Englene suser rundt og rundt, og imens sidder jeg og lader roen sænke sig over mig.
En hektisk weekend har sat sine tydelige spor i form af en række forkølelsessår på overlæben. Det lever jeg med, for min kære familie sætter sig også spor i hjertet, hver gang, jeg har været sammen med dem, og det betyder langt mere end en række dumme forkølelsessår.
Det er dem, jeg hygger mig sammen med. Dem, jeg elsker at kræse om og forkæle med god mad. Dem, der kan få mig til at grine, så tårerne triller. Dem, der holder mig oppe alt for sent, fordi jeg slet ikke har lyst til at forlade det gode selskab for at gå i seng. Dem, der lægger ører og masser af knus til, når det hele bliver for meget, og tårerne triller. Uden at blive forskrækkede og forlegne over mit pludselige følelsesudbrud. Den slags skal der også være plads til. Og det er dem, jeg savner, når de er kørt igen. Samtidig med, at jeg nyder roen og en fridag, der ligger helt blank og ubrugt foran mig.
Og englespillet… Det er et levn fra min barndom, kitch eller ej, det hører med, og englene flyver og bimler lidt endnu, indtil lysene er brændt ned, og de får ro får denne gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar