, at tiden går, og pludselig får jeg en følelse af, at den smutter fra mig, hvis jeg ikke passer på.

Så jeg øver mig i at se mine børn – virkeligt SE dem, og håber at kunne standse tiden, bare lidt, ind i mellem…

36

 

 

Det er et godt tal, synes jeg. Og ret voksent, må jeg indrømme.

Selv om jeg ikke plejer at hænge mig så meget i alder og ikke er den, der går i krise over skarpe hjørner, kan jeg alligevel mærke en vis rørstrømskhed komme snigende. Noget med tid, der er gået og ikke kommer tilbage, børn der bliver store og skal nydes, mens tid stadig er.

Dagen er startet godt, med gaver i sengen, morgenmad med kalenderlys og julemusik, rimfrost i græsset og forventning om en dejlig dag, hvor jeg skal være god ved mig selv, gøre arbejdsdagen kort og hyggelig, spise frokost og ose lidt i byen, inden jeg henter børnene tidligt og slår mig ned i den lune rede. Så skal jeg til gengæld arbejde i aften, men det har jeg forliget mig med, så det er okay, og skal også nok blive en god aften.

 

Formiddagstoilette

 

 

Sikke en udsigt fra køkkenvinduet, til fuglenes fællesbad…

I familiens rummelige skød

 

Min familie er stor – og ufatteligt skøn! Og de fleste af dem (søskende med familier) har tilbragt deres weekend hos os. 12 var vi i alt, da vi var flest, så der har været gang i den, masser af snak og hygge, grin, så maven krøllede sig helt sammen, gaveudpakning, glæde over at være sammen, rigeligt med mad og drikke, en tur til det julepyntede Smukt og Brugt, hvor der blev provianteret lidt “nødvendigheder”, gåtur, kirketur og alt for lidt søvn.

Kort sagt, en fantastisk weekend sammen med mine kære!

Adventstiden blev (traditionen tro) behørigt skudt i gang med glaseret skinke, brune kartofler og grønlangkål, og så lidt rødbedechutney og æblechutney til at pifte det op. Frokosten var en julefrokost med det meste af det hele. Blommesnapsen blev prøvesmagt – og den er god, skal jeg hilse og sige! Især, hvis man har en rummelig, sød tand, og det har jeg! Næste år laver vi mindst dobbelt så meget!

 

 

Weekendens kager faldt i god smag, opskrifter blev efterspurgt, og dem videregiver jeg da gerne. Den fine, lyserøde rødbedekage er Anne ophavskvinde til, og den kan findes her.

 

 

Æblekagen har jeg fra Idényt, og opskriften får I her:

Rør 250 g smør blødt med 325 g rørsukker. Riv 250 g marcipan og rør det i blandingen. Tilsæt 4 æg, et ad gangen. Pisk 1½ dl mælk i, sigt 300 g hvedemel, 2 tsk kanel og 2 tsk bagepulver i dejen og rør det sammen. Skær 4-5 æbler i tern. Rør æbler, 75 g rosiner og 100 g mandelflager (el. hakkede mandler) i dejen – gem lidt æbler og mandelflager til pynt. Kom dejen i en stor springform (el. to mindre forme), forede med bagepapir, drys med æbletern og mandler, og bag kagen ved 160 grader i 1-1½ time. Afkøl og drys med flormelis.

Der står også, at kagen er fantastisk med creme fraiche eller rørt vanilleis – den glæde fik mine gæster ikke, det må blive en anden gang, for jeg kunne da egentlig forestille mig, at de klæder hinanden godt.

Sådan en weekend byder også på en hel del køkkenaktivitet, men når vi hjælpes ad, og det gjorde mine gæster gerne, så hygger vi os med det – og så passer det mig nu helt fint at starte ugen med en fridag, så jeg lige kan puste ud, bearbejde de mange ind- og udtryk og få gjort lidt rent efter weekendens ryk-ind.

Nedtælling

 

 

To slags kalenderlys blev det til i år – da jeg havde købt det store lys og udtænkt idéen med et fad fyldt med mos og kugler, faldt jeg over de små kvadratiske lys – næsten kastet i nakken på Nordhjem.dk.

 

 

De var ikke til at stå for – og man kan jo heller ikke få for meget lys i denne grå og mørke tid.

 

Starten er gået

 

 

Den store kasse med julepynt er fundet frem – eller rettere – kasserNE. Og det lykkedes omsider at få lokaliseret dem alle i flytterodet, der stadig huserer i kælderen.

Det er en helt anden oplevelse at pynte til jul i år, for der er jo ikke noget, der plejer… Alt skal finde sin plads i vores nye hjem, og det er sjovt og spændende at få rusket op i gammel vanetænkning. En ting er dog som det plejer – fattigmandskuglerne skal hænge i en lysekrone, det kan man ikke sådan lave om på. Og da vores store kirkekrone ikke er kommet op endnu, må de op i den lille lysekrone over spisebordet – der er godt nok ikke plads til alle kuglerne, men de fem hænger da meget fint der, synes jeg.

Jeg elsker at pynte til jul, og gensynsglæden er stor, når den ene yndighed efter den anden bliver hevet op af kasserne. Især de ting, børnene lavede til os sidste år, er det en sand fryd at få fundet frem igen.

