lørdag den 3. oktober 2009

Engleværksted

 

En engel i sin bedste alder...

 

Hele dagen har jeg hygget mig med perler og pailletter, stof, maling, ståltråd og sølvpapir – og ikke mindst, 10 skønne kvinder, som alle har sat dagen af til en tur i engleværkstedet.

Invitationen kom fra min kreative veninde, der til vores havefest begavede os med de to skønne hus-fe-engle, og hun havde gjort klar med de skønneste materialer og stillede sin viden til rådighed, så vi alle kunne forsøge os med de skønne engle.

Og hvor har vi hygget os! Snakken gik selvfølgelig lystigt, mens vi kæmpede med at få brysterne lige store (altså englenes!), at få øjnene til at se helt rigtige ud, og tøjet til at sidde, hvor det skulle.

 

Med perler

 

Dagen fløj afsted, for det tager tid at lave sådan en engel, fra det første ståltrådsskelet, der får former med sølvpapir (og der skal meget til, når hofterne skal være tilpas store!), over silkepapir, der limes på, males og til tøjet og pynten vælges ud og limes på. Føntørrerne blev flittigt brugt, for der var ikke tid til at vente på mellemtørringerne, og limpistolen var der også rift om.

Det var sjovt at se de forskellige engle tage form, der var mange forskellige typer, der i stil mindede meget om deres ejer-kvinder.

Og nu venter en aften på sofaen, for sådan en lang dag i dyb koncentration gør træt – men hvor har det været en skøn dag!

 

Klar til sin første flyvetur

3 kommentarer:

  1. Du har simpelthen lavet en vidunderlig engel!! Hun har et helt fantastisk udtryk og hvor er alle detaljerne bare fine.

    Det lyder som en rigtig god idé med en veninde der fandt på sådan en engledag. Ih, hvor kan jeg godt forstå, at du syntes det var sjovt. :))

    SvarSlet
  2. Hej Annette!
    Tak for i går! Vi havde da bare en skøn dag :-)
    Og rigtigt sjovt at se, hvor forskellige englene blev.

    Knus Pia

    Knus Pia

    SvarSlet
  3. Tusind tak, Ulla :o) Jeg er simpelthen også så glad for hende :o)
    Og det var vildt spændende og sjovt at prøve - jeg ville helt sikkert gerne lave mere af den slags, hvis jeg havde tiden...

    Selv tak, Pia - ja, det havde vi, det var superhyggeligt!!

    SvarSlet