mandag den 11. oktober 2010

Et hjørne

 

 

Et hjørne i stuen

 

Da vi flyttede ind i yndlingshuset for godt et år siden, stillede vi vores sofastykke her i hjørnet, med bagsiden udad, som man ofte gør, for at beskytte glasset. Vi blev hurtigt enige om, at billedet ikke længere skulle være sofastykke, men hvad det så skulle, kunne vi ikke rigtigt finde ud af. Og så stod det bare der. Med ryggen til, og blev hurtigt noget, jeg ikke så.

I går læste jeg noget i et gammelt blad om billeder, og om at de ikke altid nødvendigvis behøver at hænge på den traditionelle måde, men f.eks. kunne stå langs fodpanelet. Og kom i tanker om vores (formerly known as) sofastykke, og hvor skørt det var, at det stod der og puttede sig, når man ligeså godt kunne vende det med den pæne side udad. Om vi nogensinde finder ud af, hvad vi vil med det, ved jeg ikke – men indtil da står det da meget pænt der ;o)

Og sådan kan man med få ændringer bringe nyt liv i et lille hjørne. Det er forøvrigt et hjørne, jeg er meget glad for. Et bogskab fuldt af bøger, nogle har jeg læst og glædet mig over, og mange har jeg endnu til gode at begrave mig i (jeg drømmer om en hel væg fuld af bøger, men det bliver vist engang i et andet liv, i et større hus). Min farmors broderi og en gammel symaskine, fundet på et loppemarked. Uret, som er en ret uundværlig del af vores liv – og som er et meget pænt et af slagsen. Ikonet er en indflyttergave fra kære venner. Og så vores lænestol, der en sommer stod udenfor et hus på Fanø og kaldte på os.

Hygge og minder, lidt gammelt og lidt nyt. Brugbart og lidt slidt. Personligt og lidt skævt. Sådan kan jeg lide det.

4 kommentarer:

  1. Hvor ser der hyggeligt ud i dit hjørne. Det er dejligt, når der er en historie til tingene.
    Fin måde at se et billede på

    SvarSlet
  2. Tak, Betty, jeg elsker, at tingene har en historie. Kunne ikke bare købe mig et hjem i et møbelhus - så ville det slet have den værdi for mig :o)

    SvarSlet
  3. Helle Nørgaard Nielsen19. oktober 2010 kl. 22.56

    Ja, personlige historier skal der til...
    Skønt at du vil dele dem, Annette :)

    SvarSlet
  4. Det gør jeg gerne, Helle - i hvert fald en del af dem ;o)

    SvarSlet