lørdag den 2. april 2011

Flad og høj

 

 

DSC05388

DSC05385

 

 

Jep, det er mig, der sidder der på yndlingspladsen. Foreviget af Emil, der så sit snit, mens han var så sød at hente kameraet til mig.

Flad og brugt, men samtidig høj og fyldt med energi. Det er vist sådan, jeg har det i al dobbelthed efter en dag sammen med 100 børn, en flok korledere, og den mest inspirerende instruktør, jeg til dato har oplevet.

Jeg har været til korstævne. Som arrangør og lidt alene på posten havde jeg det lidt ambivalent med dagen på forhånd, for ansvaret og arbejdsbyrden kan føles tungt, når det bæres alene. Men selvfølgelig var jeg ikke spor alene, da dagen først blev skudt i gang. En flok søde korledere stod nærmest på spring for at tage deres tørn, og alting forløb glat og helt efter bogen.

Og instruktøren – hun er et kapitel for sig. Susanne Wendt, dirigent for DR SpireKoret, DR BørneKoret og DR JuniorKoret. Et energibundt uden lige. Med en glæde ved musikken, der smitter ud over alle grænser. Med et væld af idéer, og med en tilgang til børnene, der er vildt imponerende og inspirerende. Med humor, dans og bodypercussion blev sangene leget ind, klangene blev pudset af, det indre øre fik en god gang træning, og børnene nød det!

Og vi nød det fantastiske vejr, der indbød til pauser i det grønne, løb på plænen og sol på kinderne. Det kunne ikke være mere perfekt!

Og jeg kunne ikke lade være med at bruge en halv time i haven med beskærersaksen i hånden, da jeg kom hjem. Inden aftenen sneg sig ind på mig, og de sidste kræfter var brugt op.

Nu er jeg bare træt. Glad og træt. Det er helt i orden.

2 kommentarer:

  1. Der er ikke noget at at sige til at du er flad efter sådan en dag, men hvor må det samtidigt give god energi at det hele gik så perfekt.

    KRAM.

    SvarSlet
  2. Det var rigtig dejligt, Marina - jeg bliver lidt høj efter sådan en dag. Og det var skønt at opleve :o)

    SvarSlet