Nogle gange kan man bare være så fjollet…

 

Som jeg f.eks. har været det i ugerne op til det kursus, jeg var på i går. En kursusdag i improvisation, arrangeret af min kollega, med deltagelse af kun seks håndplukkede organister, og med besøg af en professor fra Tyskland. Sådan et masterclass, som det hedder i de kredse, hvor vi på skift sidder på orgelbænken og forsøger os frem, mens professoren øser sine visdomsord over vore hoveder.

For et par måneder siden fik jeg kompendiet, der kunne inspirere min forberedelse til kurset.

Men min forberedelse har mest bestået i en tiltagende mavepine og stressfølelse. Over at skulle sidde der foran alle de andre og ikke mindst den tyske professor, der sikkert ville krumme tæer og tænke deres. Jeg var tæt på at bakke helt ud, men et eller andet holdt mig tilbage.

Det “et eller andet” var tanken om, at det måske også kunne være helt vildt rart at tilbringe en hel dag sammen med kolleger af samme slags som mig selv. At jeg måske kunne lære en masse af sådan et kursus. At jeg måske endda kunne øve mig i at være ligeglad med, hvad de andre måtte tænke, og få det ud af kurset, jeg nu kunne, med det niveau, jeg nu engang er på.

Og det gjorde jeg så. Øvede mig i at vende min tankegang til noget konstruktivt.

Og hvad skete der?

Jeg havde en helt fantastisk dag. Sammen med kolleger, der havde været lige så nervøs som jeg selv. Sammen med en tysk professor, der var godheden selv, og bare gerne ville øse ud af al sin inspiration, og syntes vi gjorde det godt (det var i hvert fald, hvad han sagde).

Ja, jeg var nervøs, mens jeg var “på”. Men jeg kom over det, og tænkte faktisk ikke meget på, hvad de andre mon tænkte. Jeg lærte helt vildt meget – og har fået redskaber til at fortsætte arbejdet med at blive bedre til at improvisere. Og hyggede mig vildt sammen med mine kolleger!

Altså, nogle gange kan man bare være så fjollet…

Men heldigvis bliver man også hele tiden klogere!