Fra alle os til alle jer…

 

 

 

Jeg sidder i en stille aftentime og lægger sidste hånd på mandelgaven, før jeg vil gå til ro og lade hvilen falde på mig.

Julegæsterne er kommet i god behold gennem landet – det holdt hårdt, men det lykkedes, og det er jeg taknemmelig for. Vi mangler kun en, min mormor, som kommer i morgen og heldigvis ikke skal så langt. Jeg sender mine tanker til dem, der strider med snemasserne. Jeg elsker, når julen er hvid, men når postkortlandskabet viser tænder og medfører risiko for liv og lemmer, og juleplaner der bliver forpurret, så er det ikke sjovt længere.

Forberedelserne er klaret, både på hjemmefronten og i kirken. Nu mangler bare de sidste detaljer, før vi kan fejre den store højtid sammen. Juledagene byder på gudstjenester, der skal klares, og derefter god tid til at hygge og nyde at være sammen.

Jeg elsker december med alle sine forberedelser og traditioner, men allermest elsker jeg juledagene, når forberedelserne er klaret, og der bare er tilbage at læne sig tilbage og være sammen med dem, jeg holder af.

Det er lige om hjørnet.

Rigtig glædelig jul til jer alle!

Fri leg med pling bing

 

 

 

Årets julekort er forhåbentligt fordelt i de udvalgte brevsprækker, så nu får de allernådigst lov at komme ud i offentligheden her. Nogle overraskelser skal der jo være plads til i denne tid…

Jeg er af den gammeldags slags (på flere punkter…) og sværger til postomdelte julehilsner. Jeg bliver selvfølgelig også glad for dem, der kommer på mail – det er altid dejligt at få en hilsen – men det er altså noget særligt, når de dukker op blandt de mere kedelige rudekuverter og reklamer. Selv de mailede julehilsner bliver printet ud, så de kan hænge i min julekort-snor, og så jeg kan sidde og læse dem hvor og når jeg vil. Sådan er jeg nu engang…

Og derfor hygger jeg mig også med at kræse for de kort, vi sender ud. Til gengæld er indholdet ikke håndskrevet, for vi har vores egen småskøre stil, når vi skriver side op og side ned om året der gak, set fra vores hjørne af verden. Så en computerskrevet afhandling (mestendels Brians værk), puttet ind i gammeldags, håndlavede kort (som er mit bidrag til projektet).

 

 

Jeg har leget med farver og stjerner, kraftigt inspireret af Rie Elise Larsen (papiret er fra hendes stilsikre hånd), skønne pailletter er tilført med løs hånd, en tur med symaskinen fik jeg ideen til hos Lis, og en gang glimmer og et stempel gav det sidste touch til herligheden. Jeg er rigtigt godt tilfreds, og der er masser af pailletter tilbage til mange timers fri leg. Skønt!

Man skal ikke skue hunden på hårene…

 

 

 

Jeg må indrømme, at det er svært at tage et billede af blodpølse, så det ser rigtigt indbydende ud. Og mange ville også betakke sig for at spise det.

Her i huset er det en gudespise! Vi får det omtrent to-tre gange om året, koncentreret på juledagene og en enkelt gang lige før jul. Det skal ikke overdrives, men være sådan noget helt særligt, som hører julen til, og som derfor nydes ekstra meget.

Der bliver ikke eksperimenteret med tilbehøret, det skal være, som det plejer. Blodpølsen skæres i skiver, som steges sprøde i smør. Serveres med æblemos og sirup. En lækker indledning til julefrokosten. En let aftensmad på en aften, hvor der blev kogt rødkål i lange baner, der nok skal række et par dage. Også efter en velafprøvet opskrift – det er vel traditionernes tid, og opskriften er langtidsholdbar… En rugbrødsmad med lun frikadelle og friskkogt rødkål fulgte blodpølsen, og der var ikke et (jule)øje tørt.

Til gengæld er rødkål en utrolig smuk og fascinerende grønsag, så den kommer med på catwalk’en…

 

Glimt…

 

 

 

Glimt af en hjemmedag – en af en lang række feriedage for børnenes vedkommende, ugens eneste fridag, før det bliver mandag igen, for mit vedkommende.

Den er stornydt, med lækkermorgensøvn, effektivitet og stille syslerier, med hemmeligheder og julekortproduktion, støvsugning og julehæklerier.

Ikke dårligt…

 

 

Når der regner ferie på børnene…

 

 

 

Juleferien er skudt i gang, og det er skønt! Ja, det er jo altså ikke fordi, jeg har ferie – der er lissom ikke noget, der hedder juleferie, når man er organist. Men jeg føler også, at det drypper lidt på mig. Jeg kan også sove lidt længere om morgenen, madpakker er et begreb, jeg vil nyde at glemme et par uger, og det giver lidt mere ro herhjemme, når børnene ikke skal ud af døren, ikke skal lave lektier osv.

 

 

Som altid var det vildt hyggeligt at være til afslutning på skolen. Med morgensang, hygge i klasserne og samling i gymnastiksalen for alle, med forskellige indslag. I år var det Frejas klasse, der indledte seancen med at gå med tændte lys til det store juletræ, mens de og vi sang “Nu tændes tusind julelys”. Det er en smuk tradition, og de er så søde, de små børn, som de går dybt koncentrerede med hver deres lille lys. Som altid var der også masser af danse- og musikindslag, og det er en fornøjelse at opleve de engagerede elever og lærere.

Emil kom hjem med feber i torsdags, holdt sofaen i går og var heldigvis frisk nok til at komme med i dag – lidt klatøjet, men klar nok i hovedet til at holde rytmen ved trommerne…

 

 

Imens dalede sneen udenfor, og da vi kom hjem, blev wii’en støvet af. Den har ellers tilbragt en tid i glemsel, men det er som om, en påbegyndt juleferie gav minder til sidste år, hvor wii’en kom til familien juleaften. Den må meget gerne komme på banen igen, hvis man spørger mig.

Det er ganske vist, det ER (næsten) jul…

Julekalender for barnlige sjæle

 

 

 

Ja, det er altså Emils – julekalenderen fra lego. Men jeg er næsten lige så spændt som han på at se, hvad der gemmer sig bag dagens låge.

 

 

Vi (ja, det vil jo altså sige nissen ;o)) plejer at lægge lidt i børnenes sokker hver dag i december – nogle dage en lille gave, andre dage et par pebernødder. Men i år ville børnene hellere have adventsgaver. Helt okay med mig. Det bliver ikke lettere med alderen (børnenes alder, forstås) at finde meningsfyldte småting til få penge. Og så ønskede de sig forøvrigt en julekalender. Emil en lego og Freja en littlest pet shop (hendes hjerte banker varmt og ivrigt for alle slags dyr). Så første adventsgave var en julekalender til hver. Ret genialt, hvis I spørger mig! Nu får de både den daglige lille overraskelse og en lidt større ting hver søndag.

 

 

Og jeg følger spændt med på sidelinien – især ved legokalenderen, for jeg er vild med det univers. Et lille hjem folder sig ud. Med far, mor og to børn. Legetøj, pejs og snemand (den er forøvrigt skøn, snemanden). Sofa, håndvask og spisebord. Klaver til pigen og trommesæt til drengen. Ret pudsigt, synes jeg, når Emil nu spiller trommer på 5. år…

 

 

Og så vil jeg bære over med, at faren havde en arbejdsmappe i hånden, og moren et flute. Til gengæld har jeg lagt moren på sofaen ;o)

 

Flyveklar…

 

 

 

 

De skønneste gaver pynter rundt omkring. Det dejlige ved at have fødselsdag er (også), når gaverne bliver ved at komme dumpende i tiden efter.

Disse flyvefærdige grise og fugle fik jeg af en kær og meget kreativ veninde. Jeg elsker deres fantasifuldhed og farveglæde – og at hun har brugt tid på at lave dem til mig!

Og så disse skønne kræmmerhuse… Mmmmm…

 

 

Til gengæld er solstrejfet og den hvide baggrund udenfor ren ønsketænkning fra min side. Billederne er nemlig et par dage gamle, og i nat forsvandt de sidste sørgelige rester af sneen. Tilbage er kun gråvejr tilsat ekstra vand.

Det er altså ikke mig, der har bedt om det…

 

Klejner DIY

 

Do It Yourself behøver vel ikke kun at henvise til alskens kreaproduktioner og nørklerier…

Selvgjorte, små sprøde klejner som min mor laver dem, er efter min mening slet ikke sammenlignelige med svampede, store bagerklejner. Faktisk tror jeg, det må være en mors (eller fars, hvis det er ham, der er klejnemester) fornemmeste opgave at videregive kunsten at koge klejner. Eller i det mindste en af de fornemmeste… Det er nemlig meget nemmere at lære by doing end ved at læse sig frem til det. Men for de stakler, der ikke har lært det af deres ophav, kommer her en lille introduktion.

Man tager:

500 g mel
125 g blødt smør
175 g sukker
revet skal af ½-1 citron
3 æg
3 spsk fløde

palmin til kogning

Smørret smuldres i melet. Sukker og citronskal blandes i, og dejen æltes sammen med æg og fløde. Dejen skal hverken være for tør eller for klistret. Hviler koldt i et par timer, og så kommer alt det sjove.

 

 

Dejen æltes igennem, så den er smidig og rulles milimetertyndt med kagerulle (brug mel, så dejen ikke hænger i bordet). Herefter skæres den med klejnespore, jeg bruger sådan en med to skær og en midterdims til hullet i midten. Man kan også være mere kreativ og køre med en enhjulet spore, jeg synes bare, det andet er lettest. Klejnerne vrides, det vil sige, at man slår en knude på klejnen ved at stikke den ene ende ind gennem midterhullet og tilbage på sin plads. Det er her, man vil værdsætte, at dejen er æltet smidig. Pas på med at komme for meget mel på klejnerne, det gør palminen sort. Når man har taget på det, er det totalt meditativt at stå i sine egne tanker og vride klejner. Hver gang, jeg har fyldt en tallerken, stiller jeg den koldt, for det er en fordel, at klejnerne er kolde og ikke for bløde, når de kommer i olien.

 

 

Palmin smeltes ved høj varme i en stor gryde, jeg plejer at bruge et kilo, for at have god plads i olien. Husk at have et tætsluttende grydelåg klar, for i tilfælde af brand (man skal jo være helgarderet), vil det være katastrofalt at hælde vand på. Kvæl ilden med låget. Luk dørene til køkkenet og skru emhætten op på højeste styrke, medmindre du gerne vil have palminduften godt fordelt i huset. Når palminen bruser op omkring en tændstikspids (uden svovl!), er den varm nok, og nu er det ikke nu, man skal stå og halvsove eller tømme opvaskemaskinen imens, for dette kræver koncentration. Klejnerne sænkes i palminen med en hulske, jeg plejer at have 5-6 klejner i olien ad gangen, men prøv dig lidt frem. Palminen må ikke blive for kold, for så suger klejnerne alt for meget fedt, mens de koger. Jeg vender klejnerne lidt undervejs, for de bliver lysest på den side, der vender opad. Når de tages op (pas på, de ikke bliver for mørke), lægges de på fedtsugende papir og køler af, før de gemmes væk for svage sjæle, så der er nogen tilbage til juleaften.

 

Mental afkobling

 

 

 

Chick lit er min måde at koble af, sådan en in-between bog. Jeg plejer at veksle lidt mellem tungere og lettere genrer (uden dog nogensinde at bevæge mig ud i det rigtigt hardcore, men det kan jo være, det kommer…), og Vandmelonen af Marian Keyes er så afgjort i den lette ende. Ingen store overraskelser, men medrivende fra første side. Der er jo en grund til, at de sælger så godt, for man er hurtigt inde i handlingen, og siderne vender næsten sig selv.

Kort fortalt handler bogen om Claire, der lige efter at have født deres første barn, får besked af sin mand om, at han forlader hende til fordel for en anden kvinde. Her starter historien, og vi følger herefter Claire, mens hun flytter hjem til sin familie, der tager sig af det stakkels spædbarn, mens Claire lever sorgen igennem på sin egen, selvoptagede måde. Og hvordan hun efterhånden vågner op til dåd, finder kærligheden og lever lykkeligt til sine dages ende.

Som altid er jeg en smule irriteret over den overfladiske livsstil og personbeskrivelse, og den sort/hvide tilgang til handlingen, der oftest kendetegner genren, men som altid bliver jeg revet med og kan næsten ikke slippe bogen igen, når jeg først er i gang. Denne gang fortsatte min irritation dog igennem bogen, for jeg synes simpelthen, der er for meget snik-snak fra jeg-fortælleren, der skal kommentere enhver tanke og handling i det uendelige.

Bortset fra det fik jeg, hvad jeg forventede – en medrivende historie, mental afkobling og lyst til at kaste mig over den næste bog i køen. Denne gang er det Karen Blixen, der står for tur…

Husflidsforeningen gjorde det igen.

 

 

 

De kom, de så, de hæklede!

Hækleaften, vers. 4.1 – julespecial. Det var i går, den løb af staben, det var her i min stue, og det var som altid SÅ hyggeligt.

Med god tid til bare at sidde og hyggesnakke. Med de dejligste mennesker. Og så (i aftenens anledning) julemusik og lidt til den søde (jule)tand.

 

 

Udover julesmåkagerne, clementiner, friske dadler og en krydderkage med æble, havde jeg vovet mig ud i denne Panforte di Siena, en kage, eller rettere konfekt, der har sin oprindelse helt tilbage i 1200-tallet. Spændende er den, men måske er det lige hardcore nok at vove sig ud i en Camilla Plum version som den allerførste. Der er i hvert fald tryk på smagsgiverne, og en anden gang vil jeg prøve med en lidt sødere og knap så ingefærstærk version. Men jeg kan faktisk godt lide den, som en af de få i min omgangskreds, for man skal nok være til sukat og pomeransskal for at synes om den (og det er det underligt nok de færreste, der er).

Jeg havde fået hæklet en del jule-demomodeller, men ville gerne have lavet mange flere, for der er bare så meget god inspiration at få rundt omkring. Udover Stof og Stils julepynt, er Karens blog helt uundværlig i den anledning. Jeg er vild med hendes kreative julekalender, og jeg kan godt røbe, at der var indtil flere af hendes modeller på bordet i går.

Sulemad

 

 

 

Decembermad er sulemad. Med variationer – der er selvfølgelig også dage med masser af fibre og grøntsager, som det sig hør og bør – men det sker også, at der er skruet godt op på sulebalancen, og man må kigge langt efter salaten. Jeg kunne nu sagtens forestille mig en lækker rødkålssalat til denne ret, men det blev ikke lige denne gang…

En bunke små kartofler (måske ½  kg, måske lidt mere) vaskes grundigt og skæres i kvarte.

150 g bacon skæres i strimler og 2 mellemstore løg i både.

Kartofler, bacon og løg steges med 4 timiankviste i ca. 20 minutter. 3 æbler (gerne cox orange, min favorit i denne tid) skæres i både, kommes ved kartoflerne og steger i yderligere 10 minutter eller til kartoflerne er møre. Smag til med salt og peber.

Vi ynder den med den traditionelle medisterpølse, der bliver vakt til live her i julemåneden, men man kan selvfølgelig bruge andet kød eller “nøjes” med det bacon, der er i.

Julen er reddet…

 

 

 

Juletræet er i hus, og pebernødderne er bagt. Så skal det nok blive jul…

Juletræet er købt på det sædvanlige sted – med nissesti, julebutik, gløgg og æbleskiver (dog ingen killinger i år…). En rigtig julehyggedag, og at vi mødte gode venner derude, gjorde kun dagen bedre.

Pebernødderne er slet ikke med peber, til gengæld har vi bagt en ordentlig bunke, så der også er nok, selv om der skulle gå mus i kagedåsen. Nødderne hedder også demoranødder og er bagt efter en gammel familieopskrift.

De smager så englene synger, kun ham her er jeg lidt beklemt ved…