lørdag den 26. april 2008

Der prikles

 

Tobaksblomsterne vokser, som var de betalt for det. Der var ved at være seriøs pladsmangel, så selv om energien ikke lige umiddelbart var til det, tog jeg mig i nakkeskindet og gik i gang med at prikle dem ud (sjovt ord i øvrigt - prikle...). Og da jeg først kom i gang, var det jo faktisk rigtig hyggeligt at stå i haven og rode med jord og små spirer. Selv om solen ikke var fremme, kunne man alligevel mærke varmen, og fuglene sang, så det var en fryd.

Da jeg skovlede jord fra sækken i de små potter, fulgte der pludselig en fortumlet humlebi med, som havde ligget og sovet sødeligt nede i sækken. Den syntes vist, det var en noget brat opvågning - den summede med vingerne og kravlede hjælpeløst afsted, men efterhånden kom den vist til sig selv - gad vide, om den kommer over den utidige vækning...

Længere nede i haven står syrenen på spring - jeg glæder mig, til jeg igen kan begrave næsen og nyde deres fantastiske duft.

Og jeg venter stadig spændt på at se, hvordan mine glemte tulipaner ser ud, når de folder sig ud. Denne her er vist hvid...

Gæslingerne sidder som perler på en snor. Det er sikkert og vist - foråret er lige her, jeg elsker, som alting grønnes. Jeg synes hvert år, at det lige pludselig går så hurtigt, at jeg næsten ikke kan følge med - men skønt er det!
 

5 kommentarer:

  1. Ja, rigtig dejligt er det at være i haven - men kender godt det med at skulle tage sig sammen til det ind i mellem, hvis energien ikke er så stor...
    I denne uge har jeg været en del i haven, da jeg har haft ferie/afspadsering hele ugen - skønt : ) Lige den rette uge at have det i rent vejrmæssigt! Det er mest gået med lugning i håb om, at ukrudtet så senere er nemmere at få bugt med...

    SvarSlet
  2. Ja det er spændende at følge med i de glemte tulipaner...
    Jeg satte nogle i efteråret... Men nu havde jeg fuldkommen glemt dem...
    Men der er meget spændende...
    Skønt :-D

    SvarSlet
  3. Helle, det var da den helt perfekte uge at have fri i :o)
    Og en gang lugning er jo aldrig spildt...
    Ja, Bambi, det er sjovt at se, hvad det er, man dengang satte i jorden :o)

    SvarSlet
  4. Ja, er det ikke vidunderligt med det grønne der glæder os overalt?

    Jeg synes næsten, at jeg kan se vores pæretræs blade folde sig mere og mere ud fra dag til dag...

    Humlebien er sådan et dejligt klumpet dyr, som på sin helt egen måde formår at gebærde sig yndefuldt i luften. Jeg holder meget at af betragte dem når de dukker op - som du også oplevede - på de mest underlige steder ;0)

    Jeg er sikker på, at din søster bliver smuk i sin brudekjole. En smuk detalje med sølvskoene til :0)

    SvarSlet
  5. Det er skønt, Ulla - jeg synes også, der sker mere for hver dag, der går.

    Ja, at humlebier er noget så hyggelige :o)

    Skoene er nu guld - det ser man nok bedst "live" - men kønne, det er de!

    SvarSlet