Det er mange, siger mor (citat fra et meget gammelt og hyggeligt rim) – vores lille, store pige er nu officielt en tweenie. Ja, det kalder man børn, der er mellem 8 og 12 år – hvor man ikke længere kun er barn, men på vej til at blive teenager. Begrebet er selvfølgelig opfundet i kommercielt øjemed, for den aldersgruppe er en stor kundegruppe (har jeg hørt!), men vi kan nu også ane forandringerne set med forældreøjne.
På ønskesedlen er alt, hvad der hedder Barbie, Diddl, Polly Pocket og My Little Pony skånselsløst bortcensureret til fordel for… ja, hvad? Det ved hun faktisk ikke helt, men en række film og CD’er fandt da vej til listen.
Og i søndags var jeg ved at få kagemanden galt i halsen, da hun proklamerede, at hvis der havde været et tændt lys tilbage, da hun pustede, skulle kæresten være Andreas, for han er nu meget sød. Whaaat??! Ja, det burde selvfølgelig ikke komme bag på mig, mange har “kærester” allerede i børnehaven – det har Freja bare aldrig nævnt et ord om før – og det var så sødt, som det kom der lige fra hjertet.
Hver morgen har hun en større tøjkrise, da det meste af det, der befinder sig i tøjskabet, er kjoler og nederdele i lyserødt og pastelfarvet, med blomster eller andet sødt (ja, det er altså efter eget valg, for det var det, der duede indtil for kort tid siden!) – men der er hun bare slet ikke mere. Det er jo bare soooo last year! Og hvad der dur, fik jeg da sandelig at se, da vi gik i centeret i mandags. Freja stilede direkte mod alle stativerne (og der var mange!) med disco, glitter og pailetter, sort, sort og sort, med et stænk af koral. Det kan altså blive lidt meget for en mor, der er opvokset midt i den epoke, men det bider jeg i mig, for det er min inderste overbevisning, at hun skal have lov at leve det ud, hun har lyst til, så længe det ikke er skadeligt for hende eller andre – også selv om det ikke lige er min stil. Og jeg må da også indrømme, at hun var lidt smart, som hun stod der i gangen i blitzlyset, strittende med sine nylakerede negle.
Min store pige. Der heldigvis stadig også er glad for at være barn, og ikke er for stor til at sidde under dynen og hygge med sin mor, mens der pakkes gaver op. Eller for den sags skyld til at blive båret i seng, når man er træt efter et aftenarrangement i skolen – det er kun mor’ens ryg, der snart siger endeligt fra til den slags. Nu er hun sendt i skole, og jeg smutter på arbejde, bare for at lave en smule brandslukning, inden jeg giver mig i kast med lidt oprydning og kanelsneglebagning til de 18 feststemte børn, der indtager huset i eftermiddag.
Hjertelig tillykke med Freja - solen skinner smukt for hende her i Jylland. :))
SvarSletPludselig fyldes hovedet lige så stille af andre ting, som tiden går. Men jeg er nu yderst enig med dig i, at barndommen hellere end gerne må vare ved længe. Ja, faktisk prøver vi at opdrage Emil og Anne-Sophie til at beholde barnet i sig for evigt. Det er sådan en smuk ting at bevare i sindet. :))
Jeg håber, at i får en dejlig fødselsdag. :))
Hjertelig tillykke med Freja i dag!
SvarSletJeg håber, I får en dejlig eftermiddag med de 18 feststemte børn...
Tøjkrise allerede? - hmm... ja, hvorfor ikke...
Ja, der er lidt disko over tøjvalget på billedet, men hun ser da også brandgodt ud : )
Godt at hun også stadig gerne vil være barn...
Og hvor er flagranken da bare fin!!
Tillykke til din store pige!
SvarSletDet hele lyder bare SÅ bekendt! Jeg har en datter på 7 1/2 :-) Skøn alder, og hvor sker der bare store skridt i deres liv!
Stort til lykke til en stor pige. Hvor er hun dog smuk ;-)
SvarSletStort tillykke til Freja!
SvarSletHåber I har haft en rigtig hyggeligt eftermiddag. Og hvor ser hun bare godt ud i det nye tøj – wauw!!
Til lykke med Freja! Hvor ser hun bare dejlig ud i sit nye tøj :-)
SvarSletHåber I har haft en dejlig eftermiddag med kammeraterne.
Knus fra Pia
Ja hold da op. Den lille pige bliver stor! Det er ikke til at fatte. Stort tillykke med hende, Annette, jeg håber I har nydt dagen alle sammen.
SvarSletTusind tak, alle sammen. Jeg har brugt aftenen på at restituere :o) At tømme hovedet og lave ingenting, for vist har vi haft en god dag, og alting er gået godt, men hold op, hvor er man træt efter sådan en invasion ;o)
SvarSletUlla, jeg håber også, vores børn vil beholde deres indre barn.
Helle, jeg har stor erfaring i tøjkriseramte børn - har også haft en del ture med Emil, når yndlingsbukserne ikke var rene ;o)
Velkommen her, Kamma og Ko. Jeg synes, det er en enormt spændende tid - jeg glæder mig til at følge med i alle de forandringer, der sker med børnene i de næste år, men har også stornydt tiden med dem, mens de var små.
Mange tak, Jeannette Mariae :o)
Louise og Pia, jeg må indrømme, at jeg også synes, hun ser brandgodt ud i sit nye tøj ;o)
Nej, det er overhovedet ikke til at forstå, Miriam, og det er nok ikke sidste gang, jeg siger sådan ;o)
Vi har nydt dagen, og også stilheden efter stormen :o) Freja gik ud som et lys kl. 20, jeg tror, hun har haft en rigtig god dag.