Ugen har været lang og begivenhedsrig, så en blød fredagslanding er tiltrængt og stornydt.
Årsmødet var lige så skønt, som det plejer at være! Det er bare fantastisk at være så mange kolleger sammen, og der bliver snakket og festet, musiceret og lyttet, inspireret og delt idéer for alle pengene. Og når det så oven i hatten er med formidabel forplejning, kønne omgivelser og dejligt selskab, så kan der ikke være meget at klage over. Det skulle lige være det søvnunderskud, der skal indhentes bagefter, men det har jeg jo kun mig selv at klandre for.
Det høje gear fortsatte med arbejde fra morgen til aften, så denne eftermiddag hjemme falder tørt. Smoothie og sol på næsen, matchende blomster og læ på mit yndlingstrappetrin lige der i overgangen mellem inde og ude. Der elsker jeg at sidde med hækletøj og lade hvilen falde på mig.
I morgen er der atter en arbejdsdag, oven i købet på den dag, hvor der er konfirmation, og jeg havde lovet at hjælpe så meget, min arbejdsdag gav rum til. Det bliver desværre til temmeligt lidt, for de kirkelige handlinger vælter ind for tiden, og når arbejdet kalder, er det jo det, der står først for tur. Ærgerligt, men jeg har fået meldinger om, at det altsammen nok skal gå alligevel, og jeg glæder mig til at være med til det, jeg kan nå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar