onsdag den 6. april 2011

Forandringer…

 

 

DSC05418

 

Jeg er kommet til et nyt land.

Var på en måde forberedt på flyttet – og alligevel kommer det som en overraskelse. Jeg har gået og joket med, at vi snart skulle hertil, men vidste ikke, at det ville ske så hurtigt, så jeg er blevet en smule forskrækket og skal lige finde mine ben.

Landskabet har forandret sig brat. Det virker velkendt, men er alligevel meget anderledes end det, jeg kender – smukt – og meget bakkerigt og afvekslende.

Jeg kender ikke vejene her, så jeg må prøve mig frem. Jeg fornemmer, at man må fare med lempe – ikke alt kan man sige. Sproget er en smule anderledes end det, jeg kender -  ikke alt bliver forstået, som jeg mente det, og jeg forstår ikke alt, der bliver sagt. Men jeg øver mig, for jeg skal jo lære det – og fornemmer, at der venter mange gode stunder her, hvis jeg bare gør mig umage.

Jeg kommer ikke tilbage til det land, jeg kendte, og det volder mig ind imellem en smule vemod. Måske især fordi jeg ikke føler, jeg fik sagt rigtigt farvel. Pludselig var vi bare landet i det nye land. Ind imellem får jeg glimt af landet, vi kom fra, og bagagen er fyldt af gode minder, så jeg føler mig godt rustet til at tage det nye land til mig, at gøre det til mit i den periode, vi er her.

Der er meget godt at lære, og jeg fornemmer, at det nye land vil udvikle mig som person – så jeg starter min opdagelsesrejse med åbent sind, og håber at blive modtaget med samme. For selvom jeg er ny her, føler jeg alligevel, at jeg stadig har meget at give af, selvom jeg netop der skal gå forsigtigt frem.

Mange har været her før – jeg selv havde også min faste bopæl her for år tilbage, og jeg ved, at det vil hjælpe mig at huske tilbage på, hvordan jeg havde det med det, selvom meget er forandret siden da. Jeg ved også, at folk har det meget forskelligt med at opholde sig her i landet – for nogle er det mareridtsagtigt, for andre en spændende og øjenåbnene rejse. Jeg håber på det sidste, og tror på, at forandringsparathed og villighed til at lære vil være med til at gøre opholdet godt. Heldigvis har jeg også en dejlig rejsefælle med mig, som er god til at gøre mig opmærksom på, hvis jeg forvilder mig ad en forkert vej.

Vi tager hinanden i hånden og begiver os på sightseeing i det nye land.

Teenage-land.

7 kommentarer:

  1. Åh ja det land beskriver du så godt :-)

    god fornøjelse :-)

    SvarSlet
  2. Tak for det, Lene :o)

    SvarSlet
  3. Uha, ja. Jeg har kun mit eget teenage-land at tænke tilbage på, og hvis man spørger min mor, var jeg nok meget fredelig. Jeg håber at dine år i teenage-land, blir' ligeså :-)

    SvarSlet
  4. Der er som regel også ret fredeligt her, Therese - indtil videre ;o) Men ret anderledes end før. Og det skal jeg lige vænne mig til...

    SvarSlet
  5. Beskrivelsen passer meget fint på det jeg har hørt andre sige, men selv synes jeg ikke, at jeg har oplevet det, da mine børn var teenagere. Min mor siger det samme om os tre tøser. Enten er vi heldige, eller også er vi ikke helt normale :-) Det sidste er nok ikke helt hen i vejret :-)

    SvarSlet
  6. Sikke en dejlig og positiv beskrivelse af det nye land, du er kommet til - det giver mig stof til eftertanke på den gode måde :-)

    Knus Pia

    SvarSlet
  7. Pia C, forløbet opleves jo nok meget forskelligt fra familie til familie. Jeg husker også min egen teenagetid som ret gnidningsfri, om min mor mener det samme, skal jeg lade være usagt ;o)

    Pia J, jeg er glad for at kunne give stof til eftertanke - jeg vil jo helst bruge de positive briller, hvor jeg kan - udfordringer bliver der sikkert nok af, men hvis vi kommer godt igennem, er vi de erfaringer rigere :o)

    SvarSlet