Mure bliver rejst hos genboen – indtil nu har de mest arbejdet i dybden, men der sker hurtigt noget, når sådan nogle elementer kommer op at stå. Pludselig var vores udsyn begrænset, næsten fra det ene øjeblik til det andet. Det føles næsten helt fysisk som en opbremsning, når man kommer gående ind i stuen og blikket ikke kan nå så langt, som det plejer.
Overblikket kan man stadig få lidt af fra badeværelset – jeg kan jo godt lide at følge lidt med… Synes faktisk, det er helt spændende at følge, hvordan sådan en konstruktion tager form.
Og jo, grusvejen er vores forbindelse med omverdenen. Og en masse andres. Lad mig sige det på den måde – det er ikke vinduespudsning, vi gør mest i for tiden… Heldigvis er der da også meget andet, man kan finde på at bruge tiden på. Haven f.eks., som heldigvis vender den anden vej, og der er den skønneste grønne udsigt, hvis man trænger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar