Hvem kommer først?

 

 

Det er da ikke nemt at pakke med det fjolledyr i huset. Aldrig så snart har man foldet en kasse ud, før den ligger der og ser ud som om, det er den selvfølgeligste ting i verden.

Men lidt har jeg da fået pakket, og jeg har nydt de ekstra hjemmedage, jeg fik med i hatten, selv om det også er gået ud over mine arbejdsplaner. Men det går jo alt sammen, heldigvis er Emil gammel nok, og ikke mere syg, end han godt kunne overskue at være hjemme med en DVD i kassen, mens jeg fik klaret lidt “brandslukning” i kirken.

I morgen er det Brians tur til at tage vagten herhjemme, for han er altså ikke rask endnu, ham staklen. Feberen falder støt, men langsomt, og Emil klarer sygedagene med bedre og bedre humør. Det er skønt at høre snakketøjet gå på ham igen – man kan tydeligt mærke, at ordstrømmen er ligefrem proportionel med bedring i tilstanden, og det er lige, som det skal være. Sudoku-bogen er hans foretrukne tidsfordriv, og da alle de lette var klaret, måtte han jo fortsætte med de sværere – han spytter dem ud på stribe, så hjernen fejler i hvert fald ikke noget.

I morgen er også dagen, hvor dronningen kommer forbi – ja, selveste majestæten og prinsgemalen kommer på sommervisit i Herning, og byen står allerede på den anden ende (har jeg hørt!). Som den royalist, jeg er, bliver jeg da nødt til at tage en lille frokostpause i byen, så jeg kan vinke til de fornemme gæster. Jeg kan sikkert ikke se en pind, for jeg har en anelse om, at andre får samme idé – men det skal da prøves…