fredag den 1. januar 2010

Aaaahhhh…

 

Stjernekastere

Lakse- og avocadoroullade

Bruschetta med grillet peberfrugt og olivenricotta

Tunmousse

Chili-lime-marinerede laks

Speltbrød med mandler og græskarkerner

 

En aften lige som den skulle være. I dejligt selskab og med hygge for alle pengene. Med glade børn, forventningsfulde, legende, spillende wii på kæmpeskærm i vennernes store, festpyntede værksted. Med god musik og flot fyrværkeri, og rigeligt at spise og drikke.

Det eneste, jeg måske kunne ønske, var at kunne smage al den lækre mad – forretterne, jeg havde kælet for hele eftermiddagen, de spændende salater, kød og brød, vennerne leverede til hovedretten – men jeg snøftede og næsepudsede mig gennem aftenen, så alt hvad jeg kunne skelne var, om maden var salt, sød, sur, bitter eller stærk. Først omkring desserten var der hul igennem for en stund – og jeg nød alt hvad jeg kunne, før jeg igen var tilstoppet, da vi skålede nytåret ind i asti med hjemmelavet kransekage. Til gengæld har vi smovset i rester i dag, hvor jeg er en smule mindre tilstoppet, så jeg har kunnet konstatere, at maden levede helt op til forventningerne.

Og glæde mig over, at selv om jeg er meget madglad, så er det heldigvis familien og de gode venner, der gør en god fest.

Soveposerne blev fundet frem, da de små timer var knapt så små – Emil holdt ud til det sidste, og vågnede efter kun fire timer (vi andre var ikke helt så morgenfriske…), så der er ikke noget at sige til, at vi alle er lidt trætte i dag. Men hvor var det skønt at vågne langsomt hos vores venner, hyggesnakke over kaffen, i fællesskab få lidt styr på kaos i stuen, trække i overtøjet og gå en lang tur i det frosthvide landskab omkring engen og søen, som ligger lige i deres baghave.

Og så omsider vende næsen hjemad og dumpe om i vores egen sofa, med varm kakao/kaffe, kiksekage og animationsfilm.

Det er da en nytårsdag lige efter mit hovede!

4 kommentarer:

  1. Jeg læste lige dit forrige indlæg om 10 år af dit liv og blev meget berørt af det.Der har virkelig været nogle kolbøtter i jeres liv og en masse livserfaring er blevet samlet op.Indtil nu har jeg troet, I var det succesfulde par, hvor alting bare lykkedes i første hug.
    Nu forstår jeg, der ligger arbejde og overvejelser bag det, som ser let og lykkeligt ud.
    Nothing comes from nothing.
    Tak fordi du deler!
    Og rigtig god vind fremover. Du skriver dejlige indlæg - og helstøbte.

    SvarSlet
  2. Mange tak, Betty :o)
    Nej, ikke er alt er, som det syner på overfladen, og vi har da haft vores kolbøtter - men er kommet godt igennem og har lært rigtig meget. Og jeg kan kun sige, at jeg er glad for mit liv, som det har artet sig indtil nu :o)

    SvarSlet
  3. Håber du har fået det bedre og smagssansen er vendt tilbage.
    Det lyder som en rigtig dejlig aften og dag derpå:-)

    SvarSlet
  4. Det går fremad, Ravheksen, men langsomt, og jeg snøfter stadig...
    Men jeg har tiden foran mig, så det skal nok gå altsammen :o)
    Det var skønt, var det!

    SvarSlet