En lørdag eftermiddag, for godt en uge siden, rullede en blå Mazda, pakket til bristepunktet, ind på gårdspladsen ved et lille, idyllisk, svenskrødt træhus. Familien, der i den blå Mazda havde kørt gennem Sydsverige, ad motorveje, landeveje, småveje, og tilsidst en lang grusvej, dybt ind i de svenske skove nord for Vimmerby, vaklede ud på stive ben og tog huset i øjesyn. Faren kom ud med glimt i øjet og berettede om fundet af en mus, der var løbet i skjul bag komfuret. Moren syntes bare, det var endnu en charme ved et hus, der var som taget ud af kulisserne til en Astrid Lindgren-film. Sønnen synes, huset var noget primitivt – og datteren udså sig et soveværelse og gik derefter ud i haven for at plukke af de vilde engblomster.
Så idyllisk startede vores uge i det svenske, og lige så idyllisk fortsatte den. Musen så vi ikke mere til – til gengæld så vi skøn natur, masser af charmerende smålandske huse, en smule skærgård, men mest af alt – en gribende verden af indtryk af og om Astrid Lindgren. Vi havde på anbefaling hjemmefra købt en 2-dages billet til Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby, og det fortrød vi ikke!
En sand guldgrube af universer fra forfatterens bøger – mange af dem bød på optrin med meget dygtige skuespillere, og parken var en sand fornøjelse at opholde sig i, både hvad angik stemning, lydkullisse, mad (hjemmelavet og uden det sædvanlige opbud af pomfrittes og anden fast-food), vedligeholdelsesstand – og ikke mindst – sans for, at alt skulle være på børnenes præmisser. Næsten intet var bare til for syns skyld – det meste måtte røres, bruges, klatres på, så det var en fryd for børn og barnlige sjæle.
Astrid Lindgrens bøger har altid fascineret mig, og med tiden er jeg blevet mere og mere nysgerrig på mennesket bag – et menneske, der havde en fantasi uden lige, holdninger og et syn på børn, der var helt unikt for sin tid – og ikke mindst – mod til at skrive om emner, som ingen andre turde sætte ord på overfor børnene. Lige fra Pippis fandenivoldskhed, der nok kunne forarge en og anden dengang (det første forlag, der fik manuskriptet, turde ikke udgive bøgerne – mon ikke de har fortrudt det senere hen…) – til beretningen om Brødrene Løvehjerte, der tog fat i så alvorlige emner som liv og død.
Vi så museet ved Astrid Lindgrens barndomshjem, Näs, hvor vi på meget pædagogisk vis blev ført rundt på rejsen gennem forfatterens liv via øretelefoner – en udgave til voksne, og en anden til børnene. Genialt!
Ugen bød også på en tur til det virkelige Katholt (altså gården, hvor Emil-filmene er indspillet), Bullerby og Mariannelund.
Og så skønne stunder i vores eget lille “Katholt”, skovene, søen og i den lille båd, der hørte med. En fantastisk uge har vi haft, uden computer(!), men med skønt vejr, masser af indtryk og hygge, kubb-spil og fiskeri, film og bøger (Astrid Lindgrens, naturligvis) og sysleri med limpistol og naturfund (tak for inspirationen, Anne!).
Vores ferie lakker mod enden. Holland, Sverige og vores eget lille smørhul har budt på de dejligste oplevelser, og vi begynder at forberede os på at tage hul på en ny række hverdage. Heldigvis starter vi blødt op, endnu en fridag er der tilbage, inden mit arbejde kalder, senere er det Brian, og sidst børnene, der langsomt skal op i gear.
Der er visse fordele ved at holde tidlig sommerferie – der er stadig en bunke sommerdage tilbage i posen, tempoet er stille og roligt, også når vi starter på arbejde igen – og så er vi alle indstillede på at gøre en indsats for at tage vores gode erfaringer fra den computerfrie ferie med i hverdagen. En god anledning til at gøre op med dårlige vaner skal gribes, og jeg tror, der er en bunke gode hverdage i sigte for os.
