Farmor

 

Vi besøgte min farmor på plejehjemmet i går. Måske for sidste gang - det er ikke til at vide, hvor langt hun har igen. Hun er blevet mere og mere senil gennem de sidste par år, og det er nu kommet så vidt, at hun ikke altid kan genkende os. I går syntes jeg dog, jeg fornam, at hun kunne kende mig - hun spurgte, om jeg spillede musik - hun har altid været stolt af mine musikalske evner, og det, at jeg blev ansat i kirken, gjorde bestemt ikke anerkendelsen mindre.

I løbet af de seneste måneder har hun tabt sig en del, og hun er meget træt - hun er også 89 år, så det er forståeligt nok, og det ville måske også være det bedste for hende, hvis hun kunne få fred.

Men det er en mærkelig fornemmelse at besøge hende og vide, at det måske er sidste gang.

Minderne trænger sig på. Jeg husker, da hun var 20 år yngre og regerede i sit køkken i hendes og min farfars lille husmandssted. Det var et lillebitte hus, der lå afsides på en grusvej - med kostald og lade i den ene ende af bygningen og stuehus i den anden. De havde et par marker, lidt køer og grise, i en periode et par får, og altid en flok katte, som min farmor puslede om. De fik lidt middagsrester og mælk fra køerne derude i stalden, og lidt kælen var der også altid tid til.

Vi børn elskede at boltre os ude i halmen, at gå på opdagelse mellem spindelvæv og ubrugte maskiner, at finde killinger i de inderste hjørner, at hjælpe til, når grisene blev fodret, og at snige os forbi køerne uden, at de nåede os med deres lange tunger.

Det var et lille samfund, hvor alle kender alle, og min farmor skulle da også altid lige holde øje med, hvem det var, der kørte forbi - så vinkede hun gerne ud gennem de små køkkenvinduer. Der var tit en flæskesteg i ovnen og jordbærgrød på komfuret. Viskestykkerne hang til tørre hen over kakkelovnen, og min farmor gik og nynnede salmer eller lyttede til middagsradioavisen. Der var en ro, som gør godt langt ind, også nu, hvor jeg sidder og tænker tilbage.

Min mormor bor i Holstebro, ikke så langt derfra, så det var oplagt at kigge ind til hende, nu vi var i nabolaget. Hun er noget yngre (77 år), og heldigvis stadig meget frisk - hun har lige købt en mobiltelefon, så hun kan sms'e med sine børnebørn! Det var dejligt med en god snak, og så var vi lige et smut i haven - hun har så meget og vil så gerne dele ud, så med i bagagerummet kom et sideskud af en hvid julerose, to anemoner og en engletrompet. Jeg håber, de vil finde sig godt tilrette hos os - det er dejligt med planter, hvortil der knytter sig minder om mennesker, jeg holder af.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har fået lov at have mine bedsteforældre så længe, for alt det, de har lært mig om livet og om min egen forhistorie, og for al den nærvær og omsorg, de har vist mig.