Et langt liv er slut.
Min farmor døde natten til lørdag, 91 år gammel. Hun var meget senil, kunne ikke kende os til sidst, og de sidste par år har hun været meget dårlig. Så det var længe ventet og ønsket, at hun kunne få lov til at få fred.
Jeg tog børnene med på plejehjemmet, hvor vi så hende ligge i sin kiste – hun lå så fredfyldt og fin, en meget lille dame (de sidste år har tæret hårdt på hende, så hun vejede til sidst kun omkring 35 kg). Vi sang et par salmer på plejehjemmet, hvor mange fra familien var med, og plejehjemmets beboere og ansatte. Vi hørte en salme fra det gamle testamente, salme 23, om at Herren lader os ligge på grønne vange og leder os til hvilens vande. Jeg tror, at min farmor nu er i Himlen – hos Gud og hos min farfar, som vi mistede pludseligt for 14 år siden. Og jeg tror, at hun har det skønt deroppe.
Selvom jeg mentalt har taget afsked med hende for længe siden, efterhånden som hun blev mere og mere senil, var det alligevel meget bevægende at være med i lørdags. Et menneske, der stod os nær, er borte. Et langt liv, fyldt med meget modgang, men heldigvis også medgang, er slut. Minderne har vi, mange gode minder fra årene, hvor hun var frisk og i fuld vigør i sit lille husmandssted.
Vi fulgte hende til kirkegårdskapellet, og fulgtes ad hjem til min farbror, hvor vi nød at være sammen med hinanden, snakke om minderne, de sidste dage, begravelsen og hvad der ellers faldt os ind.
Jeg var rigtig glad for at være med i lørdags, og jeg var glad for at have børnene med, så de kunne sige farvel til deres oldemor, opleve døden på en udramatisk måde og vide, at den er en del af livet.
Det er altid hårdt at skulle sige farvel, selvom man er forberedt. Men dejligt at dagen blev så fin, det er godt at kunne tænke tilbage på. Og når man så samtidig ved, at livet er blevet (op)levet og der er mere ro et andet sted. Og godt at både du og børn fik set hende - jeg har altid gået ind for, at man så den døde - det giver ofte en ro og vished om, at det er virkeligt, og som du selv siger, døden er (som regel) udramatisk. Men derfor må man jo godt (give sig selv lov til at) være ked og eftertænksom bagefter.
SvarSletKære Anette.
SvarSletDet er så svært at miste også selvom det handler om den ældre generation i vore familier.
Dit skriveri her om din afsked med din farmor er meget rørende og hvor er det fint, at børnene var med. Der er mange, der gemmer 'døden væk' for deres børn i misforstået hensyntagen.
Jeg vil takke dig for dit overskud til at fortælle om så svær en begivenhed lige her.
Jeg sender dig et stort kram fra engens land ;-)
Velkommen her, Dorthe :o)
SvarSletJeg var faktisk overrasket over, hvor berørt jeg var, netop fordi hun ikke har været sig selv længe - og jeg følte ikke det store behov for at se hende - men oplevede, at det var rigtig godt, at jeg gjorde det.
Jeannette Mariae, jeg synes også, det er meget vigtigt, at børnene er med. Og ofte er virkeligheden nemmere at forholde sig til, end de billeder, de kan danne sig i deres hoveder. Det er meget vigtigt for mig, at døden ikke bliver et tabu, så det faldt mig naturligt at tage dem med.
Tak for dine ord :o)
Tak, at du endnu engang deler vigtige oplevelser i dit liv, Annette! Jeg var lige tilbage for at læse din beskrivelse af din farmor for knapt 2 år siden... Meget detaljeret og rørende læsning!
SvarSletJeg er helt enig med dig i, at den virkelige verden er meget bedre at opleve end de forestillinger vi kan danne os i vores hoveder - også selvom det er døden, det handler om. Døden er jo nemlig lige præcis en del af livet... Rigtig godt at høre at du giver børnene denne oplevelse!
Jeg husker så tydeligt samme forløb med min elskede Mormor, som blev 86. Og jeg kan sagtens sætte mig ind i den med, at man mentalt har taget afsked, men det uigenkaldelige, når det først er. Altid trist, selvom det var berretiget for både min mormor og din farmor at få fred. Jeg tror også, de har det godt, og at vi mødes igen....
SvarSletSelv tak, Helle. Det har faktisk også givet mig meget at læse det gamle indlæg igen - dejligt at mærke, hvordan bloggen kan bruges til meget godt.
SvarSletDeborah, det er med en blanding af taknemmelighed over det liv, der er levet, det uigenkaldelige, som du skriver, og visheden om, at det er det bedste for dem at få fred.
Døden vil vel altid være trist, men når den kommer så sent i livet, er den også på en eller anden måde velkommen.
Hej søs.
SvarSletDu beskriver lige præcis den oplevelse jeg havde i lørdags - at jeg egentlig havde taget afsked og alligevel blev overvældet af de følelser der kom.
Jeg kan se, at jeg slet ikke havde læst det indlæg du lavede om farmor og de gamle minder tidligere - sikke mange fine ting fra barndommen der pludselig dukkede op til overfladen. Dejligt!
Tak for begge indlæg!
Selv tak, Jakob :o)
SvarSletDejligt, at vi var sammen i lørdags - jeg tror, at det altid vil berøre os, når vi møder døden direkte, også selv om vi har ventet den.
Ja, det er dejligt at tænke lidt tilbage...