En bunke lækre jødekager…
… og så en pladefuld af de brændte, direkte til skraldespanden.
Ovnen blev så træt, at den ikke længere orkede det mindste pip, mens jeg havde travlt med at rydde op i køkkenet. Ellers også var det en fejl 45, men det har jeg næsten lidt svært ved at tro ;o)
Træls er det under alle omstændigheder, men godt, trods alt, at de lyse jødekager er de fleste.
“Emil! Emil! Kom og se! Der er faldet sne!”
Frejas ivrige stemme trængte gennem mit søvndrukne filter og lokkede mig til vinduet, hvor jeg minsandten fik syn for sagen. Årets første sne! For første gang i vores have!
Vinterens smukke klædedragt – nu er haven også pyntet til jul!
I en uge har alle de gode sager trukket i køleskabet, og i dag fortsætter føljetonen. En dej er rørt af æg, lys muscovado, smeltet smør, mel og bagepulver, og bær- og nøddeblandingen er rørt i. En eksplotion af juledufte.
Nu står herligheden i ovnen ved svag varme, og der skal den stå i tre timer(!). Når den er færdigbagt, ryger den i køleskabet igen, hvor den skal stå i mindst fire dage, og ind i mellem skal den prikkes og smøres med rom eller cognac – hvad jeg vælger til det, ved jeg ikke helt endnu.
Det er ikke lige sådan et projekt, der overståes på en eftermiddag, men spændende er det…
December iler, og vi halser bagefter. Det 10. kalenderlys brænder stille og roligt, som om der ikke er noget, der haster – og vi skal for så vidt også nok nå det. Det bliver jo jul under alle omstændigheder. Men jeg må sige, at det var en streg i regningen, at sidste uge stort set gik med at sove og arbejde og kæmpe os op til overfladen.
Heldigvis går det bedre nu. Energien er tilbage, kun gør halsen stadig knuder, men mon ikke tiden og godt med ingefær i fællesskab skal få løst det også.
Og i dag skete der et ryk på gavefronten. Det der med at være i god tid ligger ikke rigtigt til mig, så selv om jeg hvert år lover mig selv at starte tidligere næste år, ved jeg ikke rigtigt, om jeg tror på, at det bliver anderledes. Men når man i forvejen er lidt sent på den (læs: ikke har købt hele gavetøjet i november), så vejer en uges sygdom tungt på stresskontoen. I dag brugte jeg derfor hele min fridag på strøget – i Århus vel at mærke. Man kan lige så godt slå to fluer med et smæk og gøre en hyggedag ud af det. For sådan en mandag formiddag kan man faktisk godt komme nogenlunde ubesværet frem, selv om vi skriver december. Og det gjorde godt at få sat nogle flueben. Vi er ikke færdige med gavekøbet endnu. Men godt på vej. Så jeg tror næsten, julen er reddet.
Ikke mindst på grund af de skønne ting, der røg i kurven til mig selv i dag…
Jeg er vild med kasserne fra Aarstiderne. Kvaliteten er god, der er både de ting, vi altid har brug for, og ting, jeg ikke umiddelbart selv havde fundet på at købe, så jeg bliver udfordret på nye råvarer. Og så er opskrifterne bare så inspirerende og lige til at gå til.
Og tænk, i går lavede jeg mad med hvad vi havde i huset og kassen i havestuen (vores kæmpe, geniale svaleskab på denne årstid), kun suppleret med et glas kapers fra købmanden. En rigtig god fornemmelse.
To skalotteløg, svitset i olie, fik selskab af tre dl bulgur (el. quinua, men nu var det bulgur, vi lige havde i skuffen) og 4 dl vand. Friske laurbærblade var der minsandten også i kassen, og et af dem kom i gryden sammen med lidt salt. Kogte sammen i 10 minutter, og oveni kom et romanescokål i små buketter, som dampede med i 3-4 minutter. Tilsidst tilsatte jeg reven skal og saft af en citron, 2 spsk kapers og 1 bakke cherrytomater, som nåede at blive lune, men stadig sprøde. Lidt kød- og salatrester fra dagen før til, og så havde vi et skønt måltid.
Og nu vil jeg prøve at tage på arbejde. De sidste dage har heldigvis formet sig sådan, at jeg har kunnet sove formiddagen væk og så arbejde en smule sidst på dagen. Jeg er hverken rigtigt syg eller helt rask, bare sådan lidt mat, og da der ikke lige er andre, der bare kan tage min plads i kirken, har jeg det ikke godt med at forsømme alt for meget. Så jeg er glad for, at jeg til en vis grad kan tage det i mit eget tempo. Og så må jeg senere indhente alt det forberedelse og kontorarbejde, der bliver skubbet.
Mit hækleprojekt har holdt pauser et par gange, dels på grund af andre projekter, der fik højere prioritet, dels på grund af en drillende albue, men nu er det forsigtigt genoptaget, og den første femtedel er færdig.
Målet er et betræk til vores kvadratiske puf. En kæmpe oldemorfirkant på hver flade, og farverne er valgt med kraftig inspiration fra mit hæklede tæppe.
Første firkant er færdig, og jeg er rigtig godt tilfreds. Og har slet intet imod, at jeg stadig mangler fire. Stribeprojekter passer mig godt. Jeg nyder farveforløbene, nye kombinationer, der dukker op undervejs, og følelsen af, at man altid når et stykke, selv om det så kun er en enkelt stribe.
Vi er ramte af et eller andet halsonde her på matriklen. I søndags blev det min tur. Efter en veloverstået koncert med kirkens kor vaklede jeg hjem på mine trætte ben og smed mig i sofaen – med hvad der viste sig at være en omgang feber og en hals, der ikke var med på noget som helst.
Så den planlagte julegavetur til Århus blev aflyst, og mandag sov jeg væk. Sådan. En dag revet ud af kalenderen. Men heldigvis kom jeg hurtigt på benene igen og har været i nogenlunde normalt gear i dag.
Og så skal der som bekendt meget til at afholde mig fra at jule…
Den berygtede Christmas Cake har jeg længe drømt om at lave. I år bliver vi så mange (15!) juleaften, at jeg har en lille tro på, at et hjørne af den rent faktisk vil kunne blive spist – og så skal det altså prøves. Jeg aner ikke, hvordan udfaldet bliver, for jeg har aldrig smagt sådan et monstrum – den er sikkert alt, alt for meget – men den er så sagnomspunden, og jeg så nysgerrig, at jeg simpelthen bliver nødt til det.
Så i aften har jeg hakket som en gal. Nødder, mandler, rosiner, svesker, dadler, abrikoser, ja sågar cocktailbær i små stykker er blandet med vanillesukker, kanel og nellikker og overhældt med diverse fra barskabet – cognac, rom og portvin, og så skal det ellers trække en uges tid, før jeg fortsætter projektet.
Spændende…
Shanes Verden er magisk, eventyrlig og fantastisk, og den bliver bestemt ikke mindre fantastisk, når temaet er jul.
Shanes Jul er julekalenderen på Ramasjang (DR’s nye børnekanal). Juleforberedelserne er i fuld gang i Puklepakkedal, der beboes af lille Grønært, Peberkagedamen, doktor Poul Pille og mange andre. Shane Brox klipper og klistrer, drysser om sig med glimmer og fortæller de hyggelige små historier med sin charmerende dialekt.
Det er kreativitet, nærvær og eventyr, når det er bedst – og jeg ville også sidde klistret til skærmen, selv om jeg ikke havde børn. Jeg er bare så vild med hans univers.
Og som et ekstra bonus kommer der hver dag et afsnit af Jul i Gammelby, de gode gamle dages julekalender, der også er et gensyn værd for nostalgikere.
Eftermiddagshygge, stearinlys og julemusik – og så lige et ordentligt læs pebernødder til dåserne. Der er én regel: der skal bare være nok. Så køkkenmaskinen kom på overarbejde, spisebordet blev ryddet, og der blev rullet stænger og skåret nødder til den store guldmedalje. Freja trak sig ret hurtigt, træt som hun var efter fødselsdagsfest hos en klassekammerat, men Emil blev tålmodigt ved, og nødderne er nu både prøvesmagt og godkendt.
Alt er også stort set som sidste år – opskriften er den gamle, støvede og dyrebare familieopskrift – kun er det meste af perlesukkeret skiftet ud med groft rørsukker, for Føtex havde udsolgt, og jeg vovede det ene øje og satsede på rørsukkeret. Det kan jeg nu vist også roligt gøre, nødderne smager i hvert fald, som de skal.
Om lidt vil jeg sætte mig i sofaen med hækletøj og papir og blyant. Jeg trænger til at få tømt hovedet og lavet en prioriteret liste over, hvad der kunne være godt at få gjort inden jul. Ikke fordi alt skal være perfekt, men fordi det, der står på papiret, ikke behøver at tage kapacitet i hovedet. Så kan jeg prioritere og tage det fra den ende, jeg lyster.
Og hækletøjet får en forsigtig tur. Det går fremad med armen, udstrækningsøvelserne er gode, kan jeg mærke, og jeg er så vidt, at jeg nu tør bruge den forsigtigt til mere end bare det mest nødvendige. Så længe jeg bare mærker efter og ikke gør mere, end den vil være med til, så går det – og jeg nyder fremskridtene!
“Og de gaver, som hun fik – det er vist en hel butik” – citat fra en hyggelig, gammel remse – jeg må bringe den i sin helhed en dag…
Men tilbage til gaverne. Det er altså fantastisk sådan at have fødselsdag. Altså selvfølgelig især, fordi man får lov at blive fejret af og med dem, man holder af. Men gaverne er nu heller ikke at foragte. Især ikke dem, jeg fik:
Og en skridttæller, der er påmonteret (6000 skridt i går, 2000 i dag – der er langt til de 10.000), og et juliennejern.
Er man så lige en heldig pamjulefis eller hvad?!!
Marina har fået verset af Solrun, der fik det sunget af en ældre, amerikansk dame.
Nu har jeg printet det ud, og det skal hænge et sted, for mine øjne jævnligt falder. For jeg har sådan behov for jævnligt at blive mindet om, hvad der er det vigtigste i mit liv.
Lige for tiden føler jeg det særligt. Jeg ved ikke, om det er alderen, der trykker – selv om I så sødt skriver, at jeg stadig er ung (og det føler jeg mig også!) – så kan jeg jo se på mine børn, at tiden går, og pludselig får jeg en følelse af, at den smutter fra mig, hvis jeg ikke passer på.
Så jeg øver mig i at se mine børn – virkeligt SE dem, og håber at kunne standse tiden, bare lidt, ind i mellem…
Det er et godt tal, synes jeg. Og ret voksent, må jeg indrømme.
Selv om jeg ikke plejer at hænge mig så meget i alder og ikke er den, der går i krise over skarpe hjørner, kan jeg alligevel mærke en vis rørstrømskhed komme snigende. Noget med tid, der er gået og ikke kommer tilbage, børn der bliver store og skal nydes, mens tid stadig er.
Dagen er startet godt, med gaver i sengen, morgenmad med kalenderlys og julemusik, rimfrost i græsset og forventning om en dejlig dag, hvor jeg skal være god ved mig selv, gøre arbejdsdagen kort og hyggelig, spise frokost og ose lidt i byen, inden jeg henter børnene tidligt og slår mig ned i den lune rede. Så skal jeg til gengæld arbejde i aften, men det har jeg forliget mig med, så det er okay, og skal også nok blive en god aften.
