Solvitaminer…

 

 

 

 

Foråret var på visit i går.

Solen var helt fantastisk gavmild med sine stråler, der var så gennemtrængende, at man kunne mærke varmen gennem vinterkulden, og humøret røg helt i top. Jeg kunne mærke, hvordan de slunkne reserver blev tanket op, da vi alle gik i haven for at få solvitaminer, og jeg blev helt høj.

Vi fik vendt de sidste dage med hinanden, mens vi fik fyldt på, og vi nød at være sammen alle fire.

Gamle, glemte og frosne bolde dukkede op hist og her, trampolinen og gyngen blev rørt, og ikke mindst fik en gammel, glemt leg som kongens efterfølger sin renæssance. Det var helt vildt sjovt at fjolle rundt i haven i samlet flok, og det gør mig stadig glad at tænke tilbage på…

Dagen i dag tegner grå, men hvad gør det, for yndlingssøster er lige dukket frem af badet, så nu er der snak og måske en bytur på programmet.

Dejlige, sidste januardag…

Der er håb…

 

 

 

Jeg sagde jo nok, det bliver en dejlig dag…

Se lige, en solopgang, der mødte mig, da jeg kom ud af badet!

Og klokken er kun 8.

Jeg ved godt, hvad det betyder – det betyder, at der nu er håb for lyse morgner, når børnene skal afsted til skole.

Jubiiii!!!

Rigtig glædelig søndag til dig!

Samling

 

 

 

Brian er på vej hjem fra København. Freja har sovet hos en klassekammerat og tilbragt hele dagen der. Emil har været til floorballstævne og fandt selv hjem, og jeg har været på korlederkursus hele dagen – en dag med guldkorn på guldkorn og rigeligt med inspiration til korarbejdet. Men også en dag, hvor jeg som medlem af den arrangerende bestyrelse agerede praktisk gris ind imellem, at jeg sad og sugede til mig.

Nu er jeg træt. Og har det bedst, når der er helt samling på familien igen.

Jeg drømmer om en lang og elastisk formiddag med plads til lækkersøvn og ro på alle fronter. Men det er ønsketænkning, for arbejdet kalder, dog heldigvis kun om formiddagen. Resten af dagen er til fri disposition.

Til gengæld er det slet ikke ønsketænkning, at yndlingssøster har planer om at lande her sidst på dagen i morgen. Det er den skinbarlige og vidunderlige virkelighed. Vi har en mandagsfridag til fælles, og jeg er så heldig, at hun gider at rejse gennem landet for at tilbringe den sammen med mig!

Behøver jeg sige, at jeg glæder mig…?

En drejning…

 

 

 

Og så gik det alligevel ikke helt som forventet. Da jeg var ved at være klar til at tage på arbejde, ringede Frejas klasselærer – Freja havde ondt i maven og ville gerne hjem. Så jeg tilbragte formiddagen i sofaen med masser af hygge og opmærksomhed til den lille pige. Hvad der var galt med maven vides ikke, men den blev heldigvis hurtigt sig selv igen.

Til gengæld har resten af dagen været en smule presset, for der var ting, der skulle ordnes inden i morgen. Sådan måtte det så være, og nu er der dømt sofa.

For et par dage siden tabte Freja en længe ventet rokketand og kunne endelig få den tandgave, der har ligget i månedsvis i skabet. Jeg var lidt spændt på, om en gammeldags strikkelise overhovedet kunne fange hende – nu om dage kan man jo få de meget større versioner, der bruges flittigt i SFO’en, dog ikke af Freja.

Men den er et hit!

Og hvor hyggeligt er det lige, når man følges hjem fra skole, og Freja spørger – Mor, skal vi strikke sammen? Ja, det er da lige det, vi skal. Sådan en hyggestund i sofaen med hvert vores strikketøj er guld værd – og jeg glæder mig i mit stille sind over, at den slags sysler kan holde hende fangen…

Uskemalagt

 

 

 

Mmmm, duften af hyacinter fylder stuen, og på mit sofabord står et lille stykke forår – de yndigste små, hvide perlehyacinter, klar til om lidt at folde sig ud.

Ved siden af mig står en krus kaffe, og i mit indre bærer jeg bevidstheden om, at dagen i dag er helt og aldeles uskemalagt. Hvis der ellers fandtes sådan et ord. Men det gør der nu. Uskemalagt, det er, hvad den er. Med opgaver, ja, men ingen klokkeslet, der skal følges, og derfor vil jeg tillade mig at tage en morgen med god tid og ro i maven.

I morgen skal jeg på kursus og skal derfor lige så tidligt op som resten af ugens dage, så det er også helt nødvendigt at tage en stund med ingenting.

Aaaahhh…

Vintersøbe

 

 

 

Emil udtalte i går, at det værste ved vinteren er alt det suppe, man får – der har vi nok lige en lille interessekonflikt, for jeg eeeelsker vinterens supper.

Og suppe skal der til, så må børnene nøjes med det nybagte brød, hvis de ikke vil søbe – og det er vel heller ikke så ringe endda… (og nej, vi får hverken suppe hver anden eller hver tredje dag, så børnene skal såmænd ikke ynkes ;o))

Denne gulerodssuppe faldt jeg over i Isabellas nr. 08/2010, og alene det, at der er ingefær i, lover godt for mig. Suppen er en lækker, venlig og mildt krydret variant til den karryversion, vi ellers har sværget til.

2 løg og 3 fed hvidløg hakkes og svitses i olie sammen med 1 tsk korianderfrø. 1 spsk revet ingefær, 1 dl friskpresset appelsinsaft og 3/4 kg gulerødder i skiver tilsættes sammen med 1 1/4 l hønsebouillon. Suppen koger i ca. 30 minutter, til gulerødderne er møre, blendes og smages til med salt og peber. Serveres med græsk yoghurt.

Og brødet – det er en god, gammel kending…

Kirke i børnehøjde

 

 

 

Der er tryk på i denne uge. Udover mit koncertprojekt og alt det sædvanlige, har vi i hele ugen fornøjelsen af at have to 3. klasser på besøg. 50 børn i alt, der har kirkeuge – en temauge, der hvert år er et tilbud til sognets tredjeklasser. Hver formiddag tilbringer de i kirken, hvor de hører om kirkeårets centrale højtider, om Gud, Jesus og Helligånd, og de har workshops, hvor de på skift laver rap med sognemedhjælperen, har spørgetime med præsten, laver ikoner med deres klasselærere og ser orglet – gæt selv med hvem…

 

 

Så jeg har fortalt om luftryk og orgelpiber, spillet den højeste og den dybeste tone, det svageste og det kraftigste, orglet kan præstere, spillet begravelses- og bryllupsmusik, jazzmusik, mester Jakob og spøgelsesmusik. Har lukket op til orglets inderste og set på mekanik og alt det, der bevæger sig, når en tangent bliver trykket ned. Og svaret på tusind spørgsmål fra spørgelystne og vildt interesserede børn.

Og bortset fra, at det har været en temmelig travl uge – så har det været SÅ enormt hyggeligt at have så meget liv i kirken af den virkeligt positive og livsbekræftende slags.

 

 

I morgen runder de ugen af med en udflugt til Jelling – og jeg vil nyde roen og få klaret noget af alt det almindelige arbejde, jeg ikke nåede i ugens løb. Og så vil jeg nok lige kaste et ekstra blik på de ikoner, vi nu har som udsmykning i våbenhuset indtil næste års 3. klasser laver noget andet.

Jeg synes, de er helt fantastisk smukke…

 

Alt er godt

 

 

Har overstået endnu en Faurékoncert.

Det bliver bedre og bedre for hver gang. Er faktisk ret godt tilfreds.

Og har fejret den med dejligt oste- og rødvinsbord.

Alt er godt.

(er måske også en smule rødvinsfestlig… en helt god dag af en tirsdag at være… )

Desperado indeni…

 

 

 

Så er det i aften, det store slag skal stå.

To kor skal synge Gabriel Faurés skønne Requiem. Musikken er fantastisk smuk – der er bare lige det aber dabei, at der ikke er noget forkromet orkester, men bare lille mig, der skal spille akkompagnementet på orgel. Vi giver koncert i Ikast Kirke i aften, i Lemvig Kirke på tirsdag og i Gullestrup Kirke d. 9. februar.

Og mine nerver hænger mildest talt i laser.

Jeg prøver på at pakke dem ned og fortælle mig selv, at det nok skal gå – at det jo netop er sådan noget, jeg gerne vil, og at det bliver en storslået oplevelse at lave så flot musik sammen med så mange andre.

Jeg glemmer bare at høre efter.

Så dagen i dag er sådan en, der går, mens jeg har mine tanker i et eller andet udefinerbart rum. De svæver rundt, går ind i mellem i selvsving, dulmes lidt og svæver en tur igen.

Der er syv satser, Sanctus, som I har fået en smagsprøve på, er den tredje, og I får lige en appetizer mere – sidste sats hedder In Paradisum og ubeskriveligt smuk…

 

 

(Hvis I selv vil søge videre, hedder de andre satser: Introit and Kyrie, Offertory, Pie Jesu, Agnus Dei og Libera me)

Om lidt tager jeg afsted til forberende korprøve, og det bliver nok helt godt at få fingrene i det. Indtil da vil jeg holde dem i gang med lidt strikketøj – mon ikke, det vil gøre godt.

På en fredag eftermiddag…

 

… hvor man er tidligt hjemme, og internettet er nede, kan man…

- tænde fjernsynet!

Men.

Når man har sådan en irriterende mor, der så gerne vil udfordre netop den indskydelse, kan man i stedet…

 

 

- spise ølkage med kaffe/the til…

 

 

- male en kattemaske…

 

 

- betragte det arbejdende folk…

 

 

- indhente viden til projektskrivning om et land i Europa (ret genialt, at han skriver projekt om netop Italien, som er målet for vores sommerferiedrømme)…

 

 

- strikke…

 

 

- læse højt for hinanden…

 

 

- spille Minotaurus (skønt spil!)

 

 

- synge en sang sammen…

Og ende med at have haft en rigtig hyggelig eftermiddag med nærvær og samvær i højsædet.

Og så kan den irriterende mor, mellem os sagt, også få ret kraftige abstinenser, når nettet har været nede siden i går – og være temmelig glad for at være gift med en halvnørdet mand, der endelig får hul igennem…

En buket solstråler

 

 

 

Januar og jeg er ikke rigtigt gode venner for tiden. I dag gør hun sig ellers umage og sender solstråler ind ad mit vindue.

Jeg er bare så træt. Det er værst om morgenen. Jeg kan næsten ikke trække mig i gang og bruger alt for lang tid på overspringshandlinger (kan facebook og bloglæsning kvalificeres til at kaldes handlinger??), hvis jeg ikke ligefrem sidder og falder i søvn, før jeg hiver mig selv op ved hårene og kommer ud af døren.

Igennem dagen klarer jeg det, jeg skal (sådan da), men ikke mere end det, og hen under aften vågner jeg så op – og ender med at komme for sent i seng, og så kører rouletten.

Og der er kun mig selv til at gøre noget ved det.

Det må jeg gøre, for det bliver ikke ved med at gå, dette her. Jeg skal have min søvn, fornuftig frokost, så jeg ikke går død midt på dagen, og måske endda lidt motion. Zumba var aflyst i går, men måske skulle jeg unde mig selv en gåtur at komme i gang på.

Det er heller ikke let at komme i gang, så længe der er så mørkt om morgenen. Jeg venter og venter på lysere morgentimer.

Egentlig er jeg jo et skarn, for jeg har det jo som blommen i et æg. Jeg har ikke meget at klage over, når alt kommer til alt, og det er heller ikke sådan, at jeg går og mukker og sukker dagen lang.

Jeg er bare så frygteligt træt…

Så i dag vil jeg samle solstråler. En lille buket til mit hjertes vase, der kan lyse op. Der er solstråler nok at tage af. Både fra den store sol, der faktisk stiger op og ser vældig energifyldt ud i dag. Og fra de små gode oplevelser, der venter på sådan en torsdag. Ganske små glimt fra en helt almindelig arbejdsdag. Hvis man spejder efter dem, er de der, det ved jeg, og i dag vil jeg samle.

Det har jeg brug for.

Håber der også kommer sol i rigelige mængder på din torsdag.

Træt…

 

 

   

 

På sådan en grå, grå januardag, hvor træthed og hovedpine har suget alt overskud ud af mig, vil jeg tænde masser af lys, slå mig ned i sofaen med strikketøjet og børnene omkring mig, fylde mig med grapevitaminer og et stort krus kaffe – og glæde mig over, at en hjemmeaften er inden for rækkevidde…

Og mon så ikke jeg skulle være lidt god ved mig selv og passe min sengetid for en gangs skyld…

Wallah min fætter

 

 

Må man ikke godt blære sig lidt med lånte fjer…?

Når nu det rent faktisk er min fætter, der giver den gas i Fallulahs band (man kan godt nok ikke rigtigt se ham, men han er med, det lover jeg!) – og var med til at vinde P3 Prisen i fredags.

Det er totalt sejt og godt gået, og jeg er tæskestolt på hans vegne!

Og så synes jeg forøvrigt, det er et vildt fedt nummer…

 

 

Til gengæld kan man tydeligt se fætteren min på denne version – det er ham den lyshårede, der starter på trommer og senere skifter til guitar ;o)

 

Den bedste frieftermiddag…

 

 

 

… er sådan en helt uden planer, sådan en hvor man følger sine indskydelser.

Hvor man går en tur ud i haven, når man får lyst til at kigge lidt på dens tilstand. Og når man lige får lyst til at rydde en smule op derude, så gør man det. Bare lidt. Gør plads, så forårsblomsterne kan ses, når de kommer op. Og mærker spirende havefornemmelser røre på sig. Bare en smule. Og spejder efter små spirer mellem våde blade og alt det grå.

Og de er der faktisk! Når man ser godt efter, er de der pludselig. Ganske få. Men de er der!

 

 

Bagefter går man ind og spiser en hindbærsnitte fra i går. Og tænker tilbage på en dejlig aften sammen med savnede venner. Og den osso buco, der smeltede på tungen. Og masser af grin og hjertevarme.

Sådan en eftermiddag har jeg i dag.

Aaahh…

 

En junkie vender hjem

 

 

    

 

For faste læsere her på bloggen er det vist ikke en nyhed, at Århus har en stor plads i mit hjerte. Jeg har boet der en stor og vigtig del af mit liv, nemlig de 11 første år af mit ægteskab, årene hvor jeg fik min uddannelse og vores børn. Byen vil altid være noget særligt for mig, og det var ikke med min gode vilje, at jeg flyttede derfra.

Siden har jeg jævnligt tilbragt fridage i Århus, men frekvensen er blevet betydeligt lavere, efter at jeg har følt tidspresset så stort, at jeg har haft brug for mine fridage herhjemme. Det skal også siges, at jeg er faldet godt til i Herning og har det så godt her, som jeg kunne ønske – ikke desto mindre glæder jeg mig, hver gang jeg har muligheden for at smutte til Århus.

I denne uge har jeg været så privilligeret at have fri både mandag og fredag (til gengæld skal jeg arbejde både lørdag og søndag, men det snakker vi ikke højt om lige nu…). Jeg greb straks den oplagte mulighed for at bruge en dag på januarudsalg i smilets by, og hvor har det været skønt.

Jeg har vist også en enkelt gang eller to luftet min forkærlighed for tøj fra Noa Noa. En lidenskab, der har haft trange kår, siden butikken her i byen lukkede, så det er yderst sjældent, jeg får mit fix. I dag fik jeg revanche, jeg har sparet op (læs: vi sætter et beløb af i budgettet til januarudsalg, ligesom vi gør det til julegaver – dejligt at have den mulighed), har fået gavekort og penge til jul og havde tid til at lade mig rådgive og forføre. Det viste har jeg fået med mig hjem – og meget, meget mere… Alt sammen til halv pris, og det varmer mit gamle sparehjerte.

En tur i BOXdeLUX blev det også til, sandwich og friskpresset juice i Juice Stop og lidt slentren i latinerkvarteret.

En dejlig dag var det, med forkælelse for både krop, sjæl og garderobe… – så kan jeg vist holde den gående en rum tid igen før næste fix ;o)

Rystende…

 

 

 

Regnen siler ned og gør hurtigt kål på det sidste snepynt. Trist synes jeg, godt synes andre. Jeg gør mig ikke forhåbninger om forårsvarme, grønne knopper og fuglekvidder på denne årstid – det bliver skønt, når tid er, men når det er vinter, drømmer jeg om frost og ikke grå og våde plusgrader.

 

 

Det er vi åbenbart flere om at bestemme, så indtil videre må jeg nøjes med vores papirklippede snefnug. Dem bliver der til gengæld mange af, hvis ellers tiden bliver til det, for jeg elsker at eksperimentere med klip og se, hvordan resultatet overrasker, når papiret foldes ud. Idéen har jeg fra Marina, og det er vist blevet en tilbagevendende ting, at Freja og jeg klipper snefnug sammen, når julen er pakket sammen. Emil bliver af og til nysgerrig nok til at klippe en enkelt, men han har så meget andet, der trækker mere.

 

 

Og så må jeg altså lige pippe lidt om byggeriet igen. Jeg er bevidst om, at dette ikke skal blive en klageblog om de gener, der følger med at være nabo til sådan et projekt. Vi følger det da også med en stor del nysgerrig interesse – men lige nu er det altså ikke særligt sjovt at være hjemme i dagtimerne. Der funderes stadig. De første dage var det med hamren og banken, men nu er de gået over til at vibrere de store plader ned i jorden. Og jeg skal love for, at de vibrerer! Hele huset ryster, og vi ryster med. Alt glas og porcelæn i køkkenet klirrer, bordets egenfrekvens er også ramt, så det brummer alle sine kvaler ud, ind i mellem falder der et par parfumeflasker på gulvet ovenpå, og vi sidder midt i herligheden og må råbe til hinanden for at kunne kommunikere. Jeg har forsøgt at fange vibrationerne med kameraet – jeg ved ikke, om man kan fornemme bølgegangen i vandglasset på billedet…

 

 

Og så må vi tilsyneladende leve med de onde projektørøjne, der gennemlyser huset og er tændt i næsten alle vores vågne timer. Jeg ved ikke, hvorfor det er vigtigt, at de er tændt efter fyraften, men vi må da kunne spare en del på belysningskontoen.

 

 

Hyggeligt er det ikke. Det er lige før, jeg overvejer at købe gardiner…

Og så ikke et ord mere om byggeri (foreløbigt… ;o)) – det lover jeg!