Igen en aften…

 

 

Jeg er begyndt at synge i kor – igen. Korsang har fyldt meget i mit liv, lige fra jeg som spæd teenager begyndte i mit første kirkekor. Siden er korsangen blevet mere arbejde end en fritidsinteresse, og jeg har oftere fundet mig selv som dirigenten, der står med ansvaret, end som almindelig korsanger. Og det har jeg savnet – at synge. Sammen. På et niveau, hvor der ikke skal bruges timevis på at terpe noder, men hvor vi forholdsvist hurtigt kommer til den del, der er den sjove og givende udfordring – nemlig at forme musikken, så den bevæger og bliver vedkommende.

I sommers følte jeg så meget overskud, at jeg tog imod en stående invitation til at komme med i et forholdsvist nystartet kammerkor i nabolaget. Og det har jeg ikke fortrudt! Hvor er det skønt at synge i kor igen! Jeg nyder hver eneste øveaften, og i aften havde vi vores debutkoncert, som var helt og aldeles vellykket og en oplevelse, der gjorde mig høj.

Det er ikke kun musikken, der gør mig høj – lækre tekster er også en stor del af glæden. Jeg elsker ord, der er kræset om og formuleringer, der næsten kan smages. Sådan har jeg det med Aage Berntsens “Igen en aften” fra 1939, der i 1994 er sat i mindst lige så lækker musik af Søren Birch. Tonerne må I høre en anden god gang, men teksten får I her:

 

Igen en aften

Igen en aften nærmere min død -
en dejlig aften – himlens røde sky
og stien under træets mørke væld,
i ahornløvet månens krumme Ny -
igen en aften går på hæld.

Igen en aften nærmere min død -
mod muren hviler graverspadens skaft.
Du som jeg elsker, kom mig nær – Å du -
en dejlig aften, vild af ubrugt kraft -
vær hos mig tæt i dette nu.

Igen en aften nærmere min død -
nu sortner solnedgangens himmelbrand.
Hvor blev det skønne nu, der brast og svandt -
lidt guldstøv mellem timeglassets sand -
er lyset langt fra stagens kant?

Aage Berntsen

 

 

Og blomsterne… – de har ikke meget med indlægget at gøre som sådan – jeg synes bare, de er smukke, og så elsker jeg de efterårsfarver, haven byder på lige nu…