Du er så stædig, når du kæmper for din vilje, som er en anden end min.
Så stædig og stærk i din kamp, og samtidig så sårbar og skrøbelig.
Så fuld af følelser, af vrede og forurettelse, vil jeg tro – og sorg.
Når tårerne strømmer, og du ligger i din seng, mens næsen stopper til – og du endelig ønsker at blive trøstet – af mig, som gjorde dig ked.
Når du sidder i min favn, og gråden langsomt hører op, vi læser en bog, snakker lidt, beder sammen, jeg kærtegner dit ansigt, og du lader søvnen overmande dig..
- Da brister mit hjerte, og det er min tur til at lade tårerne strømme.
Og jeg overmandes af det store ansvar, jeg har for dit lille væsen. For dit på en gang så stærke og så svage indre.
Og af tvivl på, om jeg nu også ved bedst.
Og håber – håber, det lykkes mig at gøre det rigtige i mine bestræbelser på at gøre dig klar til livet .
Som et helt menneske.
Du lille barn.
Mit kære, kære barn.
Som du dog kan skrive det.
SvarSletJeg kender det alt for godt.
Smukt formuleret og det giver stof til eftertanke....
SvarSletKnus Pia
Så malende beskrevet at jeg kan se det for mig...
SvarSletJeg er sikker på, du gør alt, hvad du kan for at gøre hende klar til livet, Annette : )
Åhh, nu løber mine tårer også - men det må de gerne...
Dit indlæg berører mig temmelig meget, for hvor jeg dog genkender oplevelsen og følelserne af afmagt og tvivl. Også jeg overvældes af gråden af og til, og jeg tænker den er en konsekvens af dels frustrationen over kampene, som jeg indimellem må tage med mine børn, og dels pga. kærligheden til dem, som netop gør, at tvivlen kan komme til at fylde så meget - om jeg nu er en god nok mor og om jeg skader børnene mere, end jeg gavner dem?
SvarSletDu er en super-mor, Annette, og jeg er sikker på, at du er med til at give dine børn et rigtig godt fundament til deres eget liv.
At kunne tvivle, at kunne stoppe op og tænke, at reflektere - det tror jeg er med til at vi gør det bedste vi kan.
SvarSletHvem kan så forlange mere?
Smukt skrevet :)
Mange tak, mor.
SvarSletJa, det tror jeg gerne, du gør - du må have fået din del af den kage...
Tak, Pia :o)
Det håber jeg også, Helle - men skråsikker, det bliver jeg vist aldrig på det punkt - og måske er det også godt det samme.
Tusind tak, Vibeke. Ja, det er netop kærligheden, der gør, at vi er så bange for at træde forkert.
Jeg tror også, tvivlen og eftertanken gør godt, Pernille.
Så fint og genkendeligt skrevet. TAK.
SvarSletÅh, du har ramt en linje i dette indlæg der er ...dejlig! Det er fantastisk at blive rørt! Jeg er ikke i tvivl om, at du både favner og fordre.... og begge dele er så utrolig nødvendig når vi er forældre - og i enhver anden relation mellem mennesker, tror jeg! At have forældre der er parate, idérige, modtagelige, rummelige, afgrænsede og helt i tråd med deres eget inderste og holder DERES integritet intakt, det er dét jeg synes vi forældre skal kunne gøre for og med vores børn! Oh, tænk at få en mulighed for at favnes - bogstavelig talt - af sin mor, det menneske af to i verden som vi altid bør kunne regne med - dét gad jeg godt have prøvet! Og så skal du nu ikke "begræde" at du ikke bliver skråsikker - dét dækker som regel bare over en god portion usikkerhed!
SvarSletmed-moderligt-kram fra Susanne
Selv tak, Marina :o)
SvarSletTak for din dejlige kommentar, Susanne :o)
Du skriver mange vigtige ting. At være mor er både en gave så berigende og en opgave så svær, at det ind imellem sætter de helt store følelser i gang.