Om chronos og kairos

 

Mere om den mystiske overskrift senere…

Vi har nydt vores weekend. Har nydt tosomheden, og spist lækkert italiensk på Ravello, en ny restaurant i Herning, som på kort tid er blevet en af mine favoritter.

 

 

I går mødtes vi med børnene og svigerfamilien i Den Gamle By, hvor omkring en million andre (cirka!) havde fået samme idé. Der var tæt med folk, men det var okay, for vi har været der før og kommer der nok igen, og vores fokus var naturligt nok på børnene. Så vi havde ikke travlt med at se alt det, vi ikke kunne komme til, men hyggede os sammen, og provianterede lidt til julehyggen, bl.a. en julekalender af den gammeldags slags, der næsten ikke er til at opdrive længere. Sådan en med låger, hvor der ikke er chokolade eller legetøj, men bare et lille billede, der gør glad. Så er min julelykke gjort (og så elsker jeg, når den høflige boghandler i nobelt jakkesæt kalder mig Frue…)!

 

 

Vores børnefri weekend startede med en lørdag sammen med valgmenigheden, hvor vi snakkede om hviledagen. Hørte et par oplæg om, hvorfor hviledagen er vigtig, og hvordan den kan udforme sig for os.

Hvadenten man holder den hellig eller ej (om man tror på Gud eller ej), tror jeg, hviledagen er vigtig for os. Vi har brug for at lade op, har brug for en dag, der adskiller sig fra de andre, og hvor der ikke er en masse “burde”. Jeg tror, oplægsholderen har ret i, at Gud har givet os hviledagen som en gave, en dag, hvor tiden ikke skal skal bruges på alt det, vi skal have gjort, men på at være. En dag til fest, hvile, leg og tilbedelse.

Han fortalte, at der på græsk er to ord for begrebet tid. Det ene, chronos, er det, vi kender fra ordet kronologi. Det er tid, der går, tiden, vi planlægger, tid, der er hastig, tiden, der løber fra os.

Det andet ord, kairos, er øjeblikket. Som Søren Kierkegaard har beskrevet som “der, hvor evigheden berører tiden”. Det er tiden som en gave, en tid, hvor man standser op og er nærværende.

 

 

Chronos-tiden er uundværlig. Det er i den, vi får udrettet noget, det er i den, vi arbejder, og den, vores samfund er hængt op på. Men det kan også blive for meget. Jeg har rigtig meget chronos-tid i mit liv. Selv når jeg synes, jeg standser op, slapper af og hviler, er det altid med et øje på uret, med visheden om, at jeg nu har den og den afmålte tid til at være. Tiden kan på den måde blive en fjende, den der hele tiden minder os om, at livet er forgængeligt.

Jeg vil øve mig i at give slip. I at være. At lade øjeblikket fylde og være nærværende. For kairos-tiden er lige så uundværlig for os. Det er i den, at vi hviler, sanser og lader op. Den, der minder os om, at tiden er en gave, en ven, en mulighed…