fredag den 15. april 2011

Smilet bliver større og større…

 

 

Billede0055

 

Der flades ud i stor stil, børnene med computerspil, og de voksne med en tiltrængt morfar. Det er fredag, og energien er i bund.

For mit vedkommende skyldes det en fantastisk dag i Smilets By. Sådan en dag trækker altid lidt tænder ud, men det er kun, fordi jeg vil så meget, når jeg endelig er der.

Måske var det også en smule ambitiøst at lægge ud med en lang tur ved skov og strand, når man påtænker, at sandsynligheden for, at jeg ville fortsætte med at trave byen tynd, er stort.

Men hvor var det skønt at tilbringe en time i Riis Skov, hvor anemonerne havde bredt deres smukke tæppe ud, og hvor ramsløgene prikkede i næseborene. Et egern pilede over vejen, og op i træerne, stort set ugeneret af min tilstedeværelse.

 

Billede0056

 

Selvom nogle til stadighed påstår, at der skam også er gode skove på heden, kan det på ingen måde sammenlignes med østjyllands skove, og når jeg er der, mærker jeg rigtigt, hvordan jeg savner. Og da jeg stod ved vandkanten og mærkede duften af saltvand i næsen, huskede jeg pludseligt, hvor godt det er. Hvor frit tankerne flyver, når blikket flyder med bølgerne mod horisonten og hører vandet slå ind mod stenene.

 

Billede0066

Billede0064

 

Jeg gik forbi de skønne villaer ved skovkanten, sendte en tanke ind ad havelågen til Claus Dalby, og savlede en smule over de mange huse, der er fyldt med historie og charme. Man kan jo altid drømme…

 

DSC05536

 

Udover de dejlige naturoplevelser og en dusk ramsløg er jeg vendt hjem med farverige godter i indkøbsposen. Lækre knapper og en bog, jeg længe har ønsket mig. T-shirts fra NoaNoa, som jeg kunne flytte ind og bo i. Påskespræl i lysestager og blomstervaser. 10 bundter påskeliljer for 10 kr. hos den råbende Arkadegartner. Det kan man da ikke klage over.

Det kan man heller ikke over lækkerierne, der endte i maven. Cappucino og godt brød fra Sigfreds Kaffebar. Den i underetagen hos Vangsgaards Boghandel, hvor der bare er så hyggeligt. Og en bulgursalat og juice, selvfølgelig fra Juice Stop, der næsten er obligatorisk indslag, når jeg er i byen. Både bulgursalat og juice er memoreret, for det kunne man sagtens gøre efter derhjemme. Bulgur vendt i pesto, måske en rucolapesto, og blandet med majs, tomat, feta, lidt salat og vindruer. Og en juice af avocado, mango, lime, æble og appelsin.

Mums filibaba!!!

 

Billede0072

PS. Kameraet var ikke med på tur, så mobilen måtte holde for – så lad jer ikke snyde af de småmørke billeder… Solen spredte det dejligste lys over Århus i dag, det var bare mere, end mobilen kunne kapere…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar