Fester og gæster

 

 

 

Endnu en fødselsdag er om hjørnet. Hvor kliche-agtigt det end lyder, må jeg sige, at jeg hver gang forundres over, hvor store børn, jeg nu har. Femten år er det snart siden, at jeg blev mor for første gang, og hvor er det spændende at stå på sidelinien og følge udviklingen fra dreng til mand.

Og hvor var det skønt at få familien på besøg, at vise mit nye hjem frem, at dele livets genvordigheder og glæder med hinanden, og som en dejlig sidegevinst at få boret lidt huller hist og her og komme endnu mere på plads.

Nu er jeg ved at være landet igen, køkkenet begynder at ligne sig selv, og jeg har en skøn og solskinsramt fridag foran mig…

Forårsfornemmelser…

 

 

 

Jeg gætter på, at vinteren i år har samme længde, som sådan en nu plejer at have. Men hvor er jeg dog ved at være utålmodig i min længsel efter forår.

Og sådan et herligt solskin, som vi har haft i dag, gør mig høj, og får det til at krible i mine fingre. Jeg får lyst til at gå i haven og gøre noget. Jeg ved bare ikke helt hvad..

Jeg skal jo lige lære min nye have at kende. Og er af den overbevisning, at haven skal have lov at bruge det første år på at vise mig, hvad den har at byde på, før jeg begynder at lave noget om.

Så i dag nøjedes jeg med at tage kameraet med på tur. Det var nu også en dejlig oplevelse. Nyt (låne)kamera (der med sin store linse er lidt svær at styre på små indendørs afstande, men rigtigt folder sig ud under åben himmel), ny have og det smukkeste solskin var en skøn kombination.

 

Hvidt…

 

 

 

Knapt har jeg sluppet malerpenslen og erklæret mig fuldstændig mæt af malerdage, før jeg griber den igen.

Denne gang er det ikke vægge men møbler, jeg maler.

Og ja, jeg ved godt, at trenden med at male alle møbler hvide har haft sin tid – men jeg har aldrig påstået at være den hurtigste malerpensel i samlingen, hvad trends angår ;-)

At indrette et nyt hjem tager sin tid, jeg famler mig stille og roligt frem for at finde den stil, der er min, og med min stærkt begrænsede økonomiske formåen er der ingen lette løsninger og ture til nærmeste Ikea eller Lauritz.com eller hvad jeg måtte finde på. Til gengæld er jeg så rigt velsignet med gode mennesker omkring mig, der gerne lægger vejen forbi med hvad de ellers havde tænkt at sende til genbrug og skrot. Og jeg tager gladeligt imod.

Et billigt bogskab har fulgt mig siden jeg var en hel del yngre – nu bliver det malet og kan derved fint danne makkerpar med den lige så billige reol, jeg lige har fået, og som også får en gang maling. Stille og roligt bliver der plads til alle bunkerne, der ligger rundt omkring, og efterhånden får jeg mig indrettet, så her ikke kun er plads og luft, men også meget af det, der gør et hus til et hjem.

Første skridt…

 

 

 

Jeg indrømmer blankt, at jeg i lang tid skubbede tanken foran mig. Overbevist om, at der var lang tid til. For tanken om at skulle arrangere en fest sammen som nyseparerede forældre var ikke let.

Men tiden blev kortere og kortere, og omsider fik vi taget hul på snakken. Og nu er jeg fortrøstningsfuld. Vi skal nok få lavet en rigtig god fest for Emil. Invitationerne er lavet og sendt ud. Og jeg glæder mig til at fejre min store dreng sammen med den store flok familie og venner, som han og vi gerne vil fejre dagen med.

Køkkentanker…

 

 

 

 

Jeg sidder i mit lune køkken og nyder, at jeg har tiden for mig.

Lader tanker vandre…

Nogle gange har jeg brug for at stoppe op. Være langsom. Ikke fordi jeg har specielt travlt, men fordi omvæltningerne i det sidste år har været så voldsomme, at jeg må være opmærksom på, at jeg har mig selv med.

De sidste dage har været meget stille. Ind i mellem rammes jeg af tungsind. Af en følelse af ensomhed. Af en vinter, der snegler sig afsted. Af savn.

Så må jeg tvinge mig selv til at løfte blikket.

Minde mig om, at jeg på ingen måder er ensom. Bare i perioder alene. Og det kan også have sine fordele.

Og vinteren går snart på hæld. Dagene længes, og solen viser sig mere og mere.

Mit køkken er herligt grønt.

I vinduet står en dejlig gave, en skøn orkide.

Og i aften kommer børnene hjem til mig.

 

Hjerter…

 

Er der noget smukkere, end når to hjerter åbner sig for hinanden og slår i samme takt?

Er der noget mere berusende, overvældende og aldeles vidunderligt?

Jeg er så fyldt af taknemmelighed og en glæde, der hele tiden vokser og bliver dybere, mens vores hjerter og vores liv fletter sig mere og mere sammen.

Stille og roligt udvikler vores forhold sig – der er mange sår at tage hensyn til, både i og omkring os, der er en fysisk afstand, der er alt for stor, der er udfordringer, vi bliver nødt til at leve med.

Men det, der fylder, er at det er så dyrebart og værdifuldt, at det kan gøre mig helt stum. Og jeg lader en lille tåre trille, mens jeg lader DR Pigekoret udtrykke det smukkere end smukt med Tove Ditlevsens ord og Michael Bojesens musik:

 

Taknemmelighed…

 

 

 

De fleste kasser er pakket ud, meget er på plads, andet går jeg og flytter lidt rundt på, og rundt omkring flyder ting, der venter på mere hyldeplads, eller at jeg tør lave huller i mine nye vægge.

Det tog ikke lang tid at falde til her, jeg er så taknemmelig for mit nye hjem og glæder mig hver dag over at måtte bo her. Huset ligger tæt på skole og arbejde, og børnene har hurtigt taget deres nye hjem til sig.

Det er fantastisk at mærke al den hjælpsomhed, vi bliver mødt af – vi får lidt hist og låner lidt her, og efterhånden får vi bygget op, så her ikke er alt for tomt. At lande i en stil, der er min, tager lidt tid, men vi har også netop tiden for os.

Vores nye hjem er allerede godt i gang med at blive fyldt med gode minder og oplevelser, og jeg glæder mig til mange flere i de dejlige rammer.

Her går det godt – send flere penge…

 

 

 

I lørdags var flyttedag, vi malede til det sidste, og blev så færdig, som jeg nu har besluttet at ville være. Min malelyst er blevet stillet for denne gang – så selvom man godt kunne finde flere flader, der kunne trænge, hvis man kiggede godt efter, er det ikke værre, end at jeg sagtens kan finde andre steder at lægge mit fokus.

Som altid er sådan en flytning temmeligt energikrævende, men alting er gået så godt, og jeg nyder at gå og finde mig tilrette her. Faktisk går jeg og bliver helt høj over, at dette nu er mit hjem. Jeg er flyttet fra de mest fantastiske naboer, og det bliver et savn. Men heldigvis er jeg jo ikke flyttet længere væk, end at vi stadig kan holde kontakten.

Og mit nye hjem er skønt. Her er lyst og rart, her er rigeligt med plads, og her er have. I dag har jeg fri, og mens jeg tømmer den ene kasse efter den anden, går jeg og glæder mig til min yndlingssøster om lidt kommer fra Sjælland for at gøre mig selskab i et par dage.

What’s not to like? :-)

Udsigt…

 

 

 

Ikke en hvilken som helst udsigt, men den der er min, mens jeg går i huset og maler. Den der snart bliver min hver dag. Og den, jeg vil bevæge mig ud i, når jeg har lyst til at gå ud i min have.

Jeg glæder mig meget til at flytte. Samtidigt med, at det er lidt mærkeligt at gå og pakke igen. Selvom jeg ikke har boet i lejligheden så længe, kan jeg ikke undgå at slå rødder, hvor jeg har hjemme. Og dette var mit første helle i en turbulent tid. Mit helt eget fristed. Det var et godt sted.

Men det bliver endnu bedre at få et fristed med plads til armbevægelser, børn og gæster. Og have…

Glæder på en onsdag…

 

 

 

Min fantastisk smukke amaryllis blomstrer nu for anden gang.

Maleriet skrider jævnt frem, og flyttetanker fylder mig med spænding.

Weekenden nærmer sig – og byder på en lille sviptur til København og hygge sammen med skønne veninder, jeg ikke har set længe.

Og jeg sidder i varmen med min morgenkaffe og tørrer efter dagens første, våde cykeltur. Nu lysner det, og med lidt held er regnen stilnet af, inden jeg for alvor kaster mig ud i arbejdsdagen.

Glædelig onsdag til jer!

Alt godt fra køkkenskabet…

 

 

 

For første gang i noget, der føles som meget lang tid, har jeg lavet mad, bare til mig selv. I kategorien en-gang-rode-sammen-mad-der-nok-ikke-falder-i-børnenes-smag og derfor ikke er på menuen, når de er her.

Lavet ud fra devisen: hvad har jeg i køkkenet, der trænger til at blive spist? Sådan kan jeg altså godt lide at lave mad. Især når det ender godt ;-)

I skålen er:

- 4 rødbeder, skåret i stænger, bagt i ovnen med olivenolie og et snittet fed hvidløg

- 1½ dl kogt perlespelt

- en håndfuld tørrede abrikoser, skåret i små tern

- et æble, der har fået samme behandling

- 1 gulerod, strimlet med en skrællekniv

- det hele vendt i en dressing af olivenolie, æblecidereddike, akaciehonning, timian, flagesalt.

- drysset med en håndfuld ristede græskarkerner.

 

Og så var der endda også til madpakken…

Legetøj…

 

 

 

Jeg leger. Udforsker. Lærer nyt. Prøver mig frem…

Mit kamera ser ud som om, det har tænkt sig at opgive ævred. Jeg var lige ved at prøve at indstille mig på at leve med mit mobilkamera, der har sine åbenbare begrænsninger. Og ville efterlade bloggen endnu mere hensygnende, end den er i forvejen.

Men igen er jeg utroligt priviligeret og har fået et til låns. Et kæmpe monstrum, der levede et hengemt liv, og nu boltrer sig her.

Jeg skal bare lige lære det at kende.

Men se, hvad det allerede kan. Hvilken dybde…

Til gengæld kræver det sit at fragte det, og derfor bliver det vist mest herhjemme, det vil slå sine folder. Så årets nytårsbillede blev af min forret. Den var til gengæld også god. Og spist rub og stub. Sådan en lakseroulade kunne man godt lave igen en anden gang. Den er vitterligt lige så god, som den ser ud. Selv med nyt kamera!