Med på picnikturen var et levn fra vores sommerferie – bolcher fra Karamelkogeriet i Mariannelund.
Lad mig i den anledning straks anbefale den hyggelige lille butik med kig til kogeriet, hvis man er på de kanter (tæt på Vimmerby) og har en god, sød tand.
Butikken er nysseligt indrettet med romantik for alle pengene, og der er utallige varianter af (især) bolcher og karameller – og ikke mindst, smagsprøver overalt til fri afbenyttelse. Dejligt, at man kan prøve sig frem, ikke mindst for børnene, der var i slaraffenland de to gange, vi var der – ja, vi var jo lige ved at løbe tør, allerede mens vi var deroppe, og det kunne virkeligt ikke gå, derfor måtte vi lige forbi igen på vejen hjem...
Og så er det jo en sjov lille detalje, at alle bolcherne er rekommanderede af Doktoren i Mariannelund (ganske vist er scenen, hvor Emil fra Lønneberg tager til doktoren i Mariannelund for at komme af med sin suppeterrin, optaget i Vimmerby, men det er jo kun en biting).
Glemte jeg at sige, at bolcherne (der er lavet efter gammel opskrift) smager helt fortrinligt?!
Hvor ser de kaffepastiller dog gode ud!
SvarSletJeg tror, jeg vil til Vimmerby og Mariannelund på et tidspunkt :)
De er lige så gode, som de ser ud, Helle ;o)
SvarSletJeg tror, du vil nyde det derovre...