Selleriens afskedssalut

 

Min sidste maddag i går, inden 14 dages pause, var også sidste chance for at få den selleri brugt, der lå og ventede tålmodigt i grønsagsskuffen – for en ting kan jeg være sikker på – Brian ville lade den ligge, trygt og godt, hvor den lå.

Jeg er nemlig den eneste i familien, der kan drømme om at spise selleri, og jeg må indrømme, at selleri heller ikke ville være mit første valg i april, efter en lang, lang vinter med rodfrugter. Men ikke desto mindre var det, hvad der var i årstidskassen, og så ville det da være dumt ikke at få den brugt.

Og det lykkedes mig at finde et par opskrifter i arkiverne, der passede mig rigtigt godt.

Sellerien blev delt i to, den ene del blev revet og kom i en salat, og den anden blev til en yderst delikat puré.

 

 

I salaten kom udover den halve, revede selleri, et æble i tynde både, 200 g vindruer i halve og 100 g valnøddekerner. Salaten blev vendt med lidt olie-eddike-dressing.

 

 

Den anden halve selleri blev skåret i store stykker, kogt med lidt salt og et par kviste timian, og derefter blendet med et halvt løg. Puréen blev afkølet lidt, inden den blev blandet med 1 spsk æbleeddike og 1 spsk mayonaise (brug nu en ordentlig mayonaise, det billige splat er ikke godt for noget – jeg kan f.eks. anbefale den økomayo, der fås hos Søstrene Grene). Smages til med salt, peber og koriander – allerbedst hele korianderfrø, der ristes og stødes, men i en snæver vending kan man også bruge stødt koriander.

Den blege mos smager meget bedre, end den ser ud, og er god til mange ting – som dip til grønsagsstænger, smørelse i sandwich eller hvad fantasien nu rækker til.

Og når nu jeg var den eneste, der spiste af de to gange selleri, var jeg så heldig, at der også var til min frokost – resten af familien fik tomater til bolognesen i går, og så var alle glade!