Chick lit er min måde at koble af, sådan en in-between bog. Jeg plejer at veksle lidt mellem tungere og lettere genrer (uden dog nogensinde at bevæge mig ud i det rigtigt hardcore, men det kan jo være, det kommer…), og Vandmelonen af Marian Keyes er så afgjort i den lette ende. Ingen store overraskelser, men medrivende fra første side. Der er jo en grund til, at de sælger så godt, for man er hurtigt inde i handlingen, og siderne vender næsten sig selv.
Kort fortalt handler bogen om Claire, der lige efter at have født deres første barn, får besked af sin mand om, at han forlader hende til fordel for en anden kvinde. Her starter historien, og vi følger herefter Claire, mens hun flytter hjem til sin familie, der tager sig af det stakkels spædbarn, mens Claire lever sorgen igennem på sin egen, selvoptagede måde. Og hvordan hun efterhånden vågner op til dåd, finder kærligheden og lever lykkeligt til sine dages ende.
Som altid er jeg en smule irriteret over den overfladiske livsstil og personbeskrivelse, og den sort/hvide tilgang til handlingen, der oftest kendetegner genren, men som altid bliver jeg revet med og kan næsten ikke slippe bogen igen, når jeg først er i gang. Denne gang fortsatte min irritation dog igennem bogen, for jeg synes simpelthen, der er for meget snik-snak fra jeg-fortælleren, der skal kommentere enhver tanke og handling i det uendelige.
Bortset fra det fik jeg, hvad jeg forventede – en medrivende historie, mental afkobling og lyst til at kaste mig over den næste bog i køen. Denne gang er det Karen Blixen, der står for tur…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar