Lyspunkter

 

 

 

Gæster, god mad, liv, hygge, latter og hjertevarme. Det er vigtige ingredienser, for at et hjem rigtigt bliver til hjem for mig. Heldigvis har jeg både familie og nære venner, som gerne tropper op og fylder rammerne med alt det, der gør så godt. Som stadig er der med deres støtte og omsorg, selvom sådan en separation også kan være svær for omgivelserne at forholde sig til.

Jeg mener det, når jeg siger, at jeg har det godt. Jeg har virkeligt meget at glæde mig over og være taknemmelig for. Og så alligevel er humørsvingningerne til at tage og føle på for tiden. Nogle dage er bare grå.

Jeg tænker, at det nok er ret naturligt ovenpå så store omvæltninger, og prøver at holde fokus på lyspunkterne, mens de grå dage går deres gang.

Og så gør det godt at tænke tilbage på en dag som i søndags. Hvor kære venner fyldte mine rammer med alt det gode. Hvor børnene også oplevede leg og latter med deres venner i deres nye hjem. Hvor Römertopf blev behørigt indviet med Camilla Plums flæskesteg i kokosmælk med spændende sager som limeblade, stjerneanis, kardemomme, chili og hvidløg. Det blev stegen bestemt ikke ringere af. Og Römertopf kommer forhåbentligt ikke til at leve så længe i glemsomhed, som den gjorde inden indvielsen.

Det var da forøvrigt også (kan jeg se på billederne) en dag, hvor solen var gavmild med sit lys. Godt at blive mindet om, hvor godt det også gør for sjælen, det der lys – og at det nok skal komme igen…

 

Freja

 

 

 

For 11 år siden var det mandag – ligesom i dag. Ikke en hvilken som helst mandag, men den mandag, hvor jeg blev mor til en dejlig pige.

Også dengang var der rutcheture i mit liv, jeg var separeret for første gang, i fuld gang med at finde mine ben, samtidigt med at jeg fik ansvaret for det dejlige lille væsen, som jeg havde god tid til at være i symbiose med. Og som siden har udviklet sig til en skøn pige, der nu mere og mere står på egne, til tider vaklende, men også stærke ben i et liv, der også byder hende både glæder og rutcheture.

Mens fødselsdagsbarnet er i skole, går jeg og hygger mig med oprydning efter en hyggelig fødselsdagsfest i går. Jeg nyder tiden og roen til at tænke tilbage på årene, der er gået, at filosofere lidt over livet, som det kan forme sig, og at være taknemmelig over alt det, der bliver mig givet.

Og glæder mig til igen at få børnene hjem til en eftermiddag, der ikke skal rumme andet end tid, ro, hygge, lidt godt i maven og hvad fødselsdagsbarnet ellers kunne tænke sig.

Her er så stille…

 

 

 

… både her i stuen – det er dagen, før børnene igen fylder den med liv, og jeg glæder mig.

… men også på bloggen – og det skyldes egentlig mest, at mit hoved er fyldt med ting, der er for private til at blive luftet her. Og så, at dagene suser forbi uden at levne mig de store pauser.

Men jeg har det SÅ godt. Har fantastisk meget at glæde mig over, og selvom der stadig er sten i vejen og tider med udfordringer og nedture, så er jeg ved godt mod. Jeg ser lyst på fremtiden, og den smiler til mig.

Og det kan man da kun være taknemmelig for!

Ude godt…

 

 

 

- men hjemme er nu bestemt også godt!

Og hvor er det dejligt at lande her efter et par skønne feriedage hos familien – og mærke, at det er mit hjem. Og børnenes hjem. At vi alle hurtigt lander, finder os tilrette og har det godt her.

Mit hjem bærer præg af, at det er midlertidigt. Der er ikke meget på væggene, jeg sover stadig i gulvhøjde, og levende lys er stadig en nødvendig, men bestemt også meget hyggelig lyskilde.

Og det har jeg det helt fint med. Her er hyggeligt og rart at være, og der er stadig feriedage i godteposen for børnene og mig.

Og det har vi planer om at nyde…

To’er

 

 

 

 

En to’er skal man bestemt ikke altid kimse ad.

Især ikke, når det er to’eren til noget så godt brugt, som min farveglade vest. Den har stort set siddet på mig, siden den blev færdig, og den trænger til aflastning.

