Alle gæsterne er kørt

 

Som altid, når jeg har været sammen med min store, skønne søskendeflok og deres kærester (og nu også barn!), sidder jeg tilbage med en utrolig glad og varm følelse indeni. Det er virkelig en gave, at jeg er velsignet med så dejlig en familie! Det eneste minus ved, at vi har lavet hemmeligheder til søsters bryllup er, at min søster og hendes tilkommende i sagens natur ikke kunne være med. Heldigvis skal jeg være sammen med hende allerede på fredag, hvor hun skal prøve sin kjole igen.

Vi har lagt hovederne i blød sammen, vi har grinet igennem, vi har hygget os - og vi har SPIST. De nybagte forældre havde taget (nogle af) resterne med fra dåbsfesten i fredags (og det var ikke så lidt!), så vi er godt fyldt op.

Der har ligget madrasser og bagage overalt, vi har ikke så meget husrum, men masser af hjerterum, og med lidt fleksibilitet, så går det jo altsammen.

Midt i hele hurlumhejen blev Emil igen og igen mere og mere syg. Feberen steg, og i nat havde han ondt i maven og var så dårlig, at han ikke sov meget mere end en time ad gangen (og det gjorde jeg så heller ikke...) - i formiddags, mens jeg var på arbejde, tog Brian ham med til vagtlægen, og det viste sig, at han havde fået skarlagensfeber. Nu er han på penicillin, og vi kan heldigvis mærke, at det begynder at gå fremad - det lille skind, jeg håber, at han snart må komme på benene igen. Det er ikke rart, når han bare ligger og har det så dårligt, og man bare ikke kan gøre noget.

Lige nu er børnene optagede af Sigurds Bjørnetime (det er børne-tv, når det er bedst!), køkkenet er blevet sig selv igen, og jeg sidder og nyder roen, mens fuglesangen og sollyset strømmer ind ad den åbne terrassedør. Livet er nu ikke så dårligt endda!