Min sjæl, hvad vil du mer’?

 

 

 

Første rigtige havedag.

Første dag med den skønne duft af udetørret vasketøj.

Første frokost i udestuen.

Første dag med forårskuller helt ned i maven.

Og der er maaange flere af den slags i farvandet.

Helt fantastisk!

 

Lidt om strik og tid, der går…

 

 

Der er langt imellem blogindlæggene for tiden – for livet kræver sin del af kagen. Hverdagene har det med at styrte afsted, og jeg hænger på så godt, jeg kan. Med min gode vilje, for jeg kan jo lide alt det, jeg gør, og synes også, jeg får pustet ud ind imellem, så ingen klagesang herfra.

Men meget når ikke så langt som til bloggen. Emils fødselsdag, for eksempel. 14 år er han nu! Det synes jeg er vildt. Det synes man måske altid, når ens yngel bliver ældre, men det går bare så hurtigt lige nu, synes jeg. Han forandrer sig med lynets hast, både fysisk og mentalt, og jeg kæmper for at følge med. Selv om det kan være en udfordring, er det især spændende at se ens barn modnes og udvikles.

Og så er det noget af en kontrast at stå med sådan et lillebitte, næsten-nyfødt pus, som jeg fik lov at holde i går. Så lillebitte som mine egne børn ikke engang har været, og mit hjerte smeltede en smule, da hans lillebitte hånd holdt om min tommeltot, mens han sov på min arm.

 

 

Barselsgaven var hurtigt strikket, en lille vest i Ramilla’s yndlingsgarn, modellen er Askeladens, opskriften er afprøvet af mange, og nu også lagt i mine gemmer – den skal helt sikkert findes frem igen.

 

Forårsmandag

 

 

 

Weekenden har budt på kursus i korledelse – der har været tryk på, og jeg føler mig tanket op på alle konti, inspirationsmæssigt, socialt og gastronomisk – der har ikke været mangel på noget.

Det tager altid lidt tid for mig at lande efter sådan en tur på bjerget, så en stille mandag falder tørt. En forårsmandag, endda. Selvom solen har været vægelsindet og temperaturen lav, kan man mærke det i luften. Se det på de bebudere, der efterhånden er blevet til en del (og hvor fantastisk er det lige, at de vintergækker i græsplænen, der det første år var et par, nu efterhånden er en lille flok, helt uden vores indgriben!), og mærke det på den kriblen i fingrene, der efterhånden ikke er til at overhøre. Der må jord under neglene! Blomsterfrøene lod jeg nu ligge i dag, de har vist godt af at vente en uge eller to, tror jeg, men karsen blev sået, stedmoderblomsterne kom i krukker, den sidste lyskæde blev pillet ned, og pelargonierne indendøre blev trimmet og formeret.

Jo jo, det er umiskendeligt forår!

 

 

Weekendens mere konkrete udkomme – en lille ugle til Frejas dyresamling…

 

 

Og et blødkogt æg til frokost – bare fordi jeg havde lyst!

Glædeligt forår!