Oldemorhæklerier

 

 

Trøjen er stadig godt på vej, der mangler kun et ærme og monteringen, så den er næsten i mål – men jeg havde ikke lyst til at slæbe de enorme pinde med på turen til Aalborg.

Så der skulle lige tænkes hurtigt og kreativt, for uden håndarbejde ville generalforsamlingen blive alt for lang.

Jeg gik ombord i bomuldskurven, og tog et bredt farveudvalg og en hæklenål med i tasken, fandt en opskrift på oldemorsfirkanter, og håbede på inspiration.

 

 

Og jeg er indtil videre rigtigt godt tilfreds med resultatet. Det er sjovt at få inspiration til nye farvekombinationer efterhånden, som sammensætninger prøves af, og jeg elsker den farveglade stil.

Jeg har ikke hæklet andet end bølger før, og opskriften voldte mig en del kvaler – jeg forsøgte igen og igen, før jeg omsider forstod meningen med de kryptiske vendinger. Nu ligger det til gengæld på rygraden, og jeg kan hækle firkanter i søvne. Lapperne skal ende ud i et halstørklæde – om det bliver med to rækker eller bare en enkelt række firkanter, ved jeg ikke endnu. Men jeg ved, at jeg nok skal få min lyst styret, for Freja bestilte straks et tørklæde til sig selv, da hun så mine hæklerier, og det skal hun selvfølgelig få.

 

Drageløberen

 

En af de ting, jeg også altid glæder mig til, når jeg skal på årsmøde, er noget, som er hverdag og måske ligefrem en pestilens for nogen, men som for mig er ekstraordinært – nemlig togturen. En rum tid for mig selv, med skønne, forårsgrønne landskaber susende forbi, med tid til at fortabe sig i tanker, der suser med, at betragte rejsefæller, fordybe sig i håndarbejde eller en god bog. Og hvis rejsen er lang, er der endda tid til lidt af det hele.

Bogen, jeg havde med i tasken, har jeg hørt så meget godt om, og jeg har længe set frem til, at det var den, der stod for tur.

 

 

Og Drageløberen har på ingen måde skuffet. Jeg er cirka halvvejs igennem den, og den er svær at slippe! Den er gribende og barsk, den rummer skæbner så tragiske, at vi i vores trygge hverdag har svært ved at begribe det. Den rummer livsvisdom og beretter nærværende og levende om en kultur, som er så helt anderledes vores. Den er kort sagt en læseoplevelse, man ikke bør gå glip af! Og efterfølgeren ligger klar i bunken, når sidste side er vendt.

Et dejligt frirum

 

 

Som forventet er tulipanerne sprunget ud, mens jeg har været afsted. De stod på spring, og i det fantastiske vejr, vi holder os for tiden, ville det undre, hvis ikke de havde brugt tiden fornuftigt til at folde sig ud i al deres florlette skønhed.

Jeg har også brugt tiden fornuftigt – det har været skønt at få et frirum fra hverdagen, alle dens pligter og de roller, jeg har som mor, hustru osv. Roller, pligter og hverdage, som jeg nyder og ikke ville undvære, men som det også er guld være at holde pause fra og bare være mig.

Og skønt at lade sig varte op – selv om maden ikke helt levede op til den standard, vi efterhånden er forvænte med, var den stadig rigtig god og rigelig. Hotelværelset var helt i top, og det var pragtfuldt at vågne stille og roligt, helt alene, og slå altandøren op og indsnuse morgenluften og udsigten over hele Aalborg midtby.

Og det var dejligt at være sammen med en masse skønne kolleger, og få inspiration til arbejdet og spændende at blive opdateret om de nyeste overenskomstforhandlinger, der med tiden vil bringe nye ansættelsesforhold og betingelser for arbejdet. Nye tider er på vej, tjenestemandsordningen er på vej ud, men der går lang tid endnu, før den bliver helt afskaffet, for den udfases efterhånden, som de tjenestemandsansatte pensioneres.

Sædvanen tro var den sidste aften en festaften med god middag, underholdning, musik og dans, og hygge til alt for langt ud på de små timer. Ikke så sært, at jeg er lidt mat i dag…

Det har været skønt at komme væk – og lige så skønt er det at komme hjem til familien og hverdagen igen.

 

Smovs

   

Det har været store-konfirmations-weekend i kirken, med en konfirmationsgudstjeneste i går og to i dag. Det er så festligt at være med til, men der går jo også en rum tid med det, så weekenden på hjemmefronten har været kort. Men vi har brugt tiden godt og har rigtigt hygget os, nydt havelivet og fået sorteret lidt mere (strikke- og syopskrifter fra 80’erne, blandt andet – et rædselskabinet, siger jeg!).

I morgen tager jeg afsted til det årlige organisttræf, årsmødet med masser af inspiration, kolleger, jeg ser alt for sjældent, fest, koncerter og luksuriøs hotelforplejning. Der plejer ikke at mangle noget, og det er virkelig en indsprøjtning, der giver energi til mange dage, og som jeg glæder mig til i lang tid i forvejen. I år er årsmødet i Aalborg, men der bliver desværre ikke meget tid til at se på alt det, byen har at byde på.

Når nu jeg efterlader den stakkels familie, mens jeg skal smovse i de næste tre dage, skulle der da også lidt smovs til vores aftensmad i dag, som jo er den ugentlige dessertdag. Så den spanske tortilla blev efterfulgt af en chokoladepavlova, som var helt vellykket.

 

 

Den blev toppet med flødeskum og en bærblanding fra fryseren, som fik rigtig godt modspil fra chokoladen i bunden.

 

 

Opskriften er Nigella Lawsons, og den anbefaler jeg gerne.

Sunde interesser

 

Børnene sidder og ser SF’s landsmøde på TV.

That’s my kids ;o)

Cantuccini

 

 

De lækre italienske småkager går også under navnet biscotti, som betyder bagt to gange – og det er netop, hvad de er, først som hel rulle, derefter er de skåret i skiver og tørret for svag varme.

Opskriften fandt jeg hos Inge og Anders  – den er enkel, krævede ingen ekstra proviantering og kunne bikses sammen, mens aftensmaden passede sig selv. Skal helt sikkert prøves igen.

De er lidt skæve og itu – men skidt, så kan man jo se, at de er hjemmelavede. Smagen fejler bestemt ingenting – de er testede :o) Resten skal gemmes til torsdag, der får vi nemlig gæster…

Jeg ønsker mig…

 

Kom tilbage nu – Alletiders danske hits (gamle udgivelser, men jeg har først lige fået øjnene/ørerne op for dem)

Det er dansk pop(/rock), når det er bedst…

Det er Gnags, Anne Linnet, Rocazino, Ray Dee Ohh og meget, meget mere af alt det guld, der lød igennem mine højttaler igennem tiderne… Uhm…

Lidt om anemoner og maver…

 

 

De to dobbelte anemoner, jeg fik af min mormor sidste år, har trods deres sarte fremtoning, klaret flytningen og står så fint og kigger mod solen. Jeg håber, de vil klare en flytning mere, og med tiden blive til mange flere. Det   kunne være så dejligt med sådan et forårsdække, der kan minde mig om min mormor.

Sådan har jeg flere planter, der minder mig om givere, der står mit hjerte nært, og som jeg håber, er med på at rykke til nye omgivelser. Så vores nye have også kan blive fyldt med historier og minder. Det er det, der giver den sjæl og gør den til vores.

 

 

Dagen i dag var dagen, hvor Freja endnu en gang begav sig til sygehuset for at få maven gennemtjekket – denne gang med en scanning. Man må sige, vi får noget ud af vores grundige sundhedssystem, og jeg kan ikke lade være med at få følelsen af at skyde gråspurve med kanoner og måske tage pladsen for andre, der har mere behov. Men på den anden side – når nu lægerne synes, det kunne være en god idé at få hende tjekket, for deres og for vores skyld, så er jeg ikke den, der protesterer.

Og nu skulle det være sikkert og vist. Hun fejler ikke noget fysisk. Det er da rart at have på plads. Så mangler bare, at hun får det helt godt igen. Og det går den rigtige vej. Der er stadig dårlige dage ind imellem, men også flere og flere gode, så jeg er fortrøstningsfuld. Og står gerne klar, når hun har brug for støtte, et knus eller en snak.

Til det lange ben

 

 

Der er camouflage, og så er der camouflage. Og for en 11-årig militær-entusiast, kan det bestemt ikke være det samme. Og når jeg nu faldt over dette stof i Stof og Stil’s katalog, som gik igennem censuren, og når jeg rent faktisk også syntes, det var meget pænt – og når det generelt ikke er camouflagebukser, vi ser flest af, og drengen vokser med raketfart (143 cm er det blevet til indtil videre!!!) – ja, så er det bare med at slå til.

Så betyder det mindre, at jeg faktisk ikke er så forvænt igen med at sy efter snitmønster… Jo, på efterskolen fabrikerede jeg en del. Og jeg har da også syet mine projekter efter fri fantasi – sofabetræk, puder, gardiner, fastelavnsdragter og den slags. Og så selvfølgelig småreperationer og oplægning (hedder det sådan?) af utallige bukser. Men sådan rigtigt efter opskrift og syvejledning, det er ukendt land. Heldigvis fandt jeg en “easy”-model – og så kan det vel ikke gå helt galt, tænker jeg. I hvert fald, hvis man ikke kigger dem grundigt efter i sømmene… Og så synes jeg, det er helt sjovt at prøve noget nyt. Hvem ved, måske griber det om sig…

PS. Billedet er ikke helt farveægte, stoffet er en smule grønnere.

 

 

Og så lidt af det rigtigt grønne – bare fordi, det er så godt for øjnene…

Ud i det blå

 

 

Nu er det forår, og alting er skønt,

så jeg vil ud på min cykel og se noget grønt,

for det er forår, dejligt vejr,

mon der er no’n, der ka’ la’ vær’

at sige: Nu er det forår, og alting er skønt….

 

 

En lille lalleglad forårskanon cyklede rundt i hovedet på mig, mens jeg cyklede ud i det blå. En dejlig tradition er genoptaget, og hvilken dag er vel mere belejliget til det end sådan en solfyldt forårsdag?!

 

 

I sidste uge genoptog jeg svømningen, som har ligget brak den sidste måned, mens Freja har haft svært ved at klare morgenerne i normalt tempo. Og det er skønt at komme i gang igen. Og skønt at have energi til at komme i gang igen!

Det er i dag et vejr…

 

 

Og endda et helt fantastisk af slagsen. Vi trak ud i haven efter dagens gudstjenester og et smut forbi Fuglsang Sø – og var næsten ikke til at drive ind, da solen forsvandt bag hustagene. Terrassen blev befriet for en ordentlig bunke sand, der flød i et hjørne – og mine arme blev i den anledning 2 km længere! Jeg vil vædde med, at jeg i morgen kan mærke, at jeg har brugt muskler, der normalt lever et hengemt liv.

Så jeg kunne hurtigt blive enig med mig selv om, at det var velfortjent, at jeg satte mig med et blad og sol på de halvblege skinker, mens Brian grillede bøffer til aftensmadens burgere. Årets første aftensmad på terrassen er noget helt særligt, fuld af løfter om en dejlig årstid, der endnu kun er i sin vorden – jeg elsker foråret og sommeren, der er så mange skønne stunder i vente, og hele sanseapperatet vækkes af sin dvale, som det bliver bombarderet af syns- og dufteindtryk. Det er ikke så sært, at foråret er forelskelsernes årstid.

Et hyggeligt uno-spil for hele familien rundede en dejlig weekend af, og Freja sang af hjertens lyst, mens hun tog nattøjet på for lidt siden.

Et kig rundt i haven åbenbarede forøvrigt, at der også i vores lille firkant gemmer sig guld:

 

 

De forårsløg, som jeg alt for sent fik i jorden i januar, og som jeg ikke havde den store tiltro til, skyder pludselig med små stædige vintergækker, helt uden for sæson.

 

 

Krydderurtebeddet bugner med mynte, timian og persille – der er til mange gode retter, og det er så skønt at kunne plukke i haven!

 

 

Og så er det lige om lidt, at de springer ud, mine yndlingstulipaner. Jeg kan næsten ikke vente, for de er bare så smukke…

Dejlige lørdag

 

 

Dagen er gået helt uden overspringshandlinger, jeg har været effektiviteten selv, og det føles rigtigt godt. Alle gulve er støvsugede, og børnene hjalp med gulvvasken – de spurgte faktisk, om de ikke nok måtte være med, og den chance skal man da ikke lade gå fra sig. Det siger måske lidt om, at det ikke er hver uge, der vaskes gulv herhjemme…

 

 

Bellis er indkøbt til potterne, de er så søde, med de mange kronblade – Freja syntes, det måtte være lykken at sige elsker-elsker-ikke med så mange blade…

I eftermiddag sprang vi alle mand på cyklerne og kørte til vores nye hus. Vi har snakket med børnene om, at det vil være en god ide at bestemme nu, hvordan værelsesfordelingen skal være, så det er på plads, og de har noget konkret at forholde sig til – vi håber også, at det måske vil kunne hjælpe lidt på Frejas mavepine, som stadig volder hende en del kvaler, selv om det heldigvis går den rigtige vej.

Og jeg må sige, at jeg bliver mere glad for vores køb for hver gang, jeg ser huset. Haven i sig selv kan gøre mig helt salig. Der er en frodighed og en fred, som er i diamentral modsætning til det rækkehusfrimærke, vi har nu. Det bliver SÅ skønt.

Og det gør ikke fornøjelsen mindre, at vi har købt huset af et par dejlige mennesker, som vi har et helt ukompliceret forhold til. Snakken går lystigt, og der er en imødekommenhed uden lige.

Den første måned efter, vi skrev under på handelen, har været lang. Men jeg har på fornemmelsen, at tiden snart vil begynde at flyve afsted. Der er stadig meget tilbage at sortere. De første spande maling er købt. De første flyttekasser er i hus og klar til at gå ombord i. Det er stadig på en gang lidt fjernt og samtidigt pludseligt så nært. Det bliver lidt mærkeligt at flytte fra rækkehuset, hvorfra vi har så mange minder – gode som dårlige. Hvor der er lys og luft og højt til loftet. Hvor børnene er vokset op i de år, de kan huske. Hvor vi selv har formet haven, forsøgt os frem, og givet den det præg, vi selv kan lide. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi bliver glade for vores nye hus. Og nu er der kun små to måneder, til vi overtager – vildt!