Otte år

 

 

Det er mange, siger mor (citat fra et meget gammelt og hyggeligt rim) – vores lille, store pige er nu officielt en tweenie. Ja, det kalder man børn, der er mellem 8 og 12 år – hvor man ikke længere kun er barn, men på vej til at blive teenager. Begrebet er selvfølgelig opfundet i kommercielt øjemed, for den aldersgruppe er en stor kundegruppe (har jeg hørt!), men vi kan nu også ane forandringerne set med forældreøjne.

På ønskesedlen er alt, hvad der hedder Barbie, Diddl, Polly Pocket og My Little Pony skånselsløst bortcensureret til fordel for… ja, hvad? Det ved hun faktisk ikke helt, men en række film og CD’er fandt da vej til listen.

Og i søndags var jeg ved at få kagemanden galt i halsen, da hun proklamerede, at hvis der havde været et tændt lys tilbage, da hun pustede, skulle kæresten være Andreas, for han er nu meget sød. Whaaat??! Ja, det burde selvfølgelig ikke komme bag på mig, mange har “kærester” allerede i børnehaven – det har Freja bare aldrig nævnt et ord om før – og det var så sødt, som det kom der lige fra hjertet.

Hver morgen har hun en større tøjkrise, da det meste af det, der befinder sig i tøjskabet, er kjoler og nederdele i lyserødt og pastelfarvet, med blomster eller andet sødt (ja, det er altså efter eget valg, for det var det, der duede indtil for kort tid siden!) – men der er hun bare slet ikke mere. Det er jo bare soooo last year! Og hvad der dur, fik jeg da sandelig at se, da vi gik i centeret i mandags. Freja stilede direkte mod alle stativerne (og der var mange!) med disco, glitter og pailetter, sort, sort og sort, med et stænk af koral. Det kan altså blive lidt meget for en mor, der er opvokset midt i den epoke, men det bider jeg i mig, for det er min inderste overbevisning, at hun skal have lov at leve det ud, hun har lyst til, så længe det ikke er skadeligt for hende eller andre – også selv om det ikke lige er min stil. Og jeg må da også indrømme, at hun var lidt smart, som hun stod der i gangen i blitzlyset, strittende med sine nylakerede negle.

 

 

Min store pige. Der heldigvis stadig også er glad for at være barn, og ikke er for stor til at sidde under dynen og hygge med sin mor, mens der pakkes gaver op. Eller for den sags skyld til at blive båret i seng, når man er træt efter et aftenarrangement i skolen – det er kun mor’ens ryg, der snart siger endeligt fra til den slags. Nu er hun sendt i skole, og jeg smutter på arbejde, bare for at lave en smule brandslukning, inden jeg giver mig i kast med lidt oprydning og kanelsneglebagning til de 18 feststemte børn, der indtager huset i eftermiddag.