søndag den 10. april 2011

Downs and ups

 

 

DSC05439

 

Lørdag morgen stod jeg op efter en lang nats god og sammenhængende søvn, vaskede sengetøjet, gik i bad og kom ud som et (næsten) nyt menneske. Sundede mig lidt ovenpå så megen aktivitet og tog derefter ned i kirken for at øve til koncerten. Som i dag endte med at blive aflyst, fordi sangerens hals gør knuder. På den ene side lidt trist, fordi vi havde et godt program – jeg var sikker på, at det ville blive en god og meningsfuld koncertoptakt til påskehøjtiden, selvom om sygdom gjorde, at vi ikke var tip-top forberedte. På den anden side var det lidt en lettelse, for sådan en koncert kan også blive en småstressende affære, når forberedelsen har været mangelfuld. Og så må vi håbe, det lykkes en anden god gang.

Og så meget desto mere har jeg ikke fortrudt, at jeg endte med at holde fast i vores oprindelige planer for lørdag aften. Planer, der lød på liv og glade dage sammen med to andre vennepar og alle deres skønne børn. Aftensmad efter devisen alle-medbringer-til-eget-forbrug-og-tilsammen-giver-det-en-lækker-buffet. Hvorefter vi efterlod de 10 børn med film, guf og dyner (og selvfølgelig med de ansvarlige ældstebørn udstyret med mobiltelefoner, hvilket var helt unødvendigt, for sikke en fest, de havde!) – og begav os til koncert på Fermaten, Hernings rytmiske spillested.

Til Fallulah-koncerten, selvfølgelig, som vi har haft billetterne klar til i ugevis. Fik jeg nævnt, at min fætter spiller i hendes band? ;o) En stor del af familien troppede op til koncerten, og hvor var det hyggeligt med spontant familietræf på Fermaten. Det er ikke så tit, det sker!

Fallulah – hun var bare god! Kanon!! Og bandet, selvfølgelig! Jeg er totalt skudt i musikken, i hendes stil, hendes energi, nærvær og intensitet. Knap så begejstret måske for alle de koncertgængere, der havde mere travlt med at snakke, selv da Fallulah bad om lidt ro til den stille og indadvendte “Use it for good”. Hvad sker der lige for det?? (Og ja, jeg ved godt, at 720 mennesker til en koncert vil give lidt støj i krogene, but still…)

Men det skal ikke ødelægge indtrykket af en aften, der bare var lige i øjet. Og Fallulah? Hun roterer i hjernevindingerne konstant! Især denne:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar