Og maden...

 

Der er stærke traditioner forbundet med denne fødselsdagsweekend omkring 1. søndag i advent, som efterhånden er blevet en tilbagevendende optakt til decembermåneden med alle dens glæder.
En af traditionerne er fødselsdagsmiddagen, som jeg i sin tid altid valgte på selve dagen, fordi den er nem at lave, er "julet" og smager godt - nemlig skinke, grønlangkål og brune kartofler. Nu hører den sig til, når familien er her, og det skal man ikke lave om på - det har jeg nu heller ikke tænkt mig, så længe jeg synes om retten, men jeg havde lyst til at give den en lille twist, og derfor supplerede jeg med denne rødbedechutney, jeg fandt i Spis Bedre, og den er god! Kan både spises varm og kold, som det sure indslag til varm mad, på frokostbordet til f.eks. en pate eller hvor som helst, man ville bruge rødbeder.
3 friske rødbeder (ca. 400 g)
1 lille løg
2 æbler
1 rød chili
1 appelsin, revet skal og presset saft (ca. ½ dl)
2 dl vand
½ dl rørsukker
3 spsk balsamico
1 spsk gule sennepsfrø
2 tsk sennepspulver (Colman's)
1½ tsk salt
Rødbederne skrælles og skæres i meget små tern, løget hakkes fint, æblerne skrælles og skæres i små tern, og chilien udkernes og hakkes fint.
Alle ingredienserne koges sammen ved svag varme i ca. 30 min.

Det var forøvrigt mit første møde med Colman's sennepspulver, men bestemt ikke mit sidste!

Efter frokosten i dag gentog jeg successen med Annes kæmpebolle, men den var lige rigeligt tung ovenpå sådan en julefrokost, vi kunne præstere. Til gengæld var ostekagen en success i går, og der blev straks spurgt efter opskriften - den kan findes lige her.

Aftensmaden i dag var let og enkel - lige hvad jeg havde brug for som afslutning på en weekend fyldt med tung og rigelig julemad.

 

En gulerodssuppe, godt krydret, med få gode råvarer, og det gode surdejsbrød til.
1 lille finthakket løg, og 1 fed hakket hvidløg svitses i olie. Drysses med 1 spsk karry - og 750 g fintrevne gulerødder vendes oveni. 1 liter grønsagsbouillon tilsættes, og suppen koges i ca. 20 min. 100 g flødeost tilsættes, og suppen blendes med en stavblender og smages til.
Serveres med creme fraiche og ristede bacontern.

 

Stilhed efter stormen

 

Roen og freden sænker sig over vores lille hjem. Der har ellers været liv og glade dage hele weekenden. Vi har holdt fødselsdagsfest og haft besøg af hele min søskendeflok med "påhæng", og det har været skønt endnu en gang at være sammen alle mand - 13 har vi været i alt - incl. sidst tilkommende nevø, som nu er 9 måneder og gang på gang charmerer hele flokken. Det er en skøn alder, og min lille nevø er bare en dejlig og næsten evig-glad dreng!

Om natten har madrasserne været spredt rundt over hele huset, der har næsten hersket lejrstemning, og om dagen blev madrasserne stuvet sammen i vores seng, så den sparsomme gulvplads kunne udnyttes bedst muligt.

Mad skal der til, og jeg har da også tilbragt en rum tid i køkkenet i denne weekend. Jeg vil heller ikke mene, at nogen er gået sultne herfra, for begrænsningens kunst har jeg ikke helt lært endnu, men så længe jeg nyder det, er der vist ingen grund til at lave om på det.

Det har været en fantastisk weekend i dejligt selskab - jeg er så inderligt taknemmelig over min familie, som jeg bare holder så meget af - men nu er jeg træt, og nyder roen og min sofa, som har kaldt ivrigt på mig...

Genvejen

 

Gæster med kort varsel på en dag, hvor der arbejdes igennem fra morgen til aften, er ikke noget problem. Heller ikke selvom det betyder, at her hverken er ryddet op eller gjort rent. For her er masser af hjerte- og husrum, og resten overlever de nok.

Men hvad med kagen? For uden mad og drikke osv... Og man ville jo helst servere noget hjemmegjort. Når nu tiden ikke er til det, kan man da lige smutte genvejen og lave noget "hjemme-lagt-sammen". - Det tager 10 minutter, er en kaloriebombe uden lige, og smager næsten så godt som hjemmelavet :o)

200 g mørk chokolade smeltes og blandes med ½ l fløde, pisket til skum.

Det lægges sammen med færdigkøbte chokoladelagkagebunde, slut af med et lag fyld på toppen og drys med kakaopulver (ideen er set hos Nordhjem).

Jeg kunne nemt forestille mig, at et læs jordbær ville fuldende kagen, men det er sæsonen ikke til, så vi fik den i koncentreret chokoladeform - og så er et stykke (næsten) nok!

Julestue...

 

Næ og Ih og Åh - og neeej, den købte jeg jo sidste år - den havde jeg helt glemt!

Gensynsglæden er stor, når der bliver lukket op for den store kasse.

Vores julepynt er et vældigt miskmask, der er ikke tale om en bestemt stil, men der er en masse ting, der betyder noget for os. Noget har rødder langt tilbage, og er egentlig ret kikset - andet er af nyere dato og af den rigtig fine slags, som vi næsten hænger op med ærefrygt år efter år.

Børnene har hver deres samling med deres hjemmelavede og vores aflagte julepynt, som de pynter op med på deres værelser, så der er snart næsten ikke en krog, der bærer præg af den forestundende højtid.

Julemusikken leveres i dag af Sissel Kyrkjebø - også en af de obligatoriske oldtidslevn - og der er ikke et øje tørt.

 

Starten er gået

 

Granduften får næseborene til at blafre, og Cliff Richard spreder flødeskum i øregangene med sin jule-CD, som vi kun har på kassettebånd. Det er kitch, jeg ved det, men det hører nu engang til, når vi juler herhjemme.

Juleriet er skudt i gang, det er skønt - og i morgen kommer der endnu mere - så er I advaret!

En ny dag

 

Jeg gik i seng med voldsom hovedpine og kvalme i går - de to panodiler, jeg havde forsøgt mig med, hjalp ingenting, og jeg var noget spændt på, om det ville forfølge mig i dag også...

Men jeg stod op som et nyt menneske! Nattesøvnen har udrettet mirakler, og jeg er glad og let om hjertet.

Hele formiddagen skal bruges på bestyrelsesmøde i hyggeligt selskab, derefter venter en smule arbejde i kirken, før jeg vil i byen for at proviantere til det lidt begyndende juleri.

Det skal nok blive en god dag!
Håber, din også bliver god!

Overvåget

 

Jeg var ikke tilfreds med kvaliteten af Tumles vindues"vask", så jeg tog mig sammen og gjorde noget ved sagen. Imens jeg vaskede indvendigt, sprang gæstekillingen badut lige udenfor. Fulgte nysgerrigt alle mine bevægelser med ørerne spidsede, og sprang væk, hurtigt som et lyn, når skraberen peb. Var tilbage igen i næste øjeblik, sprang efter et eller andet, den måske kun så i fantasien, hvem ved - for i næste øjeblik at holde mig under skarpt observation igen.

Det er da hyggeligt med sådan et lille væsen...

Selvhjælp

 

Når nu de dovne mennesker ikke har fået fyldt vandskålen op - så er det da godt, man ved, hvor man selv kan finde rigeligt med vand.

Og så hjælper man jo ovenikøbet til med rengøringen, for de vinduer trænger da ærligt talt til at blive vasket!

En tro følgesvend takker af

 

Vores hjem er stort set møbleret med genbrug - noget har vi fundet i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, og noget har vi fået af venner og familie, der har tænkt på os, når noget skulle skiftes ud.

Vi kan nemlig godt lide, når tingene har en historie, er mærket af tidens tand eller bare ikke ligner det, alle andre har. At det også er en billig måde at forny møblementet på, ser vi bestemt ikke som en ulempe.

Vores gyngestol trængte alvorligt til udskiftning. Og tilfældigvis havde vores venner tænkt sig at skifte deres ud med noget andet - og de var så søde at forære den til os. Den har ikke det "svung", som den gamle har (det er den nye til højre), og så trænger den til nyt betræk, men bortset fra det, synes jeg, den er rigtig fin.

Jeg har lige købt stof til en juledug, og kunne meget vel forfalde til at se på det hele året rundt, så jeg tror, der er en værdig kandidat til hyndebetræk der...

Og nu har vi lige været en tur på genbrugspladsen med alt det, der hober sig op, når man kigger den anden vej - og med den gamle gyngestol. Den kunne virkelig ikke mere - har været lappet flere gange, og har også tjent os godt i mange år, så det er helt forståeligt, at den giver op. Men vemodigt var det også at sige farvel til en gammel følgesvend. Den er det eneste møbel, der har fulgt mig lige siden, jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Den har set børnene vokse op og har gynget dem i søvn. Den har været brugt til vilde ridt og været skib, bil og meget andet i børnenes fantasifulde univers. Og mest af alt har den bare været en god stol, som har passet godt ind i omgivelserne.

Men den er jo bare en stol. Og livet går videre.

Dejlige oplevelser

 

Jeg gik på rov efter gudstjenesten og fandt et sandt overflødighedshorn af snebærbuske, der godt kunne undvære et par grene til min krans. Kransen bandt jeg af birkegrene sidste år, og den har faktisk hængt ved døren lige siden. Jeg blev enig med mig selv om, at den sagtens kunne lidt endnu, hvis den bare blev pyntet lidt til jul - og den er blevet rigtig sød med de overdådige klaser af de hvideste snebær.

Vi ordner lidt hist og pusler lidt pist. Søndagsroen har for længst sænket sig over os, og vi nyder bare at være hjemme.

Lige som vi nød dagen i går med alle dens aktiviteter - hver ting til sin tid.

Formiddagen i skolen forløb til alles tilfredshed med et virkeligt godt program. Vi havde besøg af en fortæller (hans navn kan jeg ikke huske) - som fortalte eventyret om Store Klaus og Lille Klaus - så medlevende og fængende, at han havde børn - og voksne - i sin hule hånd. Jeg elsker at lade mig rive med af en fortæller, der kan sit kram!
Multibanen blev behørigt indviet med showkamp - 4 af skolens lærere (+ et par stykker til at skifte ud med) stillede op mod 3 af FCM's spillere, der først havde brilleret med et par tricks - og for en absolut ikke-fodbold-interesseret som mig var det faktisk fedt, at se sådan en kamp på helt nært hold - og at studere, hvordan de professionelle spillere bare havde fuldstændigt styr på både bold og ben, og tacklede på de mest blærede måder. Og så skal det jo lige nævnes, at da tiden var gået, stod det 3-3, og der måtte en straffesparkskonkurrence til, før kampen endte i de professionelles favør. Godt gået, Herning Friskole!

Bagefter fik eleverne lov til at spille lidt med fodboldspillerne, og der blev selvfølgelig delt autografer ud, så Emil strålede som en kæmpesol, da vi gik derfra. Ingen tvivl om, at han havde fået et af sit livs store oplevelser!

Eftermiddagen fik også hurtigt ben at gå på i selskab med min mors familie. Det var lykkedes min mormor at få alle samlet - og det var skønt endeligt igen at få snakket med alle de familiemedlemmer, jeg ser alt for sjældent. Heldigvis skal vi være sammen med alle mine søskende igen i næste weekend - vi er jo slet ikke færdige med at snakke (og bliver det jo egentlig nok aldrig)!

Sne?

 

Et lille fint drys pyntede byen, da jeg kom ud fra svømmehallen i morges. Om det helt var sne er svært at sige - nærmest lidt hagl-wanna-be-sne... Men fint så det ud, og vi er helt klar til mere.

Weekenden er skudt godt i gang med julete, clementiner og hygge. En lille julemelodi lurede i mit indre øre, men den får altså ikke lov at komme ud i højttalerne før næste weekend. Men så går det også løs, alt juleriet.

Vi nyder en stille aften, for i morgen er der fuldt program. Vi skal i skole om formiddagen - to gange om året er der skolelørdag på programmet (de tæller med i det samlede antal skoledage), og programmet har indtil nu budt på så forskellige ting som almindelig undervisning med forældrene på sidelinien, løb rundt i byen (efter en temauge om Herning), sportsdag og forskellige værksteder lige fra MGP-dans til "lap din cykel".

I morgen skal vi indvie skolens nye multibane, det skal nok blive godt - der er altid en god stemning, når vi er til aktiviteter på skolen, og den er så tilpas lille (omk. 240 elever), at omend det ikke er alle-kender-alle, så i hvert fald mange-kender-mange, og vi er gode til at hygge os sammen, både voksne og børn.

Om eftermiddagen kan vi da så også lige nå en familiefest - min mormor samler familien, og det er rigtig godt, at hun gør det, for jeg har ikke set mange af mine fætre og kusiner på mødrene side i årevis, og jeg glæder mig meget både til at være sammen med dem, men også min mormor, selvfølgelig, og onkler og tanter - og ikke mindst min egen familie, mine søskende og min mor, med "påhæng".

Så kan vi da vist heller ikke presse mere ind på én dag, men jeg glæder mig meget til det hele, og vi kan jo altid slappe af søndag...

Rigtig god weekend til alle jer!

Stof til eftertanke

 

En af mine mange forskellige arbejdsopgaver ved kirken, hvor jeg er ansat, er at spille til sogneeftermiddage og -aftener. Det er møder med foredrag om meget forskelligt - jeg skal oftest bare spille til et par fællessange, og kan ellers bare nyde at sidde og blive beriget inden for mange vidt forskellige emner.

Sogneeftermiddagen i dag handlede om livet i fængslet - set fra to sider. Vi havde besøg af en fængselsbetjent og to indsatte fra et åbent fængsel, og efter at blive orienteret om vores retssystem, fængslets opbygning og rutiner, fortalte de to indsatte hver deres personlige, og meget forskellige historier. Det gjorde dybt indtryk på mig at høre om, hvordan en mand er vokset op i en tilsyneladende velfungerende kernefamilie, har haft en god skolegang og i en alder af 14 kom i lag med de "forkerte" kammerater, fik dybere og dybere kendskab til stoffer, hvorefter lavinen rullede og han for to år siden blev idømt 4 års fængsel for røveri mm. Hvilket ifølge ham var hans redning, for det kunne være kommet meget længere ud. I fængslet har han gået til anger manegement, i terapi og stofafvænning, han har lagt afstand til "kammeraterne", der i øvrigt ikke viste sig at være særligt interesserede i ham, når det kom til stykket - og han er begyndt på en uddannelse.

Han tager rundt sammen med de to andre og holder foredrag på skoler, hvor han advarer kraftigt imod at indlade sig med stoffer - og hvor jeg dog håber, at han kan nå ind og gøre indtryk på de unge mennesker.
Han mente, at der ikke er meget, man som forældre kan gøre, for han kunne selv skjule, hvad han havde rodet sig ud i. Han levede sit liv på en løgn og byggede en facade op, når han var sammen med familien, og forældrene har ifølge ham ikke en chance for at opdage, hvad der sker.
Dybt skræmmende!

Dog sagde han senere, at det er vigtigt, at forældre spørger ind til deres unges liv, hvad de bruger tiden på, hvor de er, når de er til fest, hvad de laver osv. Og jeg håber da virkelig også, at det betyder noget, at forældre og børn gennem hele opvæksten har haft et åbent og fortroligt forhold, og at man har kunnet lære sine børn at bruge deres fornuft, lytte til deres mavefornemmelse og stå ved deres holdninger - også i modvind.

Debatten gik livligt efter indlæggene, og vi var også inde omkring de indsattes muligheder for at blive en del af samfundet efter afsoningen, om stoffer i fængslet, som det er stort set umuligt at undgå, om at man skal være af en temmelig stærk støbning for at klare sig igennem sådan en afsoning, og meget, meget mere. Desværre findes der jo ingen nemme løsninger på alle de problemer, samfundet står med i disse forhold.

Men hvor var det interessant at høre de forskellige beretninger - det har virkelig været en eftermiddag med stof til meget eftertanke!

Uff!!

 

Det har været en kold og våd dag. Turen til svømmehallen i morges foregik i øsende regnvejr, og selvom jeg havde udstyret mig med regntøj, havde jeg været optimistisk med fodtøjet og droppet gummistøvlerne til fordel for mine halvnye Dr. Martens - med våde støvler OG strømper til følge! ØV!

Resten af dagen holdt jeg mig klogeligt indendøre, indtil arbejdsdagen var slut, og hjemturen kunne klares i tørt, men dog temmeligt blæsende vejr.

Hønsekødssuppen med kød- og melboller var perfekt sådan en dag.

Nu er der dømt stearinlys og aftenhygge med Jens Smærup Sørensens Mærkedage ved hånden, hækletøjet og måske en gang Annemad...

 

Ha' en dejlig aften!

Eftermiddagste

 

Uhm, julete, clementiner og resterne af den kardemommeduftende kæmpebolle, jeg så hos Anne og bagte i lørdags - den kan klart anbefales!! Jeg har bagt den med mest speltmel og bilder mig ind, at den så også er en smule sund, selvom jeg inderst inde godt ved, den er fyldt med smør og sukker. Den er en sjov mellemting mellem bolle og kage, og er vildt lækker.

Traditionen med at drikke te og vende dagen sammen med børnene er skudt godt i gang - nej, hvor vi hygger os med det, og sikke mange ting, vi får snakket igennem, når vi sidder der og lander.

Og nu vil vi alle tre gå amok med en bunke støveklude - sikke her kommer til at skinne...

Slotskælderstemning...

 

...er der ikke meget tilbage af her i hytten. Og der har ellers været en del, skulle jeg hilse og sige!
Det er ikke lige hver dag, jeg går rundt med sådan en støvfister, og også langt fra hver måned. Så der samler sig en del spindelvæv i lysekroner og kroge rundt langs loftet.

Man siger jo, at en stor del af nutidens allergiproblemer simpelthen skyldes, at vi bor for rent. Derfor er der ingen af os, der døjer med den slags!

Men en gang imellem skal der jo tages affære. Og nu er der ikke lang tid, før Gertrud Sand finder den store kasse frem, så derfor skulle der lige renses lidt ud, så der er en chance for at se alt glimmeret...

(Desværre er vores støvkost ikke sådan en skønhed, men en mangefarvet rædsel - hvilket er fuldstændigt ligegyldigt, da den henslæber det meste af sit liv i et kosteskab... Men disse skønheder er fundet her)

Begavet #2

 

Gaveregnen gik begge veje i går.

Da min veninde først på året så mit langtidsprojekt, tæppet, erklærede hun straks, at sådan en hue ønskede hun sig. Og jeg fik lyst til at tage hende på ordet, og da hun har fødselsdag i morgen, skulle hun selvfølgelig have gaven, da vi var sammen i går.

I foråret sprang jeg ud som improviserende udi bagningskunsten, og huen er så mit første improviserede stykke håndarbejde (hvis man lige ser bort fra håndledsvarmerne, som bare var lige ud ad landevejen). Og det var rigtigt sjovt at prøve. Jeg har prøvet mig frem hele vejen med mit eget hovede som model - har hæklet samme bølgemønster som i tæppet, og taget jævnt ind undervejs, indtil der var så få masker på omgangen, at det ikke længere var muligt at hækle bølgemønster. Så jævnede jeg bølgerne ud og hæklede de sidste par omgange som lige rækker.

Jeg er godt tilfreds med resultatet, og gaven faldt også i god jord - og så er det jo altid dejligt at kunne gøre en god ven glad!

 

Begavet

 

Dagen er tilbragt i fantastisk selskab. Sammen med venner, vi bare har det SÅ godt med. Hvor snakken går helt af sig selv, hvor børnene hygger sig sammen, og tiden iler af sted, mens vi bare nyder at være sammen.

Vennerne er lige taget hjem, og jeg er på vej i seng, for arbejdet kalder i morgen tidligt.

Men inden kaster jeg lige et sidste blik på lyset med underskål og pynt, de havde med til mig (og der er endda to, så de kan danne par :o) Det er så meget lige min stil, og det gør mig glad hver gang, jeg kan se på dem og tænke på vores skønne venner!

Sammenhold, du

 

Jeg var på tur med hovedparten af mit pigekor i går. Med 7 piger i alderen 11-16 år til Spis og Bowl. Og hvor var det hyggeligt. Jeg var på forhånd forberedt på, at det ville kræve meget af mig, for aldersforskellen var stor (alderen taget i betragtning), der var en del nye piger med, og vi er ikke vant til at være sociale sammen i så lang tid ad gangen. Men det gik bare så godt. Snakken gik lystigt på tværs af aldersgrupperinger - vi kom omkring både de store og tunge emner, men også meget i den lettere genre, og det var dejligt at få lov at komme lidt ind under huden på pigerne og få et lille indblik i, hvad der foregår i sådan nogle teenage-hoveder. Pigerne hyggede sig SÅ meget sammen og havde det sjovt - og det havde jeg også! En rigtig god oplevelse, og virkelig god for sammenholdet i koret - dejligt, vi havde den mulighed.

 

Rejer i godt selskab

 

Der var rejer i fryseren, der trængte til at blive spist.

Og tiden til madlavning var knap - så denne ret fra Spis Bedre var perfekt i aften.

Frossen spinat blev tøet i gryden og blandet med creme fraiche, hvidløg, salt og peber - og blev serveret med kogt ravioli, masser af rejer og citron. Enkelt og lækkert!

Arbejdsdagen har været lang og intens, og aftenen er tilbragt sammen med gode venner. Så jeg er ved at være grydeklar...

PS. Og så ikke et ord mere om mad i denne omgang - mine maduger slutter snart, og så er det min tur til at ligge på sofaen, mens der kokkereres

Stille...

 

Der har været utroligt stille på matriklen i eftermiddag. Børnene har haft hver deres klassekammerat på besøg, og de har været dybt optaget af hver deres leg. Soldaterne, fly og våben blev omhyggeligt stillet op på drengefronten, og i pigeværelset blev der spillet, klædet ud og skiftet tøj.

Annes omvendte version af farserede peberfrugter passer sig selv i ovnen, så jeg kan koncentrere mig om forældre, der kommer på skift for at hente børn, og få ryddet lidt op i køkkenet, inden jeg skal på arbejde igen. Duften af timian breder sig langsomt, men sikkert i hele huset - der er stadig masser i haven, så der blev drysset med rund hånd. Der mangler bare lidt riskogning, så er vi helt klar!

Kikærtecurry

 

Der var gang i krydderierne igen til aften. Efter sådan en våd novemberdag er det godt med mad, der kan give varmen, helt ud i fingerspidserne, og det kan denne kikærtecurry.

Jeg svitsede et hakket løg, to ditto fed hvidløg, 2 finthakkede chili og 2 spsk fintrevet ingefær i olie. Derpå dryssede jeg 1 tsk gurkemeje, 1½ tsk spidskommen, og 1 tsk af min favorit - garam masala.

Oven i panden kom 300 g blomkål i små buketter, 2 tomater i både (uden kerner), 1½ dl kokosmælk og 1½ dl yoghurt naturel, og det simrede i en 10 minutters tid.

En par dåser kikærter og 75 g lyse rosiner fuldendte værket og efter 10 minutter mere på blusset, kunne det smages til med salt og serveres. Ris plejer at være rigtig godt til. Denne gang blev det med cous cous - det var også godt, men en smule tørt, så næste gang vil jeg nok være lidt mere gavmild med kokosmælken og yoghurten.

Mere leg

 

Lige et forsøg med de runde hjørner - Stine var så sød at hjælpe lidt på vej, og jeg har nu forsøgt mig med en baggrundsfarve, og ser lige, om det virker...

Fotoleg

 

Så blev det også min tur til at udforske bare en brøkdel af alle mulighederne på Picnik - og jeg kan sige med sikkerhed, at det ikke bliver sidste gang - for det er både nemt og gratis.

Jeg ville lige forsøge mig med de runde hjørner - jeg vil gætte på, at det ikke dur, når min baggrund ikke er hvid, men prøves skulle det...

Og så var der da vist noget med en støvsuger...

Pjækkeri

 

For første gang siden i sommers (når man lige ser bort fra efterårsferien) har jeg "pjækket" fra min mandagscykeltur. Min cykel er til mager, så jeg lånte gemalens, da jeg skulle cykle med børnene i skole. Men jeg er slet ikke tilpas på sådan en racercykel, hvor man halvvejst ligger ned og skal styre sådan et dyr, der reagerer voldsomt på de mindste ryk i styret, og de eneste bremser sidder helt nede på "vædderhornene". Jeg føler simpelthen ikke, jeg er herre over situationen, så da børnene var afleveret, valgte jeg at liste stille og roligt hjemad igen.

Og hvor er jeg glad for den beslutning. For nu kan jeg sidde herinde i varmen med Chopin i radioen og se, hvordan det regner og rusker, så de få tilbageværende blade på træet udenfor sikkert overvejer, om det er umagen værd at holde sig fast, eller de skal lade sig rive med.

Og jeg skal såmænd nok få tiden til at gå herhjemme. Først og fremmest er der en støvsuger, der skal svinges, og tiden vil vise, hvad jeg mere finder på, inden der senere på dagen er en cykel, der skal hentes. Så kan jeg komme på den høje (jern)hest igen.

Hjertevarme

 

Jeg har et varmt hjerte, siger min mormor - det skulle ifølge hende hænge sammen med, at jeg har kolde fingre, og hvis det forholder sig sådan, lever jeg gerne med sidstnævnte.

Men når jeg tilmed arbejder i en kold kirke, og skal bruge mine fingre til ret livlige aktiviteter, kan det ind i mellem være en udfordring. Generelt er jeg ret kuldskær og har det bedst, når der er meget varmt, og derfor fik jeg den idé sidste vinter at strikke et par håndledsvarmere i det varmeste alpacagarn. Det fungerede rigtigt godt - lige indtil den ene håndledsvarmer en dag sneg sig af mit håndled og ind i vaskemaskinen sammen med en 60 graders vask. Efter den dag var håndledsvarmeren aldrig helt den samme (læs: halv størrelse!).

Heldigvis havde jeg mere tilbage af garnet, og nu er der rettet op på misseren. Måske skulle jeg strikke et par stykker, nu jeg er i gang. Man ved jo aldrig, hvor de forvilder sig hen...

Besøg

 

Jeg var dybt optaget af at forevige mine overvintrende pelargonier, der blomstrer helt vildt i vindueskarmen lige nu - da en lille killing pludselig krævede min opmærksomhed. Bogstaveligt talt. Den kravlede op til vinduet og stod og kiggede så indtagende på mig, at jeg ikke kunne ignorere den. Den måtte selvfølgelig ikke komme ind, det ville være dumt og synd for vores katte pludselig at få konkurrence på eget territorium, men da ingen af vores katte var i nærheden, vovede jeg at åbne døren og snakke lidt med den lille gæstekat. Og mage til charmerende og kælen killing har jeg ikke set længe. Den kunne slet ikke blive færdig med at spinde, slikke, blive nusset og hoppe op. Og samtidig var den utroligt nysgerrig på den killing-agtige måde overfor alt, der bevægede sig eller sagde en lyd. Jeg indrømmer det på stedet - jeg er helt solgt!

Det blev sent i går. Men det er helt i orden, for hvor var det en hyggelig dag og aften. Formiddagens gudstjeneste er overstået, og jeg har ingen planer for resten af dagen. Det er en skøn fornemmelse efter en temmlig hektisk uge, roen er ved at sænke sig helt over mig - jeg trænger lige præcis til sådan dag, og er i fuld gang med at stornyde...

Så er der fest!

 

Jeg pakker festtøj, make-up og dansesko.

Jeg pakker øl og den syndigste chokoladekage.

Jeg skal til gymnasiefest i dag.

I sommers var det femten år siden, vi blev studenter, og vi misser aldrig en lejlighed til at mødes for at hygge og feste.

I år er jeg med i festudvalget, og turen går snart til Vejle, hvor vi skal gøre klar til den store fest. Og jeg glæder mig vildt. Nogle af mine klassekammerater har jeg set med jævne mellemrum, andre har jeg kun set en gang eller to - og ligemeget hvad, ved jeg, at det bliver godt, for vi har altid haft en veludviklet evne til at have det godt sammen i den klasse.

En dejlig gave

 

Jeg har fået min første fødselsdagsgave, selvom der er det meste af en måned til min fødselsdag. Emil kunne nemlig ikke vente så længe med at give mig det mesterstykke, han har lavet til mig - et bogmærke, som han sirligt har broderet med forskellige slags sting (ligesom jeg også gjorde, da jeg i sin tid havde håndarbejde).

Det er da en hel fantastisk gave! Ja, jeg ved godt, at for andre er det jo bare et bogmærke med forskellige slags sting - men for den stolte mor er det jo et mesterstykke!

Tea for three

 

Eftersmiddagste er altså en hyggelig opfindelse, som jeg tror, jeg vil gøre lidt mere i, de dage vi er tidligt nok hjemme. Det, at man lige sætter sig sammen med børnene, bliver tanket op, og får dagen vendt, er guld værd - og jeg ville ønske, at jeg havde ro til det hver dag. Men sådan er virkeligheden ikke, så jeg vil nøjes med at nyde det, når det er.

I kruset er der ikke kaffe, som man kunne forledes til at tro, men julete. Min favorit nr. 1, når det kommer til te, og jeg drikker det gerne både før og efter juletiden. Emil er også vild med det, hvorimod Freja foretrækker kamillete med mælk og honning. Jeg synes, det er sjovt, at de i en så ung alder er blevet forfalden til te.

Bare lige...

 

Jeg har lige været en tur rundt i haven. Det er længe siden sidst, for jeg gider den ikke mere. Ikke i år. Når foråret kommer skal jeg nok være at finde derude igen med masser af frø, jord og planteske. Men nu er den bare trist og kedelig. Og den giver mig dårlig samvittighed. For det er jo egentlig lidt for tidligt at give op. Hvis jeg nu lige tog mig sammen og trak dahliaknoldene op, ville vi kunne nyde de flotte mørktrøde blomster igen næste år. Og det ville da også være for dumt ikke at lægge de løg, jeg har købt, så vi kan få vintergækker og vibeæg i bedet i det tidlige forår. Det kræver bare lige, at jeg får fat i noget jord og hælder det i bedet i stedet for det sand, der ligger lige nu. Og så er det, at "bare lige" ikke altid er "bare lige". Når der er så meget andet, man også "lige" skal have gjort. Når man har en tendens til at skaffe sig lige rigeligt om ørerne. Så er det, at sådan en ting kan blive skubbet og skubbet i det uendelige. Også selvom det måske i virkeligheden ikke er så stort et projekt. Så måske skulle jeg se at få det gjort - en dag. Bare ikke lige i dag.

 

PS. Sig mig, hvorfor i al verden står syren i knop?? Der er da vist noget, den har misforstået... Eller er det mig, der har misforstået noget??

 

Stakkels soldater

 

- eller arme riddere, som de retteligt hedder, er en af vores favoritdesserter herhjemme - blandt både børn og voksne. Vi voksne nyder dem med en krydret blommekompot, og børnene foretrækker dem "au naturel".

Blommekompotten laves sådan:

25 g ingefær skrælles og rives fint, koges sammen med 150 g sukker, en kanelstang (eller stjerneanis) og 1 dl vand.

Når sukkeret er opløst, tilsættes 500 g blommer i både, og det koges til blommerne er møre.

Og så til de arme riddere:

4 skiver alm. franskbrød dyppes i 1 æg pisket sammen med 1 dl mælk, og vendes derefter i en koncentreret kanelsukker (1 spsk kanel til 2 spsk sukker). De steges i smør på panden, til de er gyldne - og så har man en himmerigsmundfuld, med eller uden kompot!

Børnene har plaget om den dessert siden i sommers, men jeg synes nu, den hører efteråret og vinteren til - den leder faktisk tankerne en smule henad mod den forestundende højtid/jul, men sig det ikke til nogen - det er jo alt for tidligt...

Ringsted tur-retur

 

Koncerten i Ringsted gik rigtig godt - orglet var skønt, og det er virkelig en fornøjelse at spille så stor og pragtfuld musik, som jeg havde på programmet, på et orgel, der bare klinger skønt og rummer næsten alt, hvad hjertet kan begære.

At kirken også var svimlende flot, var kun en dejlig tilgift, den var på een gang smuk og overvældende, men uden at være kold i både bogstavelig og overført betydning - der var rigtigt hyggeligt at være.

Efter koncerten nød jeg en dejlig italiensk frokost med min veninde, som havde hjulpet med at vende blad og registrere (dvs. trække og skubbe i alle de mærkelige knapper, der sidder ved siden af tangenterne ;o) - maden var fantastisk, og selskabet var lige så godt.

Det var dejligt at være alene hos min far og hans kone - det er også dejligt at være der med familien, men denne gang var der masser af ro og tid til snak, og det nød vi alle.

Det har været et døgns tid med en dejlig afveksling fra en hverdag, der også er god, men kan have en tendens til at køre i en fast rille - og så er det skønt lige at komme lidt væk, slå ud med armene og få nye oplevelser og indtryk, der kan give ny energi til de næste mange hverdage.

PS. Jeg beklager den dårlige billedkvalitet - det var mobilen, der måtte holde for...