I dag er der en måned til juleaften, på søndag er det første søndag i advent, og i weekenden får vi traditionen tro huset fuldt – mine søskende og deres familier kommer på besøg, og da skal der selvfølgelig være pyntet op.

Det’ sørme, det’ snart december…

Av, min arm

 

 

En overbelastning af min venstre arm for et par måneder siden, har udmøntet sig i en ømhed, der med tiden har tiltaget i styrke og hyppighed. Efterhånden er det blevet sådan, at ømheden er der konstant, og med smerter, når jeg spiller, strikker eller hækler og ved tunge løft.

Efter utallige opfordringer tog jeg til lægen i dag. Der skal ellers meget til, for jeg synes ikke, der er grund til at ulejlige lægen med ting, der bare skal have sin tid og går over af sig selv – men bekymringen for om sådan en ømhed kan udvikle sig, så jeg ikke kan bruge armen i kortere eller længere tid, gjorde udslaget, så jeg fik bestilt tid.

Og efter bare et enkelt tryk kunne lægen konstatere, at jeg har fået mig en tennisalbue. Jeg, som ellers aldrig spiller tennis! ;o) Den gode nyhed er, at det kunne have været meget værre, og jeg skulle formentlig kunne tage det i opløbet med øvelser og smertestillende, eventuelt suppleret med akkupunktur, hvis jeg synes. Det overvejer jeg så lige, om jeg gør.

Og så krydser jeg fingre for, at det begynder at gå den rigtige vej. Det er altså ikke den rigtige tid på året at lægge orgelspil på hylden. Det ville være ret fatalt for julens gudstjenester og koncerter. For slet ikke at snakke om at skulle undvære mit elskede håndarbejde. Gys… Så jeg tager en dag ad gangen, bruger armen lidt forsigtigt og håber det bedste.

Farsbrød og friweekend

 

  

 

Parmaskinke, oksehak, salt, peber, basilikum og bøfmozarella.
Rulles stramt, godt hjulpet af et stykke bagepapir.
Og så i ovnen i en halv times tid ved 200 grader.

Sammen med en bunke kartoffelbåde og lidt grønt var det et lækkert måltid. For nogle dage siden. På bloggen i dag, blot for at markere, at fire ugers madtjans er forbi. Brian har endelig afleveret en opgave, der trak tænder ud – og er klar til at gå i køkkenet igen. Det passer fint, for jeg trænger ærligt talt til en pause…

Og nyder en friweekend, der byder på lidt af hvert.

- Korhygge i fredags, med pizza, juleklip og film. Kanongod idé, der bør gentages.

- Vennebesøg i København i går, der helt sikkert også skal gentages. Med kig på Kongens Nytorv og spændende udstilling om klimaforandringerne og hvad vi kan risikere, de gør ved vores smukke klode. Emil sugede til sig af viden, som han elsker at gøre. Freja var mest bare træt og nød at sidde på ryggen (altså min). Og vi hyggede os alle med samværet og friskbagte cookies til den søde tand.

(Og glæder os over, at Danmark trods alt er så lille, at det kan lade sig gøre at stikke et smut til den anden ende og tilbage igen.)

- En stille formiddag med plads til at gøre ingenting, sove længe, blogge, læse, småsnakke og nyde roen.

- Og en eftermiddag, der byder på besøg her på matriklen, masser af hygge, snak og endnu mere samvær af den gode slags, der tanker op på overskudskontoen.

Så nu må jeg vist hellere rydde lidt op. De skulle jo nødigt blive skræmt væk allerede i døråbningen…

Because I said so… That’s Why!

 

 

At den lille selvstændige frøken så nogle gange mener noget andet – og står fast på sit – kan ind i mellem få det til at slå snister i det lille hjem. Som nu i morges, hvor mit ellers så tålmodige og milde sind blev sat på prøve. Aaarrgh, det er lige, så jeg skummer. Og må dampe af med både en travetur og en god gang støvsugning. En god måde at dampe af på, forøvrigt. Man får både motion og rent hjem ud af det. Ikke dårligt.

Og når jeg nu er i gang med at tænke positivt, så er det da også godt, at hun ikke bare glider af på hvad som helst og kæmper for det, hun vil. Nogle gange ville jeg også ønske, at hun ville kæmpe lige så hårdt for det, jeg synes, hun skulle kæmpe for – men det er netop det, der er det gode ved hende – hun ved, hvad hun vil, og tør endda gå imod sin skummende mor for at få det.

Det må man da tage hatten af for.

Bagefter.

Nu, hvor hun er sendt i skole, og jeg har dampet lidt af.

Og så gruer jeg lidt for, hvordan det bliver at få hende i teenage-udgaven. Og i mine positive øjeblikke tænker jeg, at det bliver vildt spændende.

Og øver mig i at tælle til ti…

 

Hul igennem!!!

 

Yeeesssss!!!

Og jeg overlevede – og hvem ved, en dag kommer der måske endda billeder på bloggen igen…

(og ja, selvfølgelig har jeg da sat mit (mine)  kryds, men det har de fleste forhåbentligt, så det er jo ikke noget at skrive hjem om…)