Eller… jeg havde bare lyst til at strikke en mere. Endnu engang har jeg mildt sagt ladet mig kraftigt inspirere af Annes farvevalg, for hun gør det så godt, det med at sætte farver sammen. Og endnu engang har jeg bare dykket ned i lageret, Supersoft 100% uld fra Holst. Sådan et lager er nu heller ikke en dum ting at have…

Og jeg er sikker på, at vest 1 og vest 2 fremover vil konkurrere ivrigt om pladsen…

Lidt nørdet har man vel lov at være…

 

Det er vist længe siden, der har været orgelmusik her på bloggen. Ikke at den skal være et hverken helt eller halvt nørdet forum for indforståede eller særligt orgelinteresserede læsere.

Men i betragtning af, hvor meget orgelmusikken fylder i min hverdag, må det være på sin plads med en lille smagsprøve her.

Jeg har spillet min årlige orgelkoncert i aften. En tilbagevendende begivenhed, jeg glæder mig til, arbejder hårdt frem imod og forbereder i månedsvis. Selvom man er konservatorieuddannet, betyder det ikke (hvad nogen tror), at man så bare kan spille alt. Der skal øvning til. Altid. Og meget af det.

På programmet i aften var bl.a. musik af den franske komponist, Jehan Alain.

Alain levede i 1911-40. Han faldt som kun 29-årig på slagmarken i Nordfrankrig i åben kamp med en tysk deling i Anden Verdenskrig, før den knapt var kommet i gang. Og nåede derfor kun at komponere ganske lidt, men det er til gengæld kræs for øregangene, det der er fra hans hånd. I hvert fald mine øregange. Jeg bliver vist aldrig træt af at lytte til hans musik. Og nød at spille tre af hans kompositioner i aften.

Det sidste af de tre var hans nok mest kendte værk, Litanies.

Værket stammer fra 1937, samme år som søsteren Odile Alain omkom ved en klatreulykke i bjergene. Familien var i chok og sorg, og det er formentlig forklaringen på det lille forord, der senere er blevet kendt i forbindelse med stykket: ”Hvis den kristne sjæl i sin fortvivlelse ikke finder nye ord til at anråbe om Guds barmhjertighed, så gentager den uophørligt den samme anråbelse (supplication). Fornuften når sin grænse. Troen alene fortsætter sin opstigning”. I denne forbindelse er det helt bevægende at læse Jehan Alains egen forståelse af begrebet bøn, og hvordan Litanies dermed skal spilles: ”En bøn er ikke en klage, men en tornado, der fejer alt til side på sin vej: en slags besættelse, der må fylde ørerne på mennesker og også på Gud. Hvis man ikke er fuldstændig udmattet til sidst, har man hverken forstået stykket rigtigt eller spillet det sådan, som jeg forestiller mig det”.

 

Kontraster…

 

 

 

 

Glæde – sorg.

Støtte – bebrejdelser.

Travlhed – stilhed.

Solskin og hjertevarme – kulde og ensomhed.

Udsvingene er store for tiden. Efter en dejlig, men også hektisk uge med børn, er her pludseligt alt for stille i lejligheden efter, at de er taget til deres andet hjem.

Jeg ved, de har det godt der, så savnet er på den gode måde. Og jeg ved, at jeg vil nyde min uge for mig selv og udnytte de muligheder, det giver mig. Jeg skal bare lige finde mine ben i den pludselige stilhed. Omstillingen tager lidt tid…

Lyskæden har jeg fået af de dejligste veninder. En skøn farveklat med så kærlige tanker bag, at den varmer mig om hjertet, hver gang jeg ser på den. Jeg har SÅ meget at være taknemmelig for, og med optimisme og glæde vil jeg nyde min søndag.

 

Fra mig til mig…

 

   

 

Den har faktisk været længe undervejs…

Tidsoptimist som jeg jo er, tænkte jeg, at sådan et par sekskanter måtte være hurtigt hæklede.

Men ret beset skal der en hel del til at dække en pude på begge sider. For slet ikke at tale om sammensyning og kanten, der også tog en del tid…

Så puden, der blev påbegyndt i foråret, nåede at opleve det meste af en sommer, før den var tæt på færdig. Og når det nu var kommet så vidt, besluttede jeg, at det sidste måtte vente, til den var landet i mit nye hjem.

Dermed blev den min helt egen indflyttergave – fra alle mig til alle mig.

Og jeg blev glad for den!

 

 

Facts:

Den er hæklet i helt almindeligt bomuldsgarn – hvad restekassen gemte…

Opskriften på hexagonerne har jeg fra Liselotte.

Puden måler 40 x 40 cm.

 

En ret linser…

 

 

 

Jeg begynder allerede at ane et mønster, hvad min madlavning angår. For der er ikke meget ved at lave mad, jeg ved, jeg kun selv kan lide, når børnene er her. Så det vil uundgåeligt blive de mere børnevenlige retter, der er på menuen i de uger. Til gengæld kan jeg eksperimentere så meget, jeg vil i de andre uger. Al den slags mærkeligt sammenrodede mad, der ikke står højt på børnenes hitliste.

Men meget højt på min.

F.eks. denne salat, der ikke engang tager lang tid at lave…

Linser, æble (jeg er glad for, at jeg fik lidt med fra haven..), cherrytomat, agurk, rucola – vendt med hjemmelavet pesto.

Såre enkelt. Såre godt.

Ro…

 

 

Den første uge i mit nye hjem er snart gået. En meget blandet buket af dage med tid og ro til at komme på plads og finde mine ben, og fyldte dage, der er sust forbi. En blandet buket af glæde, tårer, frustrationer, opgaver – men allermest glæde.

Følelsen af at gå her i mit nye hjem og pakke ud, indrette, skabe nyt, se fremad og mærke, at det er mit – er helt ubeskrivelig.

I morgen lander børnene her – og lige så meget som jeg har glædet mig over at have tiden og roen for mig selv – så meget mere glæder jeg mig til få dem hjem. Og til at gøre alt hvad jeg kan, for at det også må føles som et godt hjem for dem.

Hjem…

 

 

 

Den første pelargonie er flyttet ind.

I løbet af den næste uge følger resten af det, jeg nu kan kalde mit.

Mange brikker begynder at falde på plads, og efter en lang periode med en følelse af rodløshed, kan jeg blive totalt høj ved tanken om, at der står en lejlighed klar og venter på, at jeg gør den til mit hjem.

Om det bliver for kortere eller længere tid, ved jeg endnu ikke. Pladsen er lidt trang, men det betyder mindre, for der er hyggeligt og rart at være.

I dag var børnene med for at tage det, der også i en del af tiden bliver deres hjem, i øjesyn, og vi indviede lejligheden behørigt med hygge og Minotaurus-spil midt på det tomme stuegulv.

Jeg er fuld af fortrøstning og glæder mig meget til at skabe gode rammer for et nyt kapitel.

Storm

 

 

 

Jeg har længe gået om den varme grød.

For det indlæg, jeg nu må skrive, er ikke et af de lette. Ikke et af den slags, hvor ordene bare flyder og snubler over hinanden for at nå frem.

Men det skal skrives. Bloggen kan ikke bare fortsætte som om, intet var hændt. Selvom jeg ikke udstiller alt her, afspejler bloggen en stor del af mit liv, og mit liv er ikke længere som det var.

Ikke nødvendigvis dårligere – faktisk tror jeg selv på, at der er rigtigt meget godt, der venter mig i mit nye liv; men det tager tid at lande på benene efter det stormvejr, der har været forbi – og stadig raser.

Brian og jeg er ved at blive separeret.

Mange – rigtigt mange praktiske ting mangler at falde på plads. Meget er kaotisk lige nu. Men praktiske ting kan løses, selvom det tager tid og kan være frustrerende og føles temmeligt håbløst, når løsningerne ikke kommer let. Værst er det selvfølgelig at mærke børnenes uforståenhed og sorg over et valg, der ikke er deres, men i høj grad påvirker deres liv og hverdag. En kæmpe opgave er det at bære dem så godt igennem, som det er os muligt. At rumme dem og deres reaktioner. At vise dem, at vi er der for dem. Og ønsker at favne dem. Også midt i dette kaos.

Ikke alle dage raser stormen lige voldsomt. Der er stadig solskin og glæde i mit liv. Og jeg har troen på, at livet vil byde os alle lys og varme – og med tiden også stilhed efter stormen.