Midsommer

 

På sådan en midsommerdag vil jeg gerne slå et slag for Lange-Müllers smukke melodi til Holger Drachmanns poetiske tekst. Shubidua forstår altid at skrue et godt hit sammen, og jeg har bestemt heller ikke noget imod deres bud på midsommervisen – men det ville være synd, hvis den gamle melodi gik helt i glemmebogen.

Den er indbegrebet af midsommer for mig.

Drachmann har i sin tekst indfanget dansk midsommer på en måde, så jeg bliver helt rørt – jeg lader tankerne vandre til Skagens guldalder, glansbilleder passerer for mit indre blik, selv om jeg ved, at gamle dage aldrig har været bedre end set i bakspejlet, og at nutiden har meget, både godt og skidt at byde på – og tilbage til nutiden bringer jeg den evigt universelle tro på, at freden “kan vindes,  hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde”.

Jeg elsker mit land (og hele den brogede verden!) – og ved midsommer mest!

 

 

Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl,
over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.

Holger Drachmann 1